Lidia Ksiazkiewicz, Orgel og Piano

Tekst: Nete Parkov
Foto: Leif Martinussen

København den 19. august 2015. En lun sommeraften i Sankt Stefans Kirke på Nørrebro. Den smukke spinkle kvinde står ved flyglet foran det fremmødte publikum. Hendes smil er strålende, hendes attitude scenevant, da hun hilser på sit publikum med små imødekommende nik. Hun sætter sig på klaverbænken og slår de første toner an.

Det kræver ikke mange øjeblikkes lytten at konstatere, at her er en musiker med et stort format. Pianisten spiller den store h-moll sonate af Franz Liszt, en af romantikkens sværvægtere, der stiller tårnhøje krav til teknik og musikalsk fordybelse. Stykket er af cirka en halv times varighed i én lang gennemkomponeret form. Det virtuose og inderligt udtryksfulde klaverspil gør stort indtryk på publikum, der sidder i åndeløs koncentration under hele stykket og stadig næsten ikke tør bryde stilheden, efter at den dybe sluttone har lydt. Men så buldrer klapsalverne gennem kirkerummet.

Efter at have modtaget hyldesten går solisten ned ad midtergangen, ud i våbenhuset og i hurtigt løb op ad trapperne til pulpituret. Hastigt skifter hun fra kjole til buksedragt og tager orgelskoene på. Efter den pianistiske præstation skal vi nu høre en afdeling med orgelmusik. Hvis man ud fra det storslåede Liszt-univers i alle dets facetter og variationer skulle have fået det indtryk, at solisten allerede har givet os en prøve på alle sider af sin kunstneriske personlighed – ja, så må man hurtigt sande, at hun indeholder en hel del mere end det, bl.a. den legende og sprælske side, der nu følger.

Når man indeholder lidt at et legebarn er det svært at stå for det meget specielle orgel i Sankt Stefans Kirke, der foruden et meget varieret stemmevalg også har klokkespil, cymbelstjerne, nattergal, stortromme og bækkener som indbyggede effekter. Så som organist er hun denne dag blevet inspireret til at vælge en usædvanlig cocktail til sin anden del af koncerten, hvor hun ved orglet demonstrerer en temperamentsfuld og humoristisk tonedans i inciterende rytmer – Scott Joplin ragtime – og sydamerikansk salsa, samba, tango og rhumba af Jürg Lietha og Astor Piazzolla.

 Efter besøget i Danmark venter der hende stadig en koncertrunde i Holland og Italien, inden hun skal hjem til Strasbourg og fra September være klar til den næste sæson på konservatoriet, hvor hun er ansat som underviser og repetitør. Hjemme i Frankrig venter også hendes faste organistembede ved den monumentale domkirke i Laon nordøst for Paris.

For at passe dette job må hun i weekenden tage toget fra Strasbourg og tilbagelægge 421 km gennem det nordlige Frankrig – og retur.

Lidia spiser normalt ikke meget før hun skal optræde. Og efter koncerten og den lille efterfølgende reception i kirken er hun blevet sulten. Vi er en lille gruppe koncertarrangører og tilhørere, der også godt kan klare lidt natmad, så vi følger hende hen på en nærliggende restaurant, Café Castro på Nørrebrogade, hvor vi alle slår os ned omkring bordet. Der er mange spørgsmål til den sultne kunstner, mens hun spiser sin sene aftensmad. Hvordan kan hun dog huske al den musik udenad? Hvor mange timer øver hun sig om dagen? Er det rigtigt, at den fysiske belastning ved en top-musikers træning er på højde med en top-idrætsudøvers? Og Lidia svarer beredvilligt:

”Jeg kan I hvert fald sige, at for at nå et virtuost niveau, er det absolut nødvendigt, at man for det første starter i en ung alder og at man derefter træner regelmæssigt hver dag. Instrumental praksis på højt niveau kræver stor fleksibilitet og en perfekt kontrol af kroppen uanset hvilken type instrument, der er tale om. Ganske vist kan selve arten af de tekniske krav være forskellig fra det ene instrument til det andet – f.eks. er der forskel på at spille på et strygeinstrument og på et blæseinstrument, og derfor er det også vigtigt, at man allerede som barn får vejledning i at vælge det instrument, der passer til de fysiske evner, man har. Men teknikken skal under alle omstændigheder være i top, for den er blandt andet en absolut forudsætning for at kunne beherske fortolkningens kunst. Desuden – regelmæssig træning på et instrument involverer jo også mentalt arbejde og styrker koncentration, hukommelse, kreativitet, fantasi og evnen til at tænke hurtigt. Talrige videnskabelige undersøgelser viser den positive indflydelse på intelligens og hukommelse hos mennesker, der regelmæssigt praktiserer musik, ligesom de viser at det forsinker og reducerer ældningsprocessen i hjernen, f.eks. i relation til udvikling af Alzheimers og demens.”

En destingveret hvidhåret mand ved bordet vil vide, hvor tidligt Lidia begyndte at spille klaver.

”Jeg begyndte allerede, da jeg var 5 år. Det kom med årene til at betyde så meget for mig, at jeg allerede som 14-årig var helt klar over, at det var den vej, jeg ville. Og jeg vidste godt, hvad det ville kræve af mig. Fra det tidspunkt jeg besluttede mig for at hellige mig musikken professionelt, måtte jeg indstille mig på daglig træning, uanset min unge alder. Man må udføre sin træning så fast og disciplineret som om det er et fuldtids arbejde, man har. Ligesom at gå på arbejde på et kontor – i mit tilfælde bare med den forskel, at mit personlige kontor har manualer og pedal i stedet for computer og printer.”

Lidia har en god appetit og tømmer hurtigt sin tallerken. En lidt fyldig kvinde ser misundeligt på hendes slanke skikkelse og vil vide, om hun bare er den type, om hun gør meget for at spise sundt og holde sig i form.

”Anima sana in corpore sano (en sund sjæl i et sundt legeme) er en devise, der altid er aktuel for os alle, og som jeg forsøger at leve efter. Det er ikke altid nemt i vores civilisation. På den ene side nyder vi jo alle fordelene – hurtig transport, overflod af fødevarer, teknologisk, videnskabelig og medicinsk udvikling. Men paradokselt nok er alt dette jo også ødelæggende for os. Det er ødelggende for naturen – luften, vandet, faunaen, floraen. Folkesundheden svækkes på grund af faldende kvalitet i ernæringen. Og mangel på fysisk aktivitet! Det er på høje tid, at myndighederne ser det i øjnene – og jeg glæder mig over, at man taler mere og mere om det. Og så køber jeg så vidt muligt økologisk kost.”

Men økologisk kost er altså alt for dyrt at købe for os pensionister, lyder en indvending fra selskabet, og der udspinder sig nu en hovedrystende snak om, hvorfor det naturlige dog skal være så dyrt mens alt det, der har skadelige tilsætningsstoffer, bliver solgt til mere overkommelige priser.

”Jeg kommer jo fra Polen”, indskyder Lidia, ”et land som i årtier var et fattigt og lukket land. Det var netop i de år jeg voksede op. Man strejkede og protesterede over de høje priser på fødevarer, og arbejderne dannede den selvstændige fagbevægelse Solidaritet. Butikshylderne var ofte tomme, landet led under manglende handel med de øvrige østlande. Det betød, at polakkerne var tvunget til at dyrke grøntsager i deres egne haver og at holde husdyr. Og det har også betydet – igen et paradoks – at jeg faktisk husker min barndom som en sund tid. Jeg husker og kan stadig mærke den rige og ufolignelige smag af kyllinger og ænder, der var opdrættet naturligt under fri himmel hos min familie. Jeg husker gulerødder fulde af sødlig smag, sæsonens nye kartofler, ærter i bælge, saftige jordbær – og en luft så høj og ren, at man næsten inhalerede den med glubende appetit dybt ned i lungerne.”

Den malende beskrivelse rører os alle. Måske er det mindet om vores egen barndom, der med ét får os til at huske, hvordan en sanseoplevelse engang kunne være kilden til den helt enkle og sprudlende glæde over livet og naturen.

Det er mørkt udenfor og tid til at tage hjem. Mens vi rejser os og samler vore ting fra bord og stole tilføjer Lidia: ”Men bortset fra sund ernæring er det vigtigt at bevæge sig, og det kan jeg ikke slet ikke undvære. Siden jeg var 14 år har jeg løbet regelmæssigt, og mindst 2 gange om ugen dyrker jeg gymnastik eller svømning. Udover det bevæger jeg mig hele tiden. Jeg bor i centrum af Strasbourg og har ingen bil, så min transport foregår på cykel eller til fods.

For slet ikke at tale om min sport med at danse i timevis – at le og at synge, mens jeg nyder et godt glas vin – økologisk, naturligvis.”

Lidia har sit logi i vores gæsteværelse i de dage, hvor hun er i København. Vi tager en taxa hjem og træder ind i de stille stuer. Selvom det er blevet sent har Lidia ikke lyst til at gå i seng. Hun føler, hun er nødt til at sidde lidt og slappe af.

Leif og jeg er begge musikere, så vi kender godt fænomenet: Efter en succesfuld aftenkoncert med reception og langvarig selskabelighed og snak er det svært at falde til ro. Og efter en så krævende solistpræstation som denne må det være ekstra svært. Alle sanserne, der skal være skærpet til det yderste, koncentrationen, der skal være optimal, den lille nervøsitet, der afløses af lettelsen over, at alt gik godt, den efterfølgende selskabelighed og snak – alt det der får blodet til at rulle gennem kroppen og hjernevindingerne til at pulsere!

Vi sætter os om sofabordet med hver sit krus. Vi snakker lidt om det gode liv, men også om livet, når det ikke er så nemt. Der er jo svære tider for os alle, også når man er ung. Det at være på toppen og have fremgang og succes medfører jo også negative oplevelser. Konkurrencementalitet, misundelse, brødnid – de ting hører jo også med i de miljøer, hvor man konstant stræber efter at nå de sublime højdepunkter. Jeg spørger Lidia, om hun har et ordsprog, et citat eller et mantra, som hun bruger til at give sig selv styrke forud for en stor udfordring – og måske også, når livet ind imellem kan være svært.

“Jeg har svært ved at fremhæve et specielt citat”, svarer hun. “Der er så mange. Men der er dog noget, jeg prøver at gentage for mig selv, når noget går mig på, nemlig at jeg er den eneste, der kan have en reel indflydelse på mit liv og mine egne følelser. Ingen andre kan have den indflydelse, hvis jeg ikke giver dem lov. Jeg kan give et eksempel: Det at hade en anden person rammer ikke nødvendigvis den person. Det rammer først og fremmest mig selv! Det er mig, der har den destruktive følelse, og det er mig, den ødelægger.

På samme måde den anden vej: Nogen kan prøve at skade os, men resultatet der opnås, afhænger kun af os selv. Ja, selv hvis nogen slår os, afhænger det af os selv, om vi vil bukke under for smerten eller ej.

Jeg var ca. 20 år, da jeg gjorde den opdagelse på min vej. Og siden da har jeg tilstræbt ikke at blive overvældet af de ekstremt negative og destruktive følelser. Med andre ord: i mit liv giver jeg ikke plads til had, misundelse eller at ønske noget dårligt for andre.

Og det er formentlig den grundindstilling, der blandt andet hjælper mig til fremgang og succes, og som gør livet smukt.”

Ophavsret: Editshop.dk