Willy Stolarczyk, piano og komposition
Interview: Leif Martinussen
Tekst og redigering: Nete Parkov
I 1997 havde pianist og komponist Willy Stolarczyk sammen med sin hustru, fløjtenisten Lise Stolarczyk, været en tur i Tyskland. På hjemvejen måtte de standse ved grænsen og vise deres pas, som man jo måtte dengang. Paskontrolløren stirrede længe på Willys pas og spurgte så:
Var det ikke dig med de 96 flygler på Koldinghus?
Jo, svarede Willy, må jeg så ikke komme ind i landet?
Jojo, svarede tolderen lidt tøvende, bare du ikke gør det igen!
Det, som den lune embedsmand hentydede til, var Danmarks-historiens største klavertræf på Koldinghus 2. maj 1996, hvor der fra alle afsatser i de gamle slotsruiner opførtes en symfoni for 96 flygler, klaverer og slagtøj over emnet “De 4 Elementer” – en begivenhed, der med en af de medvirkende pianisters ord blev “et uforglemmeligt minde – og en mirakuløs succes for Stolarczyk, der åbenbart er så fortrolig med “De 4 Elementer”, at han i det mindste ka’ gå på vandet …”
Vi skal senere her i artiklen vende tilbage til dette spektakulære projekt, men først skal vi se lidt nærmere på den personlighed, der ikke afviste den vilde og fantastiske idé men derimod greb den, overbeviste de godkendende instanser og gjorde visionen til virkelighed.
Da Willy Stolarczyk i 2011 lod sig pensionere fra sin 20-årige ansættelse i Vejle Kommune var det med ønsket om at hellige sig livet som fri komponist og koncertpianist. Han havde på dette tidspunkt allerede skruet ned for de administrative dele af sin kulturchef-stilling i en ny ansættelse som ”musiklivsudvikler” – en titel, som han selv havde defineret, da han efter 10 år som kulturchef ønskede at få mere tid til at komponere og give koncerter.
Kommunen udgav i forbindelse med hans fratrædelse et festskrift for ham. Tanken var ifølge forordet at ”riste en rune” over denne ”kulturdynamo” – der siden midten af 60’erne havde sat sit farverige præg på jysk musikliv, først i Aarhus og Holstebro og siden 1991 i Vejle og trekant-området.
Festskriftet er en hyldest, der bringer indlæg fra venner, kolleger og samarbejdspartnere gennem tiden, og det går igen med udtryk som initiativ, flid, indsigt, viden – såvel som – jernvilje, engagement, kreativitet, fantasi, ildsjæl – og ikke mindst – barok humor, livsnyder og fest. Og så er der de kærlige øgenavne som kulturelt fyrtårn, kulturekvilibrist, blæksprutte, kulturel partisan og sågar kulturchok (i mødet med Willys usædvanlige personlighed).
Om kulturchokket fortæller en tidligere elev, der selv som voksen blev pianist og musiklærer, at Willy i kammermusikundervisningen satte en pose slik foran sig som en “gulerod” for eleverne – men, fortæller hun, “pointen var, at han selv tog et stykke hver gang vi spillede en fejl… Jeg ville nok ikke gentage metoden med mine egne elever, men han indprentede os ganske effektivt, at vi skulle gøre os umage, det var liv eller død – eller i hvert fald slik eller nul slik! Ingen kompromiser, ikke noget med “næsten godt nok“.
Willy Stolarczyk er dog først og fremmest musiker med stort M – såvel udøvende som skabende.
Hans kvaliteter som pianist udtrykkes knivskarpt i dette udsnit af en anmeldelse i Politiken:
“Willy Stolarczyk havde ikke spillet mange takter, før man blev overbevist om, at her var en mand, der kunne sit kram – hvilket aftenens videre forløb kun til overmål kunne bekræfte. Der var faktisk ingen indvendinger at komme med. Han har en misundelsesværdig sikker teknik, og har næsten en dirigents overblik over det musikalske forløb, en overlegenhed, der tillod ham næsten objektivt at lytte til sig selv. ” Politiken
Her spiller han første-satsen af Haydn’s “Sonate i G-dur Hob. XVI:27: Allegro con brio:
I komponist-rollen har den færøske komponist Pauli i Sandageri bl.a. beskrevet ham som “en festinspireret fyrværkerimester”, og hans produktion er da også i sig selv et helt festfyrværkeri af musikværker, såvel for den voksne seriøse lytter som for og med børn med alle mulige – og “umulige” ville nogen måske tilføje – besætninger og opsætninger. For det, der især kendetegner Willy som kunstner og som menneske er netop det at gøre det umulige muligt, at gøre drøm og vision til virkelighed med en til tider næsten overjordisk viljestyrke.
Lyt til 1. sats: “Introduzione” af Willy’s Café Central, skrevet til og spillet af pianist José Ribera:
Mon nøglen til at lykkes på dette højt ambitiøse plan har ligget i Willy’s personlighed lige fra starten?
Willy blev født i Nykøbing Falster i 1945, 17 dage efter Danmarks befrielse. Han var en talentfuld klaverelev på byens største musikskole, der var drevet af en onkel, og han blev allerede fra 9-10-års alderen fortrolig med at optræde for et stort publikum, når årets elevkoncerter i den store teatersal på Industrihotellet løb af stabelen. Både i musikskolen og i hans hjem lød der klassisk musik, og der blev spillet på klaver og andre instrumenter. Willy blev grebet af de store komponisters værker, og i byens musikforening hørte han flere af tidens bedste solister, når de gæstede byen og gav koncerter. I 60’erne kom han med i en gruppe på 4 kammerater, der mødtes hver uge og lyttede til grammofonplader med “stor” musik. Og som 16-17 årig stod det ham endelig klart, at han selv ville være musiker.
- Bakkede din familie op om din beslutning?
“Jeg var allerede i den alder organist i byens katolske kirke og gik til orgel, cembalo og klaver hos professionelle musikere, men min familie bad mig alligevel om at bidrage til familiens lille økonomi ved at tage et “rigtigt arbejde” i et par år, hvilket jeg gjorde (på et kommunekontor). Hvorvidt de egentlig bakkede op om min plan om at forberede mig til at søge ind på konservatoriet, ved jeg ikke. De gik dog heller ikke imod det. Jeg måtte selv afgøre det. Familiens musikere (der var i hvert fald 3 i min nærmeste omgangskreds) var enten positive eller påpegede ulemperne ved ikke at have et fast job. Min lærer i orgel og cembalo (som ikke var medlem af familien) foreslog i den forbindelse, at jeg uddannede mig til organist. Jeg følte dog, at mit egentlige instrument var klaveret, selvom jeg vidste, at der var lang vej endnu.”
- Hvorfor valgte du musikkonservatoriet i Aarhus?
“København havde aldrig tiltrukket mig noget særligt, selvom jeg ikke havde spor imod byen. Men jeg havde hørt positive ting om Det Jyske Musikkonservatorium i flere radioudsendelser. Og i 1963 blev komponisten Tage Nielsen rektor derovre. Jeg hørte ham også i radioen og så kan jeg huske, at jeg en nat drømte, at det var der, jeg skulle søge ind! Da så en af mine bedste venner også ville til Aarhus for at studere (han ville være læge) blev vi enige om, at Aarhus var det rette sted. Min kammerat, som kom først afsted, lejede et værelse til mig i Risskov, og så flyttede jeg.”
- Hvordan var dine muligheder for at forberede dig til konservatorieoptagelsen i de nye jyske omgivelser?
“Da jeg ikke havde noget instrument med, og derfor ikke kunne øve, gik jeg en dag ind i en klaver-forretning og spurgte, om jeg måtte sidde i deres udstillingsvindue og spille, når der ikke var kunder. Det måtte jeg gerne (det kunne måske også trække kunder til?) så der fik jeg et godt flygel at øve på. Jeg kan huske, at jeg bl.a. øvede på Mozarts c-mol fantasi Kv. 475. Men jeg blev nødt til at skaffe mig nogle indtægter og fik en stilling på et kommunekontor (igen) så jeg kunne spare sammen til et flygel. Jeg var jo også nødt til at have en dygtig klaverlærer, og det fandt jeg snart: Jeg læste i avisen, at den unge pianist og konservatorielærer Jørgen Thomsen var vendt hjem til Aarhus efter et længere studieophold i New York hos Claudio Arrau. Jeg satte mig til at komponere et større klaverstykke, som jeg sendte til Jørgen Thomsen med ønske om, at han ville tage mig som elev, med henblik på konservatoriet. Han tog mig minsandten og jeg søgte ind på konservatoriet foråret efter. Det gik heldigvis godt og nu kunne jeg få min drøm opfyldt!”
Om Willys konservatorietid fortæller klaverprofessor John Damgaard i Festskriftet blandt andet, at “Initiativ er en slags nøgleord for Willy”.
Allerede i konservatorietiden syntes han, at der var for lidt aktivitet både blandt de studerende og blandt lærerne, hvorfor han organiserede en række offentlige koncerter som en klaverfestival. Ja, han gik endog så langt i sin iver, at han som studerende fik lærerne tvangsindlagt til en årlig klaveraften.”
- Mødte du aldrig modstand eller misundelse, når du som studerende tog den slags initiativer?
“Der var måske nok nogle, der var trætte af den energi, jeg lagde for dagen, men jeg tror ikke, at initiativerne med klaveraftener med lærerne skabte modstand – måske skræk hos visse lærere, men i virkeligheden ville de gerne spille, når jeg sådan arrangerede koncerterne for dem. De var naturligvis ikke “tvangsindlagte” men det kunne være svært at sige nej.”
- Hvornår havde du debutkoncert, og hvad spillede du?
“Debutkoncerten fandt sted i oktober 1976, og programmet var: 1. Franz Schubert: Sonate i c-mol, D. 958 (1828) – Allegro – Adagio – Menuetto – Allegro. 2. Johannes Brahms: 4 ballader, opus 10. 3. Bela Bartok: uddrag af “For Children”. 4. Sergej Prokofiev: 6. sonate i A-dur, opus 85 – Allegro – Moderato – Allegretto – Tempo di valzer lentissimo – Vivace.
Efter den afsluttende koncert i Aarhus havde jeg væddet med lyddocent Claus Byrith, om jeg turde spille Schumanns “Fröhlicher Landmann” som ekstranummer. Der var en kasse øl på spil. Jeg vandt!”
Straks efter debutkoncerten flyttede Willy til Holstebro, hvor han var blevet ansat på fuld tid som musiker og lærer på landets første MGK, et konservatorieforberedende 3-årigt kursus på Holstebro Musikskole. Her greb hans komponistvirksomhed om sig, han begyndte at få større bestillingsværker, bl.a. de afsluttende værker til “Sangerdyst fra kyst til kyst”, som skabte kontakt til landets bedste børnekor og kordirigenter.
I perioden fra 1982-85 boede Willy med sin hustru Lise i Aarhus, og han var klaverlærer på Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Universitet. Men samtidig underviste han i Holstebro og komponerede til både Aarhus og Holstebro. Lise underviste i Holstebro og havde også alle marchfløjterne i Aarhus Pigegarde.
Fra 1985 flyttede de i campingvogn. I den periode boede de skiftevis i Rom, Holstebro og Aarhus. Holstebro Musikskoles forstander havde bevilget Willy orlov til at studere komposition hos komponisten Tage Nielsen i Rom, så Lise og Willy drog til Rom 3-4 måneder ad gangen gennem flere år. Denne indsats blev af Holstebro honoreret med en udnævnelse til stadskomponist i 1988, og Willy stoppede med at undervise for at koncentrere sig om sin komponistvirksomhed. På det tidspunkt boede de på campingpladsen i Holstebro, indtil de fik en lille lejlighed i byen, og Willy fik et kontor på Musikteatret.
- Hvordan opfylder man rollen som stadskomponist? Får man bundne opgaver af byen? Eller er man frit stillet med hensyn til arten og mængden af kompositioner?
“Det er kompliceret. Jeg skrev musik til musikskolen, f.eks. til indvielsen af de nye bygninger – 17 kompositioner, heraf dog mange mindre, så der var til en ny komposition i hvert lokale. Jeg skrev en klaverkoncert til et 11-årigt rumænsk talent, Dana, som jeg også underviste i stemmen (½ times varighed). Jeg skrev til indvielser, jubilæer (Holstebro Gymnasium, 25 år, Børnehaveseminariet, 25 år, åbningen af Jysk Åbent Universitet, jingler til radioen, Værker til musikskolens symfoniorkester, en festouverture til Musikteatrets indvielse (Ålborg Symf., Ole Schmidt), værker til MGK-elevernes udenlandsturné, til gymnasieelevers studentereksamen i musik, musik til ferniseringer på kunstmuseet, et værk til Sognekirken (kor, orkester, orgel) – med andre ord musik til alt muligt. Det var en blanding af bestillinger, egne beslutninger og opfordringer fra musikskolen om at organisere musik til dette og hint. Jeg skrev f.eks. flere kor-/ensemble-værker til Holstebro Højskoles kurser. Jeg skrev et stykke til indvielsen af Frithioff Johansens store laserskulptur ved TV-MidtVests bygninger: KAOSTEMPEL. Holstebro Kommune blandede sig ikke i, hvad jeg skrev, der kom rigeligt uden pression.”
- Er der et særligt af dine værker og/eller projekter, som du vil fremhæve fra denne periode?
“Der er 5: Barbaresco for 5 pauker, stor tamtam/gong og flygel – Amadé for piccolofløjte, tværfløjte, g-fløjte, flygel og 4 slagtøjsspillere (5 Mozartportrætter) – Metalsvinet, koncert for klaver og orkester – KAOSTEMPEL, elektronisk musik med lydeffekter, flygel, improvisationer mv. – China House i 3 versioner: soloklaver, fløjte og klaver, miniopera “Nattergalen” for bassanger/ensemble.”
To af de nævnte værker er inspireret af skulpturer, der er placeret i Holstebro – “Metalsvinet”, der sidder på Brotorvet i et vandbassin omgivet af forskellige smådyr og med vand løbende ud af munden.
Svinet er en kopi fra Firenze af en bronzefigur af Pietro Tacca fra 1639
– og “Kaos-templet” af Frithioff Johansen,
– en 400 kvadratmeter stor jernskulptur fra 1989, placeret på fire 18 meter høje søjler som en laserskulptur (stål, beton, laserlys og hvidtlysprojektion gennem holografiske gratings), placeret mellem Vandkraftsøen og Folkeparken.
I 1991 blev Willy ansat som Vejle Kommunes nye kulturchef. I overgangsperioden mellem Holstebro og Vejle var Willy nået til sit opus 63 – et værk han skrev på bestilling af FUK (Folkekirkens Ungdomskor) som et fælles afslutningsværk på Landsstævne 1992 i Aarhus. Stykket kom til at hedde “Ridder Børsting”, og det var en munter og iørefaldende ballade i folkevisestil.
Alle ungdomskorene fra hele landet – i alt over 1.500 personer – dannede ved opførelsen en gigantisk bred omkreds i hele hallen, og i midten af det hele var et podie med et professionelt ensemble og med Willy selv på dirigentpodiet. For at kunne holde styr på alle korene, der jo var placeret både foran, bagved og ved siderne af dirigenten, uanset hvad vej han vendte, havde Willy fået installeret lysregulering med 5 farver, så de forskellige korgrupper kunne være parate, når deres farver lyste.
Som nævnt blev Willy lokket af et stillingsopslag som kulturchef i Vejle. En tidligere formand for Vejle Kommunes kulturudvalg fortæller i Festskriftet om stadskomponisten fra Holstebro, der havde søgt stillingen, og han fortsætter: “Ansættelsesproceduren var væsentligt anderledes end det, jeg før – og bestemt også siden – har oplevet som medlem af den ansættende myndighed. Som noget helt naturligt var Lise med i alle ansættelsesrunder. Nej, – ikke i “ansættelseslokalet”, men hun var med helt hen til døren. Der sagde hun pænt farvel og så gik hun ellers på shopping. Det var gode dage for handelslivet i byen.”
Selvom vi som ansættelseskommune havde gjort os umage med stillingsopslaget, medbragte Willy ved det første møde et udførligt forslag/program på det han (- og Lise) agtede at tilføre Vejle, og han fik det forklaret flere omgange på en så overbevisende måde, at ingen i ansættelsesudvalget var i tvivl om, at når vi ansatte Willy (der var ingen hvis’er) fik vores by den markante kulturpersonlighed, vi søgte! Jo’ – der var da lige den lille bemærkning fra et enkelt medlem fra udvalget (navnet undlades): “Jamen – er der ikke for meget sprællemand i ham Stolarczyk?” Denne bemærkning blev affærdiget af byens socialudvalgsformand med følgende bemærkning: “Jeg vil meget gerne ha’ en sådan sprællemand til byen, men i enhver sprællemand er der nu en snor.” Jeg tror nu ikke, at vi på noget tidspunkt fik en snor i Willy, – og tak for det.
- Er du en sprællemand?
“En sprællemand er jo en figur, ofte af træ (træmand), som kun kan bevæge sig, når nogen trækker i snoren. Sådan én er jeg afgjort IKKE. Det er jo et udtryk, man tit hører, og jeg husker i TINTIN-historien “Rejsen til månen”, hvor rasende professor Tournesol bliver ved at blive kaldt “sprællemand”. Jeg bliver ikke rasende, men det er jo en slags nedvurderende udtryk, for mig at se.”
Lyt her til Willy´s fornemme fortolkning af sådan én – nemlig satsen “Sprællemanden” fra Carl Nielsens “Humoreske-bagateller, op. 11:
Ja, for selvom Willy har store armbevægelser er benene solidt plantet i jorden, og hans visionære idérigdom har altid været kombineret med et kolossalt overblik, stor realitetssans og et præcist blik for detaljer. Som den tidligere Vejle-borgmester, Flemming Christensen udtrykker det i Festskriftet: “Da først Willy havde været til samtale og rullet alle sine visioner ud, var betænkelighederne væk, også fordi han samtidig havde en administrativ baggrund, der indikerede, at han kunne holde styr på det lille kulturbudget.” Og senere i indlægget skriver han: “Vejle havde fået en uhyre kompetent og iderig kulturpersonlighed med en utrættelig energi og med gode evner til at engagere mennesker på kryds og tværs, og oven i købet med evner til at tiltrække sponsorater, så økonomien kunne strækkes og en stor smuk blandet buket af arrangementer så dagens lys.”
- Er der noget fra din tid som kulturchef i Vejle, du specielt vil fremhæve?
“Ja. Projektet med de 96 flygler på Koldinghus har jo en forhistorie. Ikke så snart var jeg blevet ansat som kulturchef i Vejle, før København annoncerede sin satsning som Kulturby 96, med Trevor Davis som leder. Eftersom jeg forventedes at udvikle Vejles kulturliv, besluttede jeg mig til straks at knytte mig til K’96. Jeg inviterede kulturcheferne fra Horsens, Fredericia og Kolding på besøg og forelagde dem idéen om at trekantsområdet koblede sig på det store eksprestog. De var straks med og jeg rejste øjeblikkeligt til København med vores kulturudvalgsformand for at forsøge at få Trevor Davis med. Han var meget positiv og kom et par måneder senere til Vejle og bagefter hjem til os, hvor vi over et glas vin aftalte en køreplan med temaet: Jord, luft, ild og vand. De næste 3 år arbejdede vi sammen på at alle 4 kommuner gik med og at de bevilgede hver 1 million kr. til en kulturfestival i 1996. København havde lovet, at de ville bevilge 5 millioner kr., hvis vi tilsammen kom med et lignende beløb. Vejle Amt skulle i så fald også med, og det kom de. Det kulturelle udviklingsarbejde var stort og koncentreret, men i perioden 1. maj til 31. august 1996 gennemførte vi 100 store projekter. Hele dette 4-bys- plus amtssamarbejde med i alt 300.000 mennesker er uden tvivl – sammen med kompositionen og uropførelsen af min symfoni for 96 flygler og klaverer samt 4 slagtøjsspillere, det mest forbløffende, der nogensinde er sket i Trekantsområdets kulturliv.”
Willy Stolarczyk’s stor-værk med titlen ”Jord-luft-ild-vand – symfoni for 96 flygler, klaverer og slagtøj” blev opført på Koldinghus, hvor 96 klaverer og flygler blev anbragt på alle afsatser i de dengang nyrenoverede slotsruiner. Og ligeså mange af landets bedste pianister samt 4 janitsharer indtog efterfølgende deres pladser på de forskellige niveauer i slottet og opførte værket under ledelse af den spanske dirigent José Ribera, pianist og professor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. Et projekt af den art er noget af et logistisk kunststykke, f.eks. fortæller Christian Juhl-Sørensen, bestyrelsesformand for det gamle hæderkronede pianofirma Juhl-Sørensen, i komponistens bog om projektet: “Selv om jeg er en “ja-siger” af natur, forekom det alligevel surrealistisk at jeg blot skulle: Fremskaffe 96 flygler – Få dem transporteret til en ruin i Kolding – Få dem sammenstemt – alt med det formål at skabe et kvalitativt grundlag for at Willys komposition Jord, Luft, Ild & Vand, kunne realiseres på den måde, Willy som komponist forestillede sig.
Første skridt var at aflægge den gamle slotsruin Koldinghus et besøg. Godt nok var Koldinghus blevet restaureret, men var der plads til 96 flygler, og hvis de skulle placeres i flere etager, hvordan var det så med etageadskillernes bæreevne? Det blev hurtigt klarlagt, at de 2 øverste etager af de 4, hvor flyglerne skulle placeres, ikke kunne bære 48 flygler. Det blev derfor besluttet, at der på disse etager skulle placeres 48 klaverer. Det lettede opgaven for mit vedkommende, at der ikke skulle fremskaffes 96 flygler, da halvdelen skulle erstattes med klaverer. ….. Næste opgave var at få lavet en plan for, hvordan instrumenterne skulle sammenstemmes i 440 hertz. Det kunne af gode grunde ikke ske efter, de var opstillet – i samme lokale. Så det blev bestemt, at de alle blev stemt i 440 hertz i deres respektive lokaliteter, før de blev afhentet og efterfølgende finstemt efter opstilling. Fra sidelinjen havde jeg fulgt Willys arbejde med færdiggørelsen af det kæmpestore partitur, der ved præsentationen fyldte hele gulvet i en nærliggende idrætshal. Mirakuløst var alt lykkedes, og på opførelsesdagen strømmede 96 pianister fra det ganske land til Kolding. Sympatier og antipatier fra det danske musikmiljø blev her forenet for første og måske sidste gang takket være Willys evne til at realisere ideer, der for andre ville forblive utopier. Tilbage for mit vedkommende var der en opgave med at få transporteret instrumenterne tilbage til deres rette ejere og få dem stemt igen, således at alt fremstod som om intet var hændt – for hvem ville nogensinde tro på en sådan historie?”
Men det er nu ganske vist – hør selv Danica Records optagelse af den imponerende opførelse fra 1996:
I sin bog om projektet fra eget forlag (2013) skriver Willy om partiturets tilblivelse: “Dengang skrev jeg alt i hånden og kopierede det. Men hvilket papir kunne rumme 96 nodesystemer? …. Et gigantisk arbejde tegnede sig forude!” Efter at have eksperimenteret med flere muligheder kom Willy frem til, at partituret til dirigenten skulle skrives på A-nul papir, hvilket omfangsmæssigt svarer til 16 A4 ark. Der blev så fremstillet 100 af disse A0 ark hos firmaet Vejle Lystryk. Man behøvede ikke 100 systemer (96 pianister og 4 janitsharer), for de forskellige grupper deltog ikke hele tiden men skiftedes som i et symfoniorkester. Udover instrumenterne indgik også nogle præ-indspillede naturlydeffekter (rislende vand, fuglesang, tordenvejr mm.). Og styringen af disse lyde krævede endnu en professionel musiker, der kunne læse et partitur, samtidig med at dirigenten skulle kunne aflæse naturlydene i sit partitur. Man kan nok forestille sig de rent praktiske problemer, der dukkede op undervejs, mens komponisten skrev sin komposition på de enorme papirark. Skabelsesprocessen tog 8 måneder.
Og så var der udskrivningen af stemmer til hver af de 100 medvirkende musikere. I komponistforeningen havde man tilknyttet et antal nodeskrivere, som medlemmerne kunne benytte til udskrivning af stemmer fra et partitur for foreningens regning. Men da man i komponistforeningen hørte, hvad dette konkret drejede sig om, er de nok blevet noget blege om næbbet. Det ville nemlig komme til at koste dem 200.000 kr. at få udskrevet netop dette stykke – og det var mere, end budgettet kunne bære. “Vi drøftede sagen i telefonen”, fortæller Willy i sin projektbog, “og så foreslog jeg, at eftersom partituret blev skrevet med fuldt ud læselig håndskrift, ville det i princippet være muligt i stedet at kopiere et helt ekstra partitur, derpå at klippe hver enkelt musikers stemme ud herfra og derpå at lime dem op på almindelige liggende A3-ark (de kunne ikke stå på højkant uden at vippe bagover og ned bag nodestativet). Det ville bare dreje sig om at fremstille nogle få tusinde ark (!) og derpå fordele dem til musikerne, efter at man havde kopieret alle stemmer for at sikre sig, at ingen originalstemmer gik tabt i posten undervejs! Jeg spurgte min kone Lise, som jo er musiker, om ikke hun ville være interesseret i at klare dette lille arbejde for mig og komponistforeningen, hvis hun fik 20.000 kr. for det. Hun påtog sig arbejdet (uden at gøre vrøvl og uden at vide, hvad hun gik ind til) og formanden kunne tørre sveden af panden og give kontoret besked på den nye aftales indhold. Jeg vil senere vende tilbage til Lises lille fritidsarbejde (hun var jo ikke hjemmegående, men som sagt fuldtids musiker og fløjtelærer). Men på den måde sparede Lise både komponistforeningen og K’96 i Vejle Amt for en masse besvær. Tak til Lise, som IKKE vidste, hvad hun gik ind til. Senere, da hun sad i afklip og nodepapir til knæene og vores kaffekande var forsvundet i dagevis på gulvet under papirerne, og i hundredevis af limstifter tårnede sig op, begyndte hun at ane uråd. Men da var det for sent at pive.”
Om sin deltagelse i projektet fortæller Lise Stolarczyk det selv på følgende måde i et indlæg i projekt-bogen:
“Når jeg sådan tænker tilbage på den periode i 1995/96, hvor jeg var blandet heftigt ind i den praktiske del af projektet med Symfonien “Jord, Luft, Ild, Vand (Danmarkshistoriens største klavertræf), har jeg en fornemmelse af at have været med i adskillige James Bond-film og et par Formel 1-løb. Alt endte med at skulle gå vanvittig hurtigt.
For eksempel den dag, da vi skulle aflevere partituret på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium til professor José Ribera. Willy var stadig indtil middag i gang med nogle rettelser på de sidste sider, og de skulle efterfølgende kopieres hos Vejle Lystryk. Da de var klar (lige inden trykkeriet lukkede) skulle vi have transporteret hele partituret med bil til København – over Storebælt – og husk, det var inden broen var kommet, så vi skulle nå en bestemt færge. Vi havde en helt fast deadline, og den skulle overholdes, eftersom dirigenten havde en meget stram indstuderingsplan for at kunne nå det. Da vi hentede de sidste kopier på Vejle Lystryk, havde vi meget dårlig tid til at nå færgen (jeg vil ikke fortælle hvor lidt), men vi nåede det, selv om vi nærmest fløj over på færgen, mens den lagde fra kaj! Da jeg var færdig med at gøre alle stemmerne klar, og da mit specialhold af hjælpere til at kopiere det hele, pakke det og sende det ud til allemedvirkende musikere, havde afsluttet arbejdet, ville Willy absolut ud at køre bil! Det var ikke til at komme ned i tempo sådan uden videre. Vi satte os derfor ind i vores Mitsubishi Galant og kørte i ét stræk til Hannover, hvor Willy af en eller anden grund havde bestemt sig for – samme dag – at ville se det store springvand i Herrnhäuser Schlosspark.
https://www.youtube.com/watch?v=9ruGm9xj4fo
Vi nåede sikkert frem (ret kort efter) og gik ind i parken. Springvandet sprang kun én gang i timen, så vi satte os til at vente på en bænk. Straks faldt vi i søvn op ad hinanden og så ikke springvandet. Så gik vi lidt rundt, satte os igen – men – faldt straks i søvn igen og nåede heller ikke denne gang springvandet. Så kørte vi hjem. Vi har stadig ikke, her snart 17 år efter, set det springvand i funktion ….” (fra Willy’s projektbog 2013).
Udover at være gift med Willy er Lise også hans nærmeste samarbejdspartner. Foruden at de hver har deres selvstændige karrierer, har de sammen duoen “Duo FlautoPiano”, og der er ikke tal på de koncerter de har givet sammen lige siden de mødtes på Holstebro Musikskole i 1978, hvor de begge underviste. “Vores første optræden som duo tror jeg fandt sted dagen efter vi mødtes!”, mener Willy.
Lise er uddannet i København hos Verner Nicolet fra Det Kongelige Kapel og på Santa Cecilia konservatoriet i Rom hos den verdensberømte fløjtespiller Severino Gazzelloni. Så det er naturligt, at Willy har skrevet mange værker for fløjte, oftest tilegnet Lise, men også en fløjtekoncert til en af Lises tidligere elever, fløjtevirtuosen Janne Thomsen.
Lyt her til Willy’s “Ornitologisk recitativ og toccata, opus 8 – tilegnet Lise, som spiller det på fløjte akkompagneret af Willy:
Parret har optrådt sammen i Paris, Wien, Linz, Bratislava, Rom og København, men også i Holland, som nogle af de mere prominente steder. Deres optrædener i Holland medførte for nogle år siden en bestilling på en komposition fra solofløjtenisten i Concertgebouw orkestret Emily Beynon. Og Willys færdige komposition – et 3-satset værk for 17 fløjtenister og 2 pianister – blev uropført i august 2017 i Concertgebouws kammermusiksal i Amsterdam.
Udover koncertvirksomhed har Willy og Lise gennem 34 år arbejdet sammen om at fremstille et musikalske eventyrprojekt om Hugo Ræv og hans venner. Indtil i dag er der udkommet 5 CD’er med eventyr, der veksler mellem oplæsning og musikstykker for fløjte og klaver, og mange musikalske børn og deres forældre elsker historierne og har efter hver CD efterspurgt en fortsættelse af de musikalsk indrammede eventyr.
Det musikalske arbejdsfællesskab mellem ægtefællerne betyder, at musikken altid er en del af deres liv – og også er med i bagagen, når de holder fri og rejser på ferie. F.eks. har de boet i Rom så mange gange, både i campingvogn og på Det Danske Institut for videnskab og kunst, at deres fællestid dernede ifølge Willy er ca. 1,5 år.
- Så vidt jeg har forstået, er der især to byer, som du og Lise jævnligt besøger, og som I har et tæt forhold til – nemlig Rom og Wien. Jeg går ud fra, at tilknytningen til Rom især stammer fra tiden, da du studerede komposition, eller … ?
“Javist, men ikke alene derfor. Lise er uddannet på Santa Cecilia-konservatoriet i Rom gennem en 4-årig periode. Og – der var en gang i min konservatorietid, hvor jeg virkelig trængte til afveksling. Jeg spurgte min lærer György Vasarhelyi, hvad jeg skulle gøre. “Har du nogensinde været i Rom?” svarede han. Det havde jeg ikke. “Så tag af sted hurtigst muligt”, fortsatte han. Når du kommer hjem, er depressionen gået over, knust af det kulturchok, du bliver udsat for.” Det var snart jul, og det lykkedes mig at komme afsted med en Spiesrejse for 175 kr. for 14 dage!
Og Vasarhelyi havde ret. Da jeg kom hjem den 22. december, belæsset med julegaver, var jeg klar igen. Så, der er altså mindst 3 grunde til at gensé Rom for os begge to. Men det er klart at mine ophold hos Tage på Det Danske Institut var af stor betydning.”
- Hvordan gik det så til, at du fik en så nær tilknytning til Wien, at du af arrangementschefen i Wiens kulturforvaltning bliver omtalt som Wien-ekspert og Wien-entusiast – at du har komponeret et stykke musik til Wiens ære – og at du fejrede din 60-års dag i den østrigske hovedstad med familie og danske og østrigske venner?
“Første gang, jeg var i Wien, var jeg kun 17 år gammel. Jeg rejste med en kammerat med tog til Warszawa, videre til Prag, Wien, Salzburg og München. Fantastisk tur, men især Wien (Du Stadt) talte til mig.
Det var midsommer og stemningen, varmen, lyset, især om aftenen, var af en så drømmeagtig karakter, at jeg straks bestemte mig for at vende tilbage til dette europæiske centrum. Det betød også noget, at jeg kendte mange af de store wienerkomponisters værker allerede. Desuden havde jeg læst både Stefan Zweig og Franz Werfel m.fl. Så udgangspunktet var godt. Det kom nu til at vare længe, før jeg genså Wien. Vi kom til at kende nogle danske kulturfolk i Wien samt en cellist i Wiener Philharmonikerne, Jørgen Fog og hans japanske kone, desuden lederen af Det Danske Kulturinstitut og hans hustru samt resten af personalet. Så bor der en dansk pianist i Wien, David Højer, som gik i solistklassen i Aarhus, da jeg var lærer der. Vi fik mulighed for at høre 3 af de berømte nytårskoncerter, og vi opdagede, at man i Wien nytårsaften holdt en gadefest for 700.000 mennesker! Første gang var lige efter murens fald, og den nytårsaften var der kommet tilrejsende et stort antal gæster fra Ungarn, Tjekkiet, Italien mv. og stemningen var virkelig høj.
Især da klokken slog tolv, Stephansdomens store klokke, Die Pummerin, begyndte at slå sine dybe toner, som man næsten kun kunne høre med fødderne, og man pludselig med ørerne kunne høre Strauss “An der schönen blauen Donau” udsendt over store højttalere, mens tusindvis af champagneflasker blev trukket op og champagnebruset faldt ned i håret på de store menneskemængder.”
Tidligere i denne artikel stillede vi spørgsmålet: Mon nøglen til at lykkes på dette højt ambitiøse plan har ligget i Willy’s personlighed lige fra starten?
Med hele sit livsværk indtil i dag og ikke mindst med frembringelsen og opførelsen af værket “Jord, luft, ild og vand” har Willy selv givet os svaret – sådan som den tidligere direktør for Vejle Musikteater Peter Sindberg så malende skriver det i festskriftet for Willy:
“I astrologien er de 4 elementer beskrevet således:
Jord er at reagere stille og rolig og være vedholdende.
Luft er hurtig og livlig og intellektualiserer følelser og forventninger.
Ild er spontan og impulsiv med levende fantasi og helhjertet energi.
Vand har en stærk betoning og sentitivitet.
Willy er alle de 4 elementer og det er netop disse kvaliteter, der har gjort ham til den kreative person som mange har nydt godt af i de mange år.”
Men selvom Willy i dag nyder rollen som bedstefar og kan bruge tiden, som han selv ønsker det, er der ingen tegn til, at han vil gå på pension foreløbig. Ganske vist underviser han ikke længere (det skulle da være, hvis et barnebarn har brug for klaverteknisk særbehandling), og han er ikke ansat af nogen.
Men han komponerer, giver koncerter, holder foredrag og skriver af og til en bog. Af kompositioner kan der fra de seneste år nævnes værkerne: “Giv aldrig en ulv stort kørekort!” (for stort orgel og fortæller) – “The Carl Nielsen Facebook” (for kammerkor a capella) – og her til sidst: “Musikkens ånd og Det store Jubilæum” for Holstebro Musikskole til deres 50-års jubilæum med uropførelse den 17. marts 2018. Der er over 100 medvirkende, og Willy skal selv dirigere værket.
- Med så stort et arrangement kan der vel nemt ske noget, man ikke havde forudset? Kan det ikke stresse dig at tænke på, at noget kan gå galt?
“Det gælder om ikke at miste sansen for det pudsige og det uventede, når man komponerer. Nu for eksempel blev jeg igår ringet op af en af musikerne fra vores jubilæumsorkester, som bekymret fortalte, at en gruppe musikskoleelever, der ellers skulle medvirke i jubilæumsstykket med en sats, de selv komponerede (og som jeg ikke måtte kende på forhånd), helt havde opgivet at være med af ukendte grunde. Hvad skulle vi stille op?
Tage det roligt, svarede jeg, og tage deres aflyste medvirken til efterretning. Jeg finder på noget.
Så slog det i samme øjeblik ned i mig, hvad jeg ville gøre, når vi kom til det sted, hvor vi skulle have hørt deres hjemmelavede sats: Jeg vil vende mig mod publikum og fortælle, at elevgruppen desværre ikke er nået så langt, at de tør optræde offentligt med det. MEN – at nu vil de i stedet spille det i en vaskekælder i nærheden. Jeg vil så afsætte det ene minut, jeg hævder, at stykket tager, og i den tid – og i næsten fuldstændig stilhed, sammen med publikum – forestille os satsen på hver vores måde. Når minuttet er gået (det skal måles med en metronom), er satsen forbi og publikum må gerne klappe! Dermed – håber jeg – vil det muntre træde i stedet for det pinlige, og – WOW – situationen er ikke bare reddet, men muligvis forbedret og erstattet af en “komposition” der vil minde om John Cages berømte happening “4:33” fra 1953.
Kun skal mit påfund hedde Uhørt.”