Frits Johannesen
Kunstmaler, Poet og Kordirigent

Interview: Leif Martinussen
Redaktion: Nete Parkov

“Et lille samfund byder altid på flere muligheder, som man får i sit bryst som en gave”, fortæller Frits Johannesen. “Jeg har engang hørt Poul Erik Søe, højskoleforstander, forfatter og journalist holde et foredrag, hvor han nævnte menneskers sammensætning. Her kom han ind på de evner, som vi mennesker er udstyret med – og at han aldrig havde oplevet dem så intenst som på Færøerne. Han fortalte om en person fra en lille bygd, som var bonde, fyrpasser, tog sig af det lille elværk i bygden, var klokker, organist, underviste somme tider i skolen og tog sig af postbåden, som regelmæssigt kom til bygden.”

Ifølge Frits Johannesen er det med andre ord nærmest et færøsk karaktertræk at være kreativ og aktiv på flere områder og at lære sig at beherske flere funktioner. Som han selv forklarer det:

“Det er en ren og sker bølge af intensitet, der opstår i dit sind, hvor udtryksformer flagrer frem og tilbage i dine tanker dagligt på forskellige måder. Og især når du bor i et mindre miljø, vil nuancen være anderledes end i et større miljø.”

“Jeg er opvokset her i Fuglefjord”, fortæller Frits. “En bygd som i min opvækst havde 1200 mennesker. I dag bor der 1500 mennesker, og det er et vidunderligt sted at leve.”

Frits Johannesen er født den 22. maj 1944 som søn af Theodor Johannesen, fisker, styrmand og skipper, og Johanna Johannesen, som var hjemmegående husmor. Fra han var 18 år uddannede han sig til skolelærer i Thorshavn, hvor han tog afgangseksamen i 1967. I 1978/79 tog han en overbyggende eksamen på Danmarks Lærerhøjskole i fagene sang, musik og matematik. Her mødte han komponist og korleder John Høybye, der var leder af DLH’s musikinstitut, og som blev hans ven for livet. I 2000/2001 tog han igen et overbygningsfag, nemlig billedkunst på Danmarks Pædagogiske Universitet. Som lærer fik han her keramiker og billedkunstner Lise Tang, der også blev hans gode ven. Desuden har han taget et væld af forskellige kurser i både billedkunst, sang og musik med særligt henblik på pædagogik og idéer til undervisning i folkeskolen.

• Var der i dit barndomshjem tradition for at skrive, male og dyrke musik?

“Min far var en god sanger, og jeg oplevede hans stemme som lille dreng, især når vi var i kirke. Han sang også med i bygdens kor. I vinteren 1926 havde han været på folkehøjskolen i Thorshavn – noget, der prægede ham hele livet. Så meget, at han delte sit liv op i “før højskolen” og “efter højskolen”, hvad jeg synes var meget smukt.

Fra 1928 til 1931 sejlede han ude i verden til Rusland, Norge, Danmark, England, Holland, Amerika, Cuba og endte i Sydishavet med et hvalkogeri fra Sandefjord i Norge, der hed Franternitas. Da de drog til Sydishavet sejlede de ud fra Sandefjord til Hollands Curacao, Cape Town og endte i i Sydishavet sammen med 5 hvalbåde. Han kom ikke ud i verden at sejle igen men kom tilbage til fiskeriet og fiskede ved New Foundland, Grønland, Island, Barentshavet, ved Færøerne og i Nordsøen.

Den alsidighed, der var i hjemmet, dannede et indre perspektiv, som masede på og udløste åbenbaringer, der gav dig flere udtryksformer i sang og musik, billedkunst og poesi.”

“Far var slægtet fra Fuglefjord, født i 1908 og død i 1986. Min mor var slægtet fra Andefjord, en bygd, der ligger tæt op ad Fuglefjord.

Mor blev født i 1910 og døde 1977. Andefjord var et gudommeligt sted. Meget poetiskt, smukt, med gode historiefortællere og sangere, som sang Kingo – gammel færøsk salmetradition.”

“Min bedstefar, Daniel Jacob Anthoniussen, var bådebygger. Min morbror, Poul Martin Anthoniussen, var også bådebygger. Han overtog denne arv, som han holdt ved lige til sin død 1995 – født i 1909. Det er en ufattelig smuk tradition, som rører ved vores følelser over for det gamle, færøske samfund. En færøsk bådebygger, er et meget sælsomt fænomen. At bygge en færøsk båd, som var en eksakt færøsk tradition, er meget smukt og skønt kunsthåndværk.”

“De byggede disse både på ” Neystaloftinum” – loftet i deres bådeskur. Der kom mange mennesker ind på dette poetiske loft, hvor de stod og snakkede, især når der var regn og dårligt vejr. Ellers blev disse både også bygget udendørs, f. eks. om sommeren.”

“Jeg kom meget til Andefjord som dreng og ung og var meget inde på “Neystaloftinum” og oplevede denne kreative gang – og hjalp til med god vejledning fra min morbror. Denne kreative gang satte sig fast i sindet. Det var det tomme rum, som bankede på og gav dig en meget fin inderlig kreativitet, som jeg stadigvæk gemmer ved mit hjerte, og det har selvfølgeligt givet mig en kunstnerisk, poetisk håndsrækning.”

“Der blev sunget meget i skolen både færøske, danske, norske, svenske, islandske, engelske og tyske sange, som jeg i dag kan erindre og vende tilbage til med stor glæde. Det var en naturlig sag at synge og en stor del af hjemmets og skolens kult. Selv om jeg er opvokset i en lille bygd, så var den meget kosmisk. Der kom mange forskellige fiskefartøjer til bygden-skotske trawlere, norske fiskefartøjer, som fiskede helleflyndere med line og torsk, kuller og sild med fiskenet. Russiske sildefartøjer var her om vinteren. Der kunne ligge omkring 100 russiske fartøjer ude på reden. Det gav et ejendommeligt billede i vores sind, som lever stadigvæk i vores erindring.

Der var en meget stor forskellighed, der levede lyksaligt i vores tankeverden. Vi havde tegning i skolen, og mange af disse fiskefartøjer blev tegnet af os drenge. Der var musestille i skolestuen, når vi sad og tegnede disse fremmede fiskefartøjer. Ombord på de norske kuttere var der gerne en harmonika. F.eks. kan jeg nævne, at der i 1955 kom et norsk marinefartøj, som hed Andenæs, og lagde til kaj for at rense kedelen. Det havde dampmaskine, derfor skulle en del af maskineriet renses regelmæssigt hvert år. Ombord i dette skib var der et orkester, som spillede til dans, mens skibet lå ved kaj. Der var dans i bygden næsten hver aften i 14 dage i Dansestuen. Efterhånden blev der mange gode harmonikaspillere i Fuglefjord. Traditionen kom fra disse norske fiskere.”

• Hvilke billedkunstnere har været en særlig inspirationskilde for dig?

“Der var en fin fotograf i bygden, Kristjan Hansen, som tog mange fine billeder. Flere af de billeder, som han tog. blev farvelagt. Han tegnede og malede også. Han var rent ud sagt en fin kunstner, fredsommelig, undseelig, lidt genert og underviste i frihåndstegning i aftenskolen. Der var en anden især poetisk person, Poul Øre, som lavede de fineste blyantstegninger og lavede meget flotte skibsmodeller, som vi elever var meget begejstret over. Modellerne kan man stadigvæk se, samt hans tegninger på væggene i husene i Fuglefjord. Han var af samme kaliber som Kristjan, og de var venner.

Vores første udøvende kunstner i bygden, var min farbror, Símun Oliver Johannesen,  og Hans J. Hansen. De var meget sælsomme personer. Símun Oliver var den første i Fuglefjord, der begyndte at male. 1922 malede han det første billede. Det var kulisser til en komedie. Han var født år 1900 og døde 1983. Billederne var naturalistiske og gerne fra vores egen bygd, som er et meget smukt sted med høje, rytmiske fjelde, smukke lider og flotte afsatser i stenformationer, som kom til at leve i penselstrøg hos Símun og Hans J. Hansen.”

“Jeg plejede sammen med min far at komme hen til min farbror, da jeg var lille, f. eks søndag aften. Han malede med olie, da det gjaldt kunstnerfarven. Denne fine “farverøg” kom i blodet på et vidunderligt tidspunkt. Der åbnede sig en række billedserier, en kunstnerisk fauna og flora, som gav et poetisk vindstød til eftertanke og omtanke. Farbroren var en meget fin håndværker. Hans J. Hansen var en multikunstner født 1928 og dør 2003. Han var en dygtig billedkunstner, dygtig harmonikaspiller, god sanger, fin skribent og digter. Vi boede i samme kvarter og havde meget sammen inden for dette musiske felt. Vi sang med koret og spillede også sammen i hornorkestret – han spillede Bb bass, og jeg første bariton. Han var sømand og arbejder og jeg skolelærer, og vi havde mange ting til fælles, hvilket jeg tænker på med glæde i dag.”

“Man bliver båret ind i den tid, som er, sagde en gammel mand fra Andefjord. Ja, det bliver selvfølgelig alle mennesker, men det er meget forskelligt omkring den tilgang, der opstår. Selv i en lille bygd, er forskelligheden ret stor, ja, endda i i et hjem. Jeg har fortalt om nogle omstændigheder fra min hjemstavn, som har præget mit sind og tankegang. De fleste i det danske kongerige kender William Heinesen, som var digter, billedkunstner og musiker(komponist). Jeg skal ikke sammenligne mig med ham, men han boede i Thorshavn, vores største “bygd” – hovedstaden på Færøerne. På dette tidspunkt, da jeg gik på lærerskolen i Thorshavn var den ikke ret meget anderledes end de andre store bygder på Færøerne. Da boede der omkring 6 – 7 tusind mennesker i Thorshavn. Nu bor der i Thorshavns kommune 20.000 mennesker.

Da man flytter sig i den musiske retning på Færøerne, opdager man, at flere af vore gode kunstnere og digtere kommer fra de små bygder. Dem, som har præget mit sind mest i min barndom, er billedkunstnerne fra Fuglefjord. Den kunstner, som har præget mig mest i min ungdom, var Samuel Joensen – Mikenes, som er slægtet fra den lille ø, som hedder Mykines.”

“De andre kunstnere, som holdt sit indtog i mit indre væsen, var Ruth Smith fra Våg, Steffan Danielsen fra Nólsoy, Jóannes Kristiansen fra Lærvig, Hans Hansen fra Mikladali og Ingálvur av Reyni fra Thorshavn. Denne sammenfletning af fine, gode kunstnere gav et flot mønster til en inspiration, så jeg kunne tage mine pensler i hånden og begynde at male.”

“Jeg har altid tegnet, men da jeg var færdig at læse til lærer på seminariet i Thorshavn 1967, 23 år gammel, begyndte jeg at male. Det var en skøn oplevelse, at flytte sig hen over lærredet og mærke denne gråzone blive omdannet til et livligt, farverigt mønster, som stadigvæk lever i mine penslers børnebørn, der omfavner mig og giver liv til dette smukke, maleriske bygdekær.

Det er godt at have et lager af inspirationer, som hele tiden flytter sig ud og ind i billeddannelsen og vederkvæger sjælens gang i legemet og på lærredet i farver og former.”

• Hvilken af dine kunstneriske retninger gjorde sig først gældende for dig?

“Jeg kom tilbage til Fuglefjord, min hjembygd og blev lærer ved skolen i 41 år – fra 1967 til 2008. Det var skønt, for her havde jeg fået et fint ståsted både til billedkunst, sang og musik og poesi. Selvfølgelig gav læreruddannelsen mig inspirationer til de nævnte ting, og her var det poesien på lærerskolen, der gav en smuk genklang i min sjæl, fordi vi havde en meget vidende lærer, Sofus Joensen, i dansk og færøsk. Han var en mester i at fortælle omkring de poetiske emner i disse fag. Det vil sige, at han brugte den gamle måde efter færøsk tradition at sige tingene på.

Billedkunsten var ikke højt prioriteret på skolen. Der blev tegnet meget. Der var ingen omstændigheder til andet. Vi havde ellers en dygtig lærer i tegning, Theodor Hansen, som jeg var meget glad for, og som var inspirerende…. men at komme tilbage til sit ophav, hvor man havde fået så ufatteligt meget ind gennem øre og øjne i sin barndom og så at undervise børn i sang og musik, sløjd og billedkunst, matematik og færøsk – det var en åbenbaring af Guds nåde med disse pragtfulde børnesjæle.

Der er altid blevet sunget meget i Fuglefjord skole. Der blev sunget hos alle lærerne. Herluf Berthelsen var vores sanglærer. Han havde været på DLH – Danmarks Lærerhøjskole i 1949/50. Her mødte han Carl Clausen, og de blev venner for livet. Carl Clausen ledte mandskoret Bel Canto og Københavns Lærerkor, og han var hoveddirigent for Danske Læreres Sangkor. Carl Clausen var Færø-ven og har samlet og udgivet meget omkring færøske sangtraditioner, f.eks. færøske Kingo-salmer. Han underviste desuden i musik og korledelse på DLH fra 1941 til 1963. Og her mødtes de to herrer, Herluf og Carl Clausen. Herluf sang med i Københavns Lærerkor og var en fortræffelig sanger. Dette kor var på turné på Færøerne i 1952, hvilket jeg godt kan erindre.

Herluf ledte Fuglefjord sangkor fra 1943 til 1974. I denne tid blomstrede koret. Dette kor lever stadigvæk og har slået dybe rødder i vores kortradtion i Fuglefjord og på Færøerne. Jeg har ledt samme kor fra 1984 til 2008.

Jeg nævner disse ting, fordi det blev mit ståsted, da jeg kom tilbage til Fuglefjord i henhold til sang og musik. Jeg begyndte lige med det samme at synge med i koret og spille med i hornorkestret. Herluf var en vidunderlig dirigent og sanger og blev en inspirator for mig. I sangundervisningen hos ham i børneskolen sang vi i klasserne tostemmige sange. Det var ikke noget problem. Jeg forsatte med denne tradition i min sangundervisning, endda sang klasserne trestemmigt, spillede blokfløjte og horn. Vi har et hornorkester i bygden, som startede i 1969. Lige fra begyndelsen som lærer kom jeg til at undervise i billedkunst fra 1967 til 2008. Det var en meget spændende og følsom tid, som har givet mig mange fine poetiske inspirationer i mit arbejde som billedkunstner samt som korleder.”

“Der blev oprettet et pigekor på skolen, der hed Fuglafjarðar gentukór, som startede fra 1980 og fortsatte til 2001. Det blev et meget fint kor, og vi havde koncertrejser her i norden og til Tyskland. Vi var tolv gange på koncertturné udenlands. 

Her må jeg nævne en kollega på skolen og god ven, Jógvan á Lakjuni som komponerede fine melodier til koret, og er en god pianist, samt min fætter, Heðin Kambsdal, fin billedkunstner, som er uddannet organist fra konservatoriet i Esbjerg og mange gange akkompagnerede på orgel til de melodier, vi sang. Dertil kommer Eyðun á Lakjuni, Jógvans bror, som spillede på klaver, en god akompagnatør, som også er også konservatorie-uddanet fra Odense og leder af musikskolen i Fuglefjord. Alle fra Fuglefjord.

Vi havde en fin forbindelse med Tage Mortensen, leder af Danmarks Radios Pigekor og med John Høybye, leder af Tritonus. Der opstod gode venskaber, og det har været en vidunderlig tid, hvor vi har besøgt hinanden både privat og med kor. Det var en berigende tid med mange gode inspirationer og udveksling, både musikalsk, poetisk og kunstnerisk.”

“De ting, som jeg har nævnt her, har givet mig en rigdom fra det lille samfund til billeddannelser, sang og musik. Foruden nogle digtsamlinger og tekster til musik har jeg skrevet mange artikler i aviserne om musik og kunst, ligesom jeg har skrevet 6 sanglege til børnene i Fuglefjord skole. Til tre af dem har jeg også skrevet melodierne. “

Nogle af temaerne går igen i både digte og malerier, som f.eks. forestillingen om et alterbord på en fjeldtop – selvom maleriets alterbord er dækket om sommeren, mens alteret i digtet “Vinterskyernes vandringsceremoni” dækkes af naturen selv, da himlen smider sin last over fjeldalteret, hvorved “den hvide alterdug breder sig hen over den blygrå basaltsokkel”.

“Fire digte har jeg skrevet til Leif Martinussen, som han har sat musik til – og jeg har skrevet teksten til en kantate, som John Høybye har sat musik til, og som blev sunget i Fuglefjord kirke 2009.”

Det er karakteristisk for Frits Johannesens kunstneriske udtryk, at der er emner, han aldrig bliver færdig med. Man ser f.eks. de halve gavle, halve vinduer og halve hjul gå igen i flere af hans værker. Selv forklarer han det således:

“Denne skitse er hen imod mit barndomshjem i Fuglefjord, bygden hvor jeg er født og opvokset. Da man gik i denne retning, så man kun en del af det hele, der var at se. f. eks så man næsten kun halve gavle og halve vinduer. Det er ikke nødvendigt at male hele gavle og hele vinduer, fordi folk ved, hvordan disse ting ser ud. Ja, mange gange er man kommet denne vej og set dette yndefulde motiv, som jeg har malet flere gange.

Nu er der løbet meget vand på stranden siden jeg begyndte at male og tegne halve gavle, halve vinduer og halvt hjul. Inspirationen kom af motivet ovenfor, hvor den sidste halve gavl er barndomshjemmet. Det var en yndefuld barndomsverden, som sidder fast mejslet i mit sind. Man ser gerne denne formation , når man går igennem en gammel færøsk bygd.

Senere kom det halve hjul ind i billedet på en meget speciel måde. Engang jeg som lille dreng gik hen til min farbroder i bygden, stak der sig en hestevogn ud af hjørnet på et udhus. Du så kun en halv hestevogn og et halvt hjul. Dette halve hjul har forfulgt mig gennem et helt liv. Det begyndte at komme ind i billedet på forskellige måder og har nu fundet sin trygge plads i midten ved siden af en halv kirkegavl af en gammel færøsk kirke. Der hører det hjemme.

Den kendte franske fauvist(ekspressionist), Henri Matisse ( 1869 – 1954) siger, at det er ikke nødvendigt, at vi tager alt med, når vi maler, men vi skal kun tage det med, som har betydning. Således er det også, da vi fortæller fra et eller andet, som vi måske har oplevet sammen. Vi tager det med, som vi synes hver for sig, har betydning. Det bliver meget individuelt. Nu kom så psykologerne ind i billedet og beviste, at det var rigtigt, som Matisse sagde .. og vi fik Gestaltpsykologien. En psykologisk retning der bygger på en teori om. at mennesket oplever et sammensat sanseindtryk som en helhed, der er andet og mere end summen af sanseindtrykkets enkelte bestanddele.

Følelsen over for billedet skal selv give udtryk for, hvad det har at meddele, og påtvinge beskueren det, selv om han ikke kender motivet. På den måde bliver billedet som et ansigt og spillet af de maleriske virkemidler som dets mimik.”

“Jeg har dekoreret endevæggen på vores kulturhus – støbt et stort relief til bønhuset på Hellerne, som hænger på dets ene gavl – lavet et stort træskærerarbejde til studenterskolen på Kambsdali, som ligger tæt op ad Fuglefjord og dekoreret vores nye børnehave. Alle disse ting – korliv, billedkunst og poesi har jeg holdt hånd i hanke med alle disse år, mens jeg har undervist. Jeg er holdt op med korlivet, men tager mig af mine penselbørn dagligt i henhold til maleriet.

Omkring 20 år gammel var jeg, da jeg begyndte at male. Dengang var det især min farbror, Símun og min nabo Hans J. Hansen, mine forældre og børnene, der gav mig inspiration. Den nordiske folkelighed, sange, musik, digte, billedkunst og sproget har haft stor betydning for mine aktiviteter. Naturen, fjeldene omkring Fuglefjord, børnene, folket, lyset og det kosmiske har været min glød i billeddannelsen, og er det stadigvæk.”

“Nu bliver jeg 73 år i år, så livet har været en kunstnerisk guddommelighed – en evig glød i mit sind, som jeg vil holde på, så længe hjertet slår og kreativeteten i de kunstneriske emner giver inspiration og vedligholdelse i denne eminente smukke livsrytme, som er en glød i min sjæl og mit sind.

Og så er der især én, som har været mig kær og hjælpsom i alle de år, hvor vi har kendt hinanden, og det er Alexandra, min kone.”

“Vi blev gift i 1972 og har to dejlige drenge sammen. Hun har været mig en stor inspirationskilde i alle disse år. Hun er et musisk menneske, som bruger sin kreative sans dagligt. Hun strikker sine egne kjoler og stømper, trøjer til børn og voksne. Hendes kjoler er et kunstværk af ufatteligt smukt format. Hun designer dem selv, og bruger en palet af farver, som er inspirerende for mig, med det glorværdige snit og den farverige  form, som hun sætter sammen og bliver til en fyldigheds blomst, som flytter sig i sindet hele tiden og giver det daglige brød til mine penselbørn. Det er smukt.”

Copyright: Editshop.dk