Carsten Corda Pedersen, Guitar

Jeg ankommer med tog til Aarhus, hvor jeg skal besøge den klassiske guitarist Carsten Corda Pedersen i hans hjem.

Carsten henter mig i sin bil ved banegården. Før vi sætter kursen mod hans hus, vil han hente nogle ting til vores frokost og middagsbord, og vi lægger vejen forbi 3 butikker med delikatesser. I en butik med italienske specialiteter er det en ganske bestemt skinke, han er ude efter.  Bagefter besøger vi en klassisk butik, hvor kaffemøllerne kører side om side, mens en himmelsk duft af nymalede bønner breder sig i lokalet. Og til sidst gælder det noget godt, frisk og eksklusivt bagerbrød.

Det undrer mig ikke, at Carsten i sine indkøb går efter den bedste kvalitet. Jeg tror, det må være kendetegnende for ham i alle forhold. Perfektionisme og kvalitet var også hvad jeg mødte allerede første gang jeg hørte ham spille som solist ved en koncert i Løgumkloster i 2002. Hans klassiske spil på guitaren åbnede dengang en ny klangverden for mig. Jeg fik efterfølgende hans første CD-udgivelse “Aquarelle” med guitarmusik fra Syd-Amerika.

De følgende mange år indbød jeg ham adskillige gange til at give koncert i Allehelgens Kirke i København, hvor jeg var ansat gennem 43 år, og i forbindelse med en af de koncerter fik jeg også hans anden CD “Spanish Guitarmusic”, der udkom i 2005.

Både hans live-optræden og CD-udgivelser har i høj grad gjort mig fascineret af guitarens univers og af tanken om måske en dag selv at skrive en komposition for guitar. Men selvom jeg i årenes løb har skrevet musik for mange forskellige instrumenter, har jeg endnu aldrig skrevet noget for guitar. Jeg har heller aldrig selv spillet på dette instrument, og dets klangverden og udtryk ligger et stykke fra det, jeg oftest har bevæget mig i som organist og kordirigent. Så det har unægteligt været et langt tilløb, før jeg for alvor kom i gang med kompositionen.

Sagen er jo den, at det ikke er en lille fingerøvelse, der er lagt op til, når jeg vil tilegne det stykke, der er ved at tage form hjemme på mit skitsebord, til netop denne solist. For Carsten er en af Danmarks absolut bedste klassiske guitarister med en virtuositet og et musikalsk udtryk, der har affødt den største beundring og respekt i både ind- og udland. Det er en krævende opgave, jeg har stillet mig selv, og derfor er det vigtigt undervejs i forløbet at kunne konsultere solisten.

Vi sidder nu ved bordet i det store spisekøkken i huset, hvor Carsten bor. Hustruen Lisbeth og den unge datter har trukket sig tilbage til dagligstuen, efter at vi har nydt en dejlig frokost. Carsten lægger en af sine guitarer på bordet foran mig, og jeg føler forsigtigt på det elegante instrument. Umiddelbart ligner denne guitar måske nok mange andre guitarer, jeg har set. Og dog! Træet er meget smukt med fine detaljer, og man fornemmer, at den har noget ædelt over sig. Jeg spørger, om Carsten har flere end denne og han fortæller, at han har 4 klassiske guitarer, der er bygget af forskellige guitarbyggere.

”Faktisk er der ingen elite-guitarister, der spiller på fabriksfremstillede guitarer”, fortæller Carsten. ”Alle de rigtig gode guitarer stammer fra den samme lille håndfuld guitarbyggere, der sidder forskellige steder rundt om i verden. De er eksklusive og efterspurgte, fordi de lige er den smule bedre end alle andre. Træets kvalitet er selvfølgelig meget vigtigt – hvad de gør ved det – om de bygger på gamle traditioner eller, om de prøver nyt for at gøre instrumentet kraftigere i lyden. Og hvis du f.eks. her ser kanten, som den er sat sammen, så kan du nok regne ud, at det har taget lang tid at bygge den.”

“Denne guitar er nok den, jeg bruger mest. Den er bygget i Firenze, og dækket er lavet af en særlig fin kvalitet cedertræ.”

“Denne her med gran-dæk”, fortsætter han og viser mig en anden guitar, ”den er bygget af en af de bedste på sit felt – Dominique Field, der har sit værksted i Paris. Jeg havde i sin tid læst om ham og hørt en indspilning med en guitarist, der spillede på en af hans guitarer, og så kontaktede jeg ham. Han forklarede mig blandt andet, at han lagde stor vægt på sustain, balance, egalitet mm. I det hele taget syntes jeg, at det lød tiltalende, hvad han fortalte, så jeg bestilte én – til en venstrehåndet, som jeg jo er. Han sagde, der ville være 3 års ventetid på den – og det blev så til 5.”

Efterhånden, som Dominique Field blev endnu mere berømt og efterspurgt, blev hans venteliste længere og længere. I dag har guitarbygger Field helt lukket af for bestillinger, efter at ventelisten på et tidspunkt var nået op på hele 19 år.

” Jeg vil bare lige sige farvel og tak for i dag”, lyder en ung kvindestemme henne fra døren. Vi vinker til Carstens datter, der må videre i sit dagsprogram. “Farvel – og tak for hjælpen!” siger jeg, for som så mange unge kunne hun give mig en hjælpende hånd med en funktion på min iPhone, da mine egne evner ikke slog til. “Det var så lidt – hej hej!” råber hun og er ude af døren.

”Guitaren er jo et polyfont instrument”, forklarer Carsten, “ligesom klaver, orgel, cembalo mm. – men underlegent på nogle områder, fordi man jo på de andre har et meget større omfang og kan udføre flere ting samtidigt. Til gengæld har guitaren nogle andre kvaliteter. Selve lyden af guitarens træ, at det er fingrene der skaber klangen, og at man kan lave vibrato, gør den f.eks. meget udtryksfuld, og man kan bl.a. få klangen til at minde om en cello eller en klarinet. Klangfarven varieres afhængigt af, hvor du spiller – tæt på stolen – ved 12. bånd osv. Det er meget fine detaljer, der er tale om, men der er absolut en stor forskel på, om du slår an det ene eller det andet sted. Jeg kan vise dig det bagefter. Strengene kan bearbejdes på så mange forskellige måder. Det giver mange muligheder og er afgørende for, at man kan gøre det udtryksfuldt og få det til at tale til folk. Jeg tror, det var Hector Berlioz, der sagde, at guitaren er et lille symfoniorkester i sig selv.”

“Den spanske guitarist Segovia, der levede fra 1893-1987, havde stor betydning for at guitaren blev accepteret, og at den kom ind i koncertsalene over hele verden. Han var også en af de første, der transskriberede Bach’s Chaconne i d-mol og Bach-værker i det hele taget. Han blev jo et ikon. Hvis man havde haft en masterclass hos ham, så var man noget særligt. Men han var vist ikke altid en udpræget behagelig person overfor sine elever.”

“Mange af de dér guruer har nok været lidt excentriske …. ” påstår jeg.

”Der fortælles en historie om en dansk guitarist”, fortæller Carsten med et lille smil, “der engang spillede et stykke for Segovia. Og da han var færdig, var mesterens eneste kommentar: “It’s a long way from Denmark to Spain!” Det må have været meget nedslående. Og sådan er der flere beretninger – man kan også se nogle videoer på YouTube, der viser, at han kunne være ret barsk, når han underviste. Han mente, der kun var én rigtig måde at gøre det på. Og han var jo også ret enerådende – der var så få klassiske guitarister i hans tid. Selv komponisterne kunne han være bedrevidende overfor og forlangte at få ændret i kompositionerne efter sit eget hoved. Men selvfølgelig må man sige, at han har haft en kolossal betydning. Han var en væsentlig årsag til, at flere og flere komponister begyndte at skrive for instrumentet – og det var jo vigtigt. Så vi har nogle gode værker i dag, hvor vi er mindst tusinde gange så mange klassiske guitarister som dengang.”

“Og så alligevel”, sukker Carsten. “Man kan stadig møde klassiske musikere, der ser lidt skævt til guitaren, og som ikke regner den for et rigtigt klassisk instrument. Det må man så bare arbejde ekstra hårdt på at modbevise.”

“Guitaren er da et fantastisk klassisk instrument”, indskyder jeg, ”det vidner historien om langt tilbage. Strengeinstrumentet har jo altid været der, uanset klangvolume, udseende osv. Og det er jo blevet forædlet, som det jo også sker for andre instrumentgrupper. Man kan bare tænke på de ting, der har været komponeret, mens man havde hammerklaveret – da det kom frem har man oplevet det som en fantastisk åbning efter cembalo-klangen – og senere kom så det moderne flygel. Der fik vi igen nogle farver frem, som man ikke kunne få tidligere. Sådanne udviklinger introducerer jo også nye kulturtider, hvor nye komponister træder frem, og hvor man sprænger nogle rammer.”

Carsten nikker tankefuldt: ”Og det lægger så op til diskussionen, om det er bedst at spille Bach på et cembalo, som det er skrevet for, eller på et moderne flygel. Eller spørgsmålet: Har vi lov til at spille Bach på guitar? Der er et eksempel på en g-mol fuga, som Bach selv har skrevet ud for både orgel, violin og lut. Så dér har han altså ikke selv ønsket at begrænse det til et enkelt instrument. Det er jo værdifuldt at se. For skal man selv transskribere til guitar, er man jo ofte nødt til at flytte nogle bastoner – og her kan man så se, hvordan Bach selv har gjort det samme, når han har skrevet violinstemmen om for lut.”

“Mon ikke, han har gjort det ud fra praktiske hensyn?”, foreslår jeg. “Måske har han været nødt til at få en stemme fyldt ud på en eller anden måde – og så har han brugt de instrumentalister, der var til rådighed?”

“Sikkert. Havde han levet i dag”, svarer Carsten, “havde han nok også skrevet for guitar og måske transskriberet sin Chaconne. Den lyder jo vanvittigt svær på violin. Selv de dygtigste kan jo ikke få den til at lyde ubesværet, fordi de meget af tiden skal føre buen over 4-stemmige akkorder. Det kan gøres langt enklere og samtidig lyde dejligt klart på en guitar, selvom det selvfølgelig ændrer den rytmiske karakter.”

“Så moralen er, at man ikke skal gå hen og blive skråsikker – der er altid en åbning … ?”

“Eller at man ikke skal blive for puritansk, kan man sige”, mener Carsten. “Om man vil studere noden eller høre musikken – det må være det hørbare resultat, der er det væsentlige. Og når nu Bach har lavet så fantastiske melodier – og Händel også – skulle vi så helt lade være med at spille dem på andre instrumenter, end de var skrevet for? Al musik er vel grundlæggende tænkt som en slags sang, som man så også udfører instrumentalt.”

En ung mand med et barn på armen kigger ind. Det er Carstens søn og barnebarn, der nu lægger deres vej forbi og lige vil hilse på. Det er tydeligt, at her er sammenhold i familien og en dejlig, afslappet atmosfære, hvor man også som gæst føler sig velkommen og godt tilpas.

Carsten er en efterspurgt solist, som har spillet talrige koncerter over hele landet. Den klassiske guitar er især velegnet til landets mest mangfoldige koncertscener, nemlig de mange kirkerum, der både repræsenterer det store lydbårne katedralrum som den lille intime landsbykirke. Men også på en scene som Musikhuset Århus har han gentagne gange underholdt ved de populære ”Classical mornings”.

”Når du spiller så meget alene, har du jo ingen støtte. Selv foretrækker jeg faktisk at spille sammen med andre”, påpeger jeg, ”f.eks. en solist, der skal spille sammen med mig. Er det ikke hårdt kun at have sig selv at stole på?”

”Det må jo være det, jeg kan lide, siden jeg fortsætter med det”, svarer Carsten med et smil. ”Jeg har altid haft nemt ved at lære ting udenad. Jeg har været heldig med, at det med hørelære, teori og sådan noget ikke var svært for mig, og dermed får man en slags analyse med i indstuderingen, som gør, at det nemmere “sidder fast” tror jeg. Alligevel har jeg ofte noder med, for en koncertsituation er nu engang noget andet end at sidde herhjemme – det er svært ikke at blive påvirket af at skulle præstere og “være på”. Men det er også en god fornemmelse, at man kan tackle det at være alene på scenen, og så er det stort at opleve, når man har spillet til en koncert, at folk kommer og siger, at man har rørt dem.”

“Og her til slut, før vi går ind til aftensmaden, er der en ting, der er vigtig for mig at sige”, tilføjer Carsten, “nemlig at musikken er så unik en kunstart, fordi den kan noget, som man ikke kan forklare. Den kan sætte følelser i gang, den kan give gåsehud, den kan give tårer, glæde og den kan give lyst til at bevæge sig. Og så kan man kommunikere gennem musikken. Man kan rejse til den anden side af jorden og møde en fremmed musiker – og straks har man et fælles sprog. Der er virkelig noget magisk ved musik.”

 

Carsten stammer fra Skive-egnen og er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium og Musikinstituttet ved Aarhus Universitet (han har også været ansat som underviser begge steder). Han har endvidere modtaget undervisning fra bl.a. Costas Cotsiolis, David Russell, Manuel Barrueco, Roland Dyens, Carlo Marchione, Oscar Ghiglia, Luis Zea, Sergio Assad, Hubert Käppel, Paolo Bellinati, Jorge Morel og Carlo Domeniconi.

Carsten har spillet et stort antal koncerter både som solist og kammermusiker og førsteopført mange betydningsfulde værker i Danmark, deriblandt Leo Brouwers "Sonate", Sergio Assads "Aquarelle", Carlo Domeniconis "Koyunbaba", Paolo Bellinatis "Jongo" og "Pajarillo" af Luis Zea.

Han har indspillet to CD'er: "Aquarelle, guitarmusic from South America" i 2001 - og "Spanish Guitarmusic" i 2005.
Begge har fået ekstraordinært flotte anmeldelser i internationale guitartidsskrifter.

F.eks. skrev "GUITART Int." (USA): "A real knock-out of a recording. Carsten brings a brilliance to these Works that is truly staggering", "formidable technical abilities", "performs some real magic".

"Classical Guitar" (England): "great Things are certainly in abundance on this fabulous recording". "One of the finest recordings to come my way in a long time - highly recommended."

Carstens tredje CD er netop færdigindspillet. Den indeholder musik af Emilio Pujol, Barrios-Mangoré og Sergio Assad og udkommer om kort tid.

Redigering og ophavsret: Editshop.dk