Tekst og oversættelse: Nete Parkov
Idé og interview: Leif Martinussen
László Attila Almasy, Organist og Pianist
“Jeg vil vise dine noder til den unge Almasy. Han er en fremragende orgelspiller”, sagde den ungarske pianist og komponist Kalman Dobos, da hans danske kollega Leif Martinussen forærede ham nogle af sine kompositioner for orgel. Det var i Tjekkiet i 1997. Begge komponister deltog som medlemmer af juryen i en international musikkonkurrence i kurbyen Mariánské Láznê i Böhmen.
3 år senere, i juli 2000, modtog Leif et brev fra organisten László Attila Almásy, vedlagt et program fra en koncert, der havde været afholdt i en kirke i Budapest. Her havde Almasy bl.a. opført Martinussen’s Toccata nr. 2, og han ville nu lykønske komponisten med den sprudlende komposition, som han var meget begejstret for. I brevet fortalte han også om sin egen uddannelsesbaggrund som pianist og organist fra Franz Liszt Akademiet i Budapest (1986), om sit daglige virke som organist, kirkemusiker og konservatorielærer i den ungarske hovedstad og om sine mange koncertrejser til 20 forskellige lande i Europa, Asien, Amerika og Australien. Han havde dog endnu ikke været i Danmark, fortalte han, men han havde hørt mange gode ting om landet og dets orgler og var interesseret i at besøge Danmark og give koncerter her.
I april 2002 rejste Leif Martinussen til Budapest for at besøge Kalman Dobos, som var blevet hans gode ven. I den store koncertsal på musikakademiet hørte de to venner Max Bruch’s oratorium “Moses”, hvor László Almasy sad ved orglet gennem de to fulde klokketimer, som det monumentale værk varer. Det var helt fantastisk. Og Leif vidste nu, at han var nødt til at introducere denne fænomenale ungarske musiker for det danske publikum. Ved den efterfølgende sammenkomst hos Laszlo’s forældre blev det derfor aftalt, at László skulle være årets solistiske trækplaster i Allehelgens Kirke ved den årlige begivenhed i september/oktober, Amager Musikfestival.
Koncerten på Amager blev som ventet en stor succes. László Attila Almásy spillede værker af Kodály, Bach, Buxtehude og Liszt – foruden et værk af Kálmán Dóbos og i alt 10 stykker af Leif Martinussen. Koncerten tog pusten fra publikum. Intet under, at László Attila Almásy var en efterspurgt orgelsolist over hele verden, for han spillede ethvert stykke med den samme ubesværede lethed, hvad enten det var en enkel og inderlig koral eller det mest halsbrækkende virtuose storværk. Hans musikalske udtryk var elegant, virtuost og med en overbevisende sans for puls og form, der efterlod hans tilhørere dybt berørte og musikalsk berigede.
I maj 2005 besøger Leif og jeg Budapest. Vi skal besøge alle Leif’s ungarske musikvenner efter tur, og efter at have indlogeret os på vores hotel, tager vi til László’s kirke, Skt. Anna, hvor der er messe kl. 17 og efterfølgende en koncert med Oslo Chamber Orchestra.
Det er lørdag, og trafikken er rolig. Inden besøget i kirken går vi en tur i den storslåede ungarske hovedstad, hvor foråret folder sig ud. Vi spiser lidt frugt og pizza og tager så en taxi til kirken. Fra kirkepladsen nyder vi et øjeblik den enestående udsigt til Parlaments-bygningen, der breder sig magtfuldt på den modsatte side af floden.
Efter koncerten ser vi på Lászlo’s orgel og finder bagefter en restaurant, hvor vi alle tre kan stille sulten og lade snakken gå. Leif stiller László nogle spørgsmål:
- Du er født og opvokset i en musiker-familie, og din første musikalske påvirkning må du have fået i dit hjem. Fik du din første undervisning af din far? I hvilken alder begyndte du at spille?
- Hvornår fandt du ud af, at orglet skulle være dit instrument? vil Leif gerne vide.
“Jeg husker det ikke helt præcist”, svarer László, “men jeg begyndte at studere orgel, da jeg var 14. Jeg havde regelmæssigt været kirkegænger, og da jeg også assisterede en af præsterne ved messen, kunne jeg samtidig nyde lyden af orglet. Organisten var præsten selv, György Szomor. I den samme periode løb jeg ofte op til Buda Slot-distriktet efter skoletid, hvor jeg lyttede til orgelkoncerterne i den lutheranske kirke på Bécsikapu Tér. Min første orgellærer var József Kárpáti og i et enkelt år István Baróti. Ved Franz Liszt Academy of Music fik jeg Gábor Lehotka som lærer.”
Nu får jeg også lyst til at stille et spørgsmål, for jeg er fascineret af den kolde krigs tid, hvor Ungarn jo var en del af østblokken:
- Jeg forstår, du er katolik og fra en religiøs familie. Hvordan oplevede du den tid, da Ungarn var et kommunistisk land – i forhold til det religiøse liv og kirken?
László tænker lidt, før han svarer:
“Det var tilladt at gå i kirke, men, jo, de kristne kirker blev forfulgt. I skolen hørte jeg tit skoleinspektøren og lærerne tale mod religion og mod kirken. De forsøgte også at finde ud af, hvem af os, der var religiøse. Den kvindelige souschef ville ikke have, jeg skulle studere orgel, fordi det var et kirkeligt instrument. Min mor, Lily, ville gerne have været lærer, men hun kunne ikke uddanne sig på universitetet på grund af sin katolske kristne tro.”
Den næste dag, søndag, skal vi igen til koncert. Kl. 16 skal vi igen høre László spille, og som de sidste 3 programpunkter skal der opføres 3 af Leif’s kompositioner for trompet og orgel.
Men vi har god tid til en lille sightseeing først, så vi springer på sporvognen ned mod floden, hvor vi stiger op på det høje plateau med “Den gamle by”, Matthiaskirken og Fiskerbastionen.
Vi filmer og tager billeder, køber gaver til familien derhjemme og slapper til sidst af på en forfinet, gammeldags kaffe-restaurant, hvor vi underholdes af en pianist ved et stort flygel. I opløftet nostalgisk stemning prajer vi lidt før kl. 16 en taxi og kører ud til kirken Farkasréti Plébánia, en smuk kirke med glasmosaikker på facaden.
Der er et stort fremmøde til koncerten. Den glimrende trompetsolist hedder Puskás Csaba. Før koncertens start bliver Leif præsenteret og må efter afslutningen op at stå 2 gange for at blive hyldet for sine kompositioner. Efter koncerten modtager han CD-indspilninger fra kirken og skriver i kirkens 2 gæstebøger, og jeg foreviger det hele med foto- og video-kameraer. Og så går turen ud til László’s forældre, som har inviteret os på aftensmad.
Det er et meget smilende og imødekommende forældrepar, der tager imod os. Vi giver dem vore værtsgaver: CD’er med Carl Nielsens symfonier til far og søn og en æske chokolade til husets frue. László’s far er pianist, komponist og pensioneret professor fra Franz Liszt Academy of Music i Budapest. Fru Lily har tidligere arbejdet indenfor sundhedssektoren. László er født i 1962, og han har to tvillingesøstre, født i 1968. Vi ser familiens fotoalbummer og beundrer et billede af et barnebarn. Imens serverer László velkomstdrinks til os – den ungarske urtelikør, Unicum. Han snupper selv en ekstra – sikkert et behov efter den veloverståede koncert. Så får vi serveret kylling. Stemningen er hjertelig, og der snakkes meget. Leif viser László et stykke for orgel og to trompeter, som han har komponeret til sin søns vielse til sommer – han giver ham noderne og siger, at såfremt de ønsker at spille det, må de få retten til en koncertmæssig uropførelse.
Der er mange interessante klenodier i Almasy’s hjem. László viser os rariteter og billeder og fortæller om hver enkelt genstands historie.
Så løfter han forsigtigt et indrammet foto ned fra væggen. Det er et ungdomsbillede af den verdenskendte komponist, Bela Bartok, klædt i en speciel ungarsk dragt. Bartok har selv sat sin håndskrevne signatur på billedet. László fortæller, at der oversat fra ungarsk står: ”Til minde om mine første koncerter, Juli 1903, Bartok Bela”.
Vi betragter billedet med interesse og genkendelse. Det forekommer os, at vi har set det før. László smiler: ”Måske. Men – dette er det originale billede”, fortæller han. ”Så hvis I har set det andre steder, er det en kopi af dette her”. Han rækker billedet til Leif, der tager imod det og studerer det med ærefrygt.
Da vi sent på aftenen tager afsked med familien, giver László os et Kristus-billede, som han tidligere har vist os og fortalt om. Det skal vi have med på vores rejse, siger han, og forældrene nikker til os. Billedet med teksten “Jézusom, bizom Benned!” (Jesus, jeg stoler på dig!) er malet af Søster Faustina, en polsk nonne, som efter sigende skulle have mødt Jesus i denne skikkelse.
Jesus bad hende skrive en dagbog, og den bog, hun skrev blev “en dialog mellem Faustina og Jesus, men også med Faderen og Helligånden. Ind imellem findes hendes egne, dybt inspirerede indsigter i troens og det åndelige livs verden. Hun levede et intenst mystisk liv i og med Gud. Men Kristus havde også kaldet hende til en profetisk tjeneste, nemlig at udbrede kendskabet til Guds uudtømmelige barmhjertighed og få mennesker til at søge tilflugt til denne barmhjertighed under alle forhold.” (se citat-kilde)
Denne gestus rører os dybt. Det er sjældent at møde en så stærk og ukompliceret tro kombineret med dyb medmenneskelig omsorg, og billedet står i dag i Leifs arbejdsrum som et symbol på næstekærligheden som livets vigtigste drivkraft.
Festpræludiet, der fik sin første opførelse til Leif’s søns bryllup, får sin koncertopførelse i november 2006 i den store Szent László templomba i Budapest med László Attila Almásy ved orglet, og med de to trompetister László Borsódy og György Kovacs.
Leif’s Toccata nr. 2, som László introducerede i Budapest i år 2000, er nu en flittigt benyttet del af ungarerens repertoire, når han tager på koncertturnéer verden rundt. Både stykkets flyvende, energiske karakter og dets nye liv med bopæl i verdens-solistens rejsekuffert er med til at give det et kælenavn, som komponist og solist nu benytter fast, hver gang de omtaler det: “Den flyvende Toccata”.
I 2008 skal Leif lave optagelser til sin 3. CD og har aftalt med László, at han skal indspille orgelstykkerne, 16 ialt. László kender i forvejen de 6 af stykkerne og har dem på sit repertoire, men 10 orgelkoraler har han endnu ikke set. Leif rejser derfor til Budapest med noderne, så han sammen med solisten kan gennemdrøfte orgelkoralernes karakter i forhold til koralernes titler og det tekstlige indhold, de stammer fra. László’s minutiøse grundighed overfor sit arbejdsmateriale kommer til udtryk, da han også finder det vigtigt at forstå det danske sprogs musikalske tone og derfor lærer sig udtalen på hver af koralernes titler på dansk.
Under 2 uger senere har László indstuderet det hele og rejser til Danmark, klar til optagelse. Inden optagelsen når han dog lige at give en koncert i Nakskov, før han ankommer til København. Producer Viggo Mangor har opstillet sit udstyr i kirken. De 10 orgelkoraler og 5 større orgelstykker indspilles en fredag i juni. Om søndagen indspilles festpræludiet med László ved orglet og trompetduoen, Dorthe Zielke og Oscar Fransson. Og 2 dage senere giver László, ja, hvorfor ikke, endnu en koncert – i Allehelgens Kirke, hvor optagelsen foregik.
Året efter, i juli 2009, gør Lászlo ophold i København på sin vej til Kalmar i Sverige for at deltage i receptionen ved CD’ens udgivelse.
Meget er sket siden den dag i 2009. Den ældre Almasy lever desværre ikke længere. Leif er pensioneret fra sin stilling som organist i Allehelgens Kirke og er nu komponist på fuld tid. László har intensiveret sin koncertvirksomhed og har i dag besøgt mere end 30 lande som solist. Han har ikke tal på, hvor mange koncerter han har givet, men udover de fleste lande i Europa har han også givet koncerter i USA, Mexico, Uruguay, Argentina, Sydafrika, Singapore, Rusland, Australien og New Zealand.
Leif Martinussen stiller ham nu nogle spørgsmål:
- Selvom du har givet koncerter rundt i verden, er der så stadig steder du føler, at du også må opleve?
“Mange ungarske musikere tager til Japan og Syd Korea. Det vil jeg måske også gøre en dag.”
- Ungarns hovedstad, den mageløse metropolis Budapest, er din hjemstavn. Hvordan har det påvirket dig at være omgivet af så stor arkitektonisk skønhed og kunst i din hverdag?
“Det har du ret i. Jeg nyder de mange smukke monumenter, ikke mindst den barokke Skt. Anne’s romersk-katolske kirke såvel som den moderne Varosmajori Jézus Szíve (Jesu Hjerte) romersk-katolske kirke. Fra St. Anne’s kirke, hvor jeg spiller, nyder jeg at betragte de storslåede Houses of Parliament. For slet ikke at tale om Mátyás-templom (Our Lady of Buda Castle), kirken hvor mine forældre blev gift i 1960. Jeg er bevidst om skønheden omkring mig.”
- Jeg ved, at du har en passion for at fotografere og stor sans for at udvælge motiver. Det er jo en naturlig hobby, når du rejser så meget. Men har du andre interesser – eller hobbier – udenfor det musikalske univers?
Ja, bortset fra at rejse er jeg interesseret i den katolske tro og religionshistorie.
- Hvis jeg nu beder dig udtrykke dit ønske for udviklingen i verden i ét eneste ord – hvilket ord ville du så vælge?
“Kristendom!”, svarer László uden tøven.
Ophavsret: Editshop.dk