Charlotte Andersson
Saxofonist, Sanger og Organist

Interview: Leif Martinussen
Redigering: Nete Parkov

Charlotte Andersson er en bredt favnende musiker. Af hendes profil på hendes hjemmeside fremgår det, at hun er uddannet saxofonist og sanger fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og efterfølgende har taget videregående studier i de samme fag. Senere har hun suppleret med organistuddannelsen fra Sjællands Kirkemusikskole. Hun spiller i et saxofonensemble, har flere duo-samarbejder, er medlem af en teatertrup, spiller med Det Kgl. Kapel, med den kgl. Danske Livgarde og med danske, svenske og tyske symfoniorkestre. Hun har været orkesterleder på Malmø Opera, hun optræder med folkemusik og viser, som solist ved liedkoncerter og ved korværker. Hun er ansat som organist ved Herstedvester Kirke og Kong Haakons Kirke, den norske Sjømannskirke i København. Hun spiller med de indsatte i Anstalten ved Herstedvester. Hun har været medbestyrer af det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Big Band og undervist på det multikulturelle Goldschmidts Akademi i København. Dertil kommer, at hun er medlem af Dansk Musikerforbunds Kunstneriske Udvalg.

Hendes store arbejdsevne og høje aktivitetsniveau inspirerer mig til at stille hende mit første spørgsmål:

• Charlotte, hvornår og hvordan slapper du af?

”Vandet betyder meget for mig”, svarer hun, ”jeg er vokset op med det. Vi har altid boet ved vandet, og jeg gør det også selv i dag. Jeg kan godt sidde en halv dag bare og se på vandet. Så mærker jeg en indflydelse på min sjæl. Den samme indflydelse, som man kan få ved at betragte et maleri. Sanser – farver og former, der ændres, konturer, der flytter sig – det er vigtigt for mig, uanset om det er musik, kunst eller natur. Det hele hænger sammen for mig. Det gælder bare om at åbne sanserne for det.

Men ude på vandet – det er dér, jeg befinder mig allerbedst. Jeg har altid sejlet og fisket sammen med min far, og på vandet falder hele mit system i ro, også selvom der jo er meget praktisk at tænke på, når man sejler. Når jeg kommer ind igen, er jeg frisk og fyldt af energi og har fået en masse inspiration.

Når jeg sejler med andre – og jeg sejler f.eks. med 4 andre kvinder – så har vi altid en aftale om, at én har et eventyr med, én har en sang med, én har noget mad med. Man må også gerne have gæster med. Men fra det øjeblik man går om bord, har man en pligt til at have én eller anden social opgave. Hvad der nu falder for. Den dynamik er vigtig for mig. Den giver mig en masse inspiration, som jeg tager med mig. Inspirationen kan være en energi, man bliver tilført – noget lys – noget, der rusker dig op. Og når du sætter dig ved et instrument bagefter, så åbner du bare for sluserne og ser, hvad der sker.

Jeg sejler meget, men jeg går også rigtig lange ture – mindst 20 km ad gangen. Det gør jeg rigtig tit. Jeg løber ikke, for det kan jeg ikke lide. Men når jeg går, ser jeg jo så mange ting, smukke træer, fugle, bygninger, skulpturer. Hvad som helst, som også giver inspiration. Det giver også noget luft, og du får klaret dine tanker. Det er rigtig godt.”

• Så den stressende spændetrøje når aldrig rigtig at gribe dig?

”Jo, jo – men jeg får bearbejdet nogle af de tanker, som jeg ellers ikke får tid til, fordi jeg styrter fra det ene sted til det andet. Så på gåturene og sejlturene bliver tingene blæst lidt igennem.”

• Hvor mødte du musikken første gang?

”Jeg har altid vidst, at jeg ville spille musik. Siden jeg kan huske, har jeg altid haft med musik og rytmik at gøre. Jeg var konkurrencedanser, da jeg var barn. Og jeg danser derhjemme for mig selv. Hvis jeg lige har noget, der skal ud af kroppen – hvis jeg er meget glad eller meget vred, så kan jeg godt finde på at danse rundt i min stue. Helt for mig selv. Og jeg har altid vidst, at jeg ville spille musik. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, jeg aner det ikke. Der er ikke nogen andre i min familie, der spiller. Men som barn plagede jeg mine forældre om at få lov at spille, men fik ikke lov, før jeg var 14 år.”

• Var der ingen musik i dit hjem?

”Jo, der var meget lytning til musik. Alle i familien elsker musik. Mine forældre har spillet musik som unge, men er stoppet i en tidlig alder. Og vi satte ikke bare radio på, det var noget, man også satte ord på. Vi talte om, hvad det var, vi hørte, og vi sang også med. Jeg dyrkede Tryllefløjten, jeg dyrkede Glenn Miller, Osvald Helmuth ….  Vi lyttede til ”Nattens dronning” og ”Händel’s Messias”. Vi talte om, hvad det var, og hvad det betød for os.”

• Men på et tidspunkt er det ikke nok for dig?

”Jeg plagede mine forældre, og hver gang jeg var hjemme hos folk, der havde et instrument, prøvede jeg at spille på det. Min veninde havde et flygel, og jeg spillede løs og fandt melodier uden at vide, hvad det var. Til sidst blev de jo trætte af at høre på mig, og så fik jeg lov at prøve. Og det eneste instrument, der var ledigt på musikskolen, det var saxofon. Derfor var det den, jeg fik i hånden.

Jeg gik på musikskole i Helsingør og havde en lærer, som meget tidligt sendte mig op på sommarkurser for saxofonister med masterclasses på Ingesund Musikhögskola i Sverige, fordi han følte, jeg gerne ville noget mere med mit spil. Og det var jo rigtigt. Jeg var kun lige fyldt 15 år og mødtes på masterclasses med nogle, som var meget ældre end jeg. Voksne musikstuderende fra hele Europa – dem blev jeg sat sammen med. Der var ingen danskere. Men nu taler jeg noget svensk, så jeg kunne godt begå mig. Vi begyndte med en stor sammenspilsgruppe, så vi kunne lære hinanden at kende. Selv kunne jeg egentlig ikke særlig meget, for jeg havde kun spillet i et halvt år. Jeg vidste knap nok, hvad en skala var. Men jeg har altid haft en stærk vilje. Er der noget, jeg vil lære, så giver jeg det 500%, og så er det nu. Og da blev jeg forelsket i instrumentets klang, for det var så inspirerende at høre de andre spille. Derfra var det ren kærlighed til instrumentet. Og da ugen var gået, kunne jeg spille kvintcirklen, jeg kunne læse noder og jeg spillede saxofonkvartet med de andre. Så selvom det kunne have været hvad som helst, så blev det altså saxofonen. I dag har jeg spillet så meget, at jeg kan mærke det inde i kroppen, når jeg hører andre saxofonister. Jeg ved ikke, om jeg har særlig godt gehør, men når det er saxofon kan jeg høre præcis, hvad det er for en tone, fordi jeg ved hvordan vibrationerne føles. Det er skønt.”

• Ja, alle instrumenters toner har jo deres egen identitet. Og saxofonen er en stor familie. Hvor mange af de instrumenter har du spillet?

”Nu spiller jeg særligt sopransaxofon og barytonsaxofon – det har jeg prioriteret. Men jeg får også jobs på både tenor- og altsaxofon. Og jeg har da også spillet bassaxofon, men den er så tung, så jeg ikke selv kan bære den. Så den har jeg altså ikke spillet ret meget. Men man kan sagtens skifte rundt mellem dem.”

• Hvorfor taler du svensk?

”Jeg er vokset op i Helsingør – lige ved siden af Helsingborg. I 80’erne, da jeg var barn, var der rigtig mange svenskere. Vi hørte svensk hver dag og talte svensk.”

• Udover saxofonen har du også andre områder, som du dyrker på højt niveau?

”Jeg studerede sang og saxofon på samme tid på konservatoriet. Egentlig havde jeg ikke fået undervisning i sang, inden jeg begyndte. Men jeg tænkte ”Why not – hvis man ikke spørger, får man det ikke at vide”. Så jeg spurgte, om jeg måtte have 2 hovedfag. Og det kunne man godt, hvis man altså gik til optagelsesprøve på lige fod med alle andre. Jeg var heldig at bestå, og så blev jeg jo klassisk uddannet, som man siger. Jeg sang bl.a. en masse opera. Det kan jeg også godt lide, og jeg gør det også lidt nu, men ikke særlig meget. Jeg har flyttet mig en hel del. Jeg elsker at synge folkemusik og viser nu. Egentlig har jeg aldrig interesseret mig så meget for opera, men det har givet mig en stor forståelse for stemmebrug. Hvordan den hænger sammen med hele kropsfunktionen, når man synger. Jeg var så heldig at få en fantastisk lærerinde, Hanne Stavad, som fokuserer meget på kroppen i sin undervisning. Hun underviser også i Alexander-teknik, og hun lærte mig at forstå, at alt hænger sammen. Det hele sidder ikke oppe i hovedet. Det var hun god til at formidle, så det er jeg meget bevidst om. Jeg bruger det også på min saxofon. Det er jo ren logik, når man tænker over det, en melodisk linje skal da synges ud – og så gør du det med det instrument, du står med. Om det er en trompet eller en saxofon – eller om du synger, det er ligegyldigt – det kan kombineres med vejrtrækningsbrug. Og det er et rigtig smart mix, synes jeg.”

• Dit 3. fag – det er jo orglet. Hvordan kom det ind i billedet?

”Jeg har arbejdet i kirker som sanger siden jeg var 15 år. Sthens Kirke i Helsingør – der var jeg i mange år. Og jeg beundrede orglet, når Oddmund Opsjön spillede. Det instrument har jo uanede muligheder – klangvariationerne – du kan akkompagnere – du kan være et helt symfoniorkester eller en spinkel solostemme. Jeg elsker det instrument og har altid drømt om det, men jeg har altid tænkt, det var for svært. Min gode barndomsven, Morten, har sagt til mig igennem flere år: Så tag dog og kom i gang! Nej, det turde jeg ikke. Men så en dag for nogle år siden sad jeg i en livssituation, hvor jeg havde gjort op med alt det, der var svært, og nu skulle alting ændres. Så sprang jeg ud fra 100-meter-vippen og søgte ind på kirkemusikskolen. Jeg tror, jeg havde fået 2 timer hos Mads Damlund i Jægersborg Kirke og selv indøvet nogle værker, der kunne vise, hvad jeg kunne og ikke kunne. Og så måtte de sige ja eller nej. Og jeg var så heldig at komme ind og få en fantastisk lærer, Søren Johannsen fra Christians Kirke. Han er utroligt dygtig, og jeg er ret sikker på, jeg var en forfærdelig studerende. Jeg havde jo fuld gang i mit saxofonistspil og koncertaktivitetsniveau. Så det var ikke altid jeg havde nået at spille præcist det, han havde bedt mig om. Men han var god til at møde mig dér, hvor jeg var, og samtidig få mig videre fra gang til gang. Jeg havde jo en fuldtidsstilling på det tidspunkt som organist, selvom jeg faktisk ikke rigtig beherskede orglet endnu. Han delte timen op, så vi brugte noget af den til at se, hvordan jeg kunne komme igennem højmessen om søndagen, og så arbejdede vi resten af tiden på, hvordan jeg kom frem til min eksamen. Han var meget dygtig til at se lige, hvad man havde behov for. Han kunne også se, at jeg ikke rigtig følte mig som en meget traditionel organist.”

• Det var meget flot at han kunne se på dig, at du ikke skulle gå hen og blive konform men være fri til at udvikle dig fra din situation her og nu!

”Ja, vi er jo alle sammen forskellige, og jeg var dybt taknemmelig over, at jeg fik netop ham. Han har selv meget travlt, han er en særdeles dygtig musiker, der laver mange forskellige projekter, som han gør rigtig godt. Så han kunne sætte sig ind i min situation, når der havde været det og det og det projekt – så nu var det lidt svært lige at koncentrere sig om at snakke om denne her koral. Og så snakkede vi om nogle andre himmelstrøg lige dér. Og så blev man alligevel flyttet og fik noget inspiration. I stedet for at få skældud.”

• Du spiller jo i mange sammenhænge og konstellationer. Kan du give et lille vue over det?

”Ja, gerne. Jeg spiller barytonsaxofon i et ensemble, der hedder Copenhagen Saxophone Quartet. Vi spiller meget selv, men vi spiller også rigtig mange projekter med solister. Det kan være fra alle grene af kunsten, der har været klassiske musikere og jazzmusikere – der har været forfattere og balletdansere – ja, hvad som helst. Det er rigtig spændende. Der kommer vi meget rundt.

Så synger jeg med jazzguitaristen Jacob Fischer. Vi synger viser og svensk folkemusik. Det er en helt anden form at optræde i, fordi man er meget tæt på publikum. Du formidler noget tekst, du har kontakt med det samme, og det holder jeg meget af. Og særligt det, at Jacob er jazzmusiker gør jo, at han forholder sig frit. Musikalske aftaler kan du godt lave, men du ved altså ikke, om det er i dag, der lige pludselig kommer noget andet, fordi han har en inspiration. Og det er der plads til, det skal der være, og så rykker jeg mig også.”

 

• Jacob Fischer er jo en fantastisk musiker, han er så overlegen og smidig i sit spil. Jeg har jo også hørt jer sammen. Når man er to, så er det om at trække vejr samtidig. Og så er det vel dejligt, at han kan overraske?

”Du kan tro, han kan hive mig ud af min komfortzone, det kan jeg love dig for. Og det dér med den fælles vejrtrækning, den har vi, føler jeg. Han har min ryg. Uanset hvad jeg finder på, så ved jeg, at han er der. Jeg behøver ikke vende mig spørgende om …. ”Har du nu set, at jeg har sprunget et vers over? Det var ikke med vilje!” Det behøver jeg ikke, fordi han er der bare. Og den forbindelse, vi har – en direkte kontakt, føler jeg – den er meget dejlig.

Så spiller jeg sammen med en filmkomponist, som også er Klezmer-sanger, Ronen Thalmay, en jødisk musiker. Vi spiller begge to klaver, vi synger begge to, og jeg spiller saxofon. Så når vi er ude og optræde sammen, så skifter vi roller hele tiden. Enten spiller vi sammen eller akkompagnerer hinanden.

Vi synger på yiddish, vi spiller klezmer, vi spiller svensk og norsk folkemusik, og vi fortæller om vore slægters historie – kæder det sammen med musikken. Min fars slægt er svenske immigranter. De boede i Dalarna og kunne ikke få arbejde under den store hungersnød, og så tog de – 7 brødre – afsted. De ville egentlig til USA men nåede kun til Danmark. De 5 tog kort efter tilbage igen, men de to blev her i landet.

Det er et rigtig morsomt samarbejde. Jeg lærer meget af at spille Ronens musik også.

Meget ofte spiller jeg med symfoniorkestre og på teatre. Lige nu spiller jeg på Det kgl. Teater, hvor vi opfører en kammeropera, der hedder ”Powder her Face”. Vi er et kammerorkester, der skal akkompagnere nogle få sangere til nyskrevet musik af Thomas Adès. Det er vældigt krævende – en kæmpe udfordring. Jeg kan rigtig godt lide at være en del af teaterlivet, fordi det er et meget intenst samarbejde, man har med de mennesker, man sidder ved siden af.”

• Du kan godt lide at være dér, hvor der kommer en udfordring, som du skal gribe?

”Det skal jeg helst have. Jeg skal helst være ude af min komfortzone. Og jeg er altid lidt bange og nervøs, men jeg kan allerbedst lide det på den måde.”

• Man bliver altid lidt bedre af at være lidt nervøs og lige før man når sin grænse?

”Dér skærpes sanserne, føler jeg. Dér skal jeg lige præstere noget mere. Når jeg så har været det igennem, så har jeg jo rykket mig. Og så kan jeg måske mere næste gang – eller jeg har fået nogle indtryk fra andre mennesker.

For nogle år siden blev jeg spurgt, om jeg ville være med i en teatertrup, et lille operakompagni. Jeg skulle bare spille saxofon. Men så manglede der en rolle, der var kun 2 sangere og 3 roller. Så sprang jeg ind og sang rollen Pamina i Tryllefløjten. En dag kunne hovedrollen så ikke komme, og pludselig stod jeg og sang Nattens Dronning – vi havde dog sat den en terts ned, for nogle gange synger vi klokken 8 om morgenen. For børn.

Og med ét skulle man altså også lave skuespil. Og det dér med at smide sig på gulvet og lade som om man er blevet taget til fange – det var grænseoverskridende! Og angstfremkaldende første gang, for jeg tænkte: Hvad nu, hvis publikum ikke hopper på den? Jeg er jo ikke skuespiller. Men det er det samme, som når man sætter sig og skal improvisere. Man ved ikke, hvad der kommer ud, og man aner ikke, om folk har lyst til at høre det. Men man må bare sige: Dette her er et ærligt bud. Nu er jeg det dér! Uden sikkerhedsnet. Jeg tror i virkeligheden heller ikke, det er interessant at høre på, hvis der er for mange sikkerhedsseler og sikkerhedsnet.”

• Jeg har jo en del gange været dommer ved musikkonkurrencer i udlandet. Og det vigtigste for mig har altid været at fornemme, om der var en personlighed hos musikeren. Er det en musiker, der tør vove noget og give det sit eget udtryk? Det er der, hvor man løfter musikken, for noder er jo kun papir.

”Det er bestemt også min oplevelse. Som vi talte om i begyndelsen – inspirationen kan være følelser, som man kan bruge, når man spiller. Men særligt i forbindelse med at synge – hvis du synger en vise om en forsmået kvinde eller sådan noget – så må man jo trække på sine egne erfaringer. Du behøver ikke fortælle publikum om dit kærlighedsliv og dine erfaringer udi det, men du kan godt stå og tænke: Hvordan var det nu, jeg havde det, dengang han var så streng ved mig? Der føler man sig sårbar. Men du bliver nødt til at gøre det. Ellers er der ingen, der gider høre dig.

For det er jo det, kunst handler om – kærlighed. Og det er først når man kommer op i en vis alder, at man begynder at forstå, hvorfor folk gerne vil høre viser. Det forstod jeg da ikke, da jeg var yngre, jeg syntes ikke, det var interessant. Men nu, hvor jeg selv har haft nogle oplevelser om det ene og det andet i livet, så begynder jeg jo at kunne identificere mig med det. Viser skal man tage nøjagtigt lige så seriøst, som man tager en operaarie eller hvad som helst andet. Jeg synes, viser er meget krævende at formidle.

Det drejer sig jo om formidling. Hver gang man lægger et program, så formidler man, men alt afhængigt af, hvad det er for en type koncert og hvad det er for et sted, man er ude. Hvis vi er ude med vores saxofonkvartet og spiller Corelli eller Scarlatti, så laver vi ikke lige pludselig programmet om, det er klart. Men hvis Jacob og jeg er ude – eller Ronen og jeg er ude – og hvis vi kan mærke, at publikum er i en anden sindsstemning end vi troede, så ændrer vi noget. Og hvis vi kan mærke, at her har vi noget sammen, så prøver vi at fortsætte dér. Det er intuition. Den kører jeg rigtig meget på. Og den tillader jeg også mig selv at turde bruge ved gudstjenester, når jeg spiller som organist.”

• Hvordan føler du musiklivet som sådan hænger sammen i dag? Man hører, økonomien strammer til, tiltag bliver minimerede, og andre får nogle gange lidt mere, synes man, end de skulle have, fordi vurderingerne er så subjektive. Hvordan føler du barometeret er for det i Danmark i dag?

”Det er min klare opfattelse, at det er langt vanskeligere for musikere – også de meget dygtige musikere – simpelthen at få det aktivitetsniveau, man ønsker. Altså – hvor der er indkomst. Man kan jo altid komme ud og spille et sted, men hvis man skal klare sig økonomisk – det er langt vanskeligere nu end for bare 5 år siden. Både private jobs og koncerter bliver skåret ned. Når man som ensemble kontakter kirkerne mærker man, at budgetterne også her bliver skåret og man flytter rundt på pengene, fordi man måske hellere vil bruge pengene på andre områder end musikken. Ja, selv musikforeninger, som jo elsker musik og prioriterer det – det er det, der er meningen med dem – de har jo også færre penge. Der kommer mindre publikum, og det er jeg faktisk rigtig ked af. Jeg er glad for, at de er der, men der er en tendens til, at de også spiller sikkert. De tager de navne, hvor de ved, at der kommer publikum. De spiller sikkert, og det kan bremse udviklingen i dansk musikliv. Det er der en stor fare for.”

• Ja, kirkerne skruer ned på bevillingerne. Og der er vist også tendens til svækket tilgang til musikskolerne.

”Ja, og jeg oplever jo ellers, at selv de børn, der ikke har forudsætninger for at kende musikken i forvejen, de reagerer positivt, når der står nogle levende mennesker overfor dem og spiller – hvad det nu skulle være. Når vi tager rundt og spiller Mozart på skoler for børn oplever vi kun glæde. Inden vi begynder, tænker de måske, at opera, det er da noget forfærdeligt skrigeri, det gider vi ikke, det er garanteret kedeligt. Men de synger med, de jubler, griner over handlingen. Og man kan høre, de går og fløjter temaerne, når de går derfra. De får også lov at komme op og mærke på instrumenterne og røre ved kostumerne. Den levende musik er jo sindssygt vigtig.

Jeg har undervist i mange år. Det er et godt stykke tid siden, men da jeg underviste kom især sangeleverne med stor entusiasme og en forventning om, at de kunne lære at synge som deres idoler på ingen tid. Men jeg måtte forklare, at der jo skulle øves – og øves hver dag. Du kan jo heller ikke løbe et marathon uden at træne dine muskler – det er det samme med sang. Så tabte de ofte interessen. Og det er jo ikke fordi børn ikke kan eller vil – det er fordi de også går til fodbold – og karate – alt muligt andet i løbet af ugen. Så de var stressede. De var ikke vant til at have tid til at fordybe sig i noget.”

• Og hvordan finder man frem til de potentielle muligheder et barn har i sig? Hvem kan tolke det?

”Der skal komme nogen udefra og tage fat i dem. Ude i Herstedvester Kirke har vi ret mange konfirmander, og dem synger vi med. Ikke bare en salme en gang imellem, vi giver dem rigtig sangundervisning – stemmetræning – og gennemgår, hvad teksten handler om. Og når man ser ud over gruppen, så kan det godt være dem, man mindst venter det fra, der så bare skråler løs. Det er ikke til at sige. Det er bare lige med at få fat i dem. At give ham der på 13 med kasketten den udfordring at sige: Har du ikke lyst til at komme på søndag og synge med? Og tager han så imod det, så er det bare med at nurse den spire, som er i ham. For det er ikke sikkert, at han får det andre steder fra.”

• Når du tænker fremad, har du så nogle særlige visioner, der spøger? Er der noget, du mangler at fordybe dig i?

”Ja, jeg har altid været ret flittig til at sætte mig mål. I øjeblikket tager jeg undervisning i at improvisere hos en jazz-hammond-organist, som hedder Kjeld Lauritzen – en meget dygtig musiker. Og det vil jeg bare gerne være dygtig til. Det føler jeg ikke, jeg er, jeg føler mig som en 1. års musikskoleelev i det der. Men jeg gør det, og det er mit næste mål. Fordi jeg vil så gerne kunne spille mere frit – om det nu er saxofon eller orgel eller sang – jeg elsker det der frie univers.”

• Jeg har selv spillet meget jazz i mine yngre dage. Og når jeg så bagefter skulle over i den klassiske verden, stødte jeg mod den mur, hvor alt skulle være 100 % korrekt og i orden. Der er man låst. Jeg kan godt forstå, du er fascineret af den der friheds-fornemmelse.

”Ja, dels ens egen frihed – men også den kommunikation, man har med andre, der improviserer. Hvis man spiller sammen med nogen – fordi det er uden ord, så skal du have den der tele-kommunikation, havde jeg nær sagt. Og den kan jeg rigtig godt lide, når det lykkes.”

• Har du spillet jazz på din sax?

”Jeg har spillet rigtig meget big band, men der har jeg ikke rigtig improviseret. Det har jeg til gengæld gjort indenfor barokmusik og folkemusik – det kan man jo også sagtens. Så hvor er jeg på vej hen? Det er i hvert fald et sted, hvor jeg kan bruge det mere.

Nu spiller jeg også meget i en duo som saxofonist sammen med orgel, og der er det rent klassisk, programsat – og efter noderne. Dér kunne jeg godt tænke mig at flytte lidt rundt på den stil og koncertform, så det bliver mere flydende. Så man har ren barokmusik og kunne improvisere sig ud af det og bevæge sig over i noget folkemusik. Sammen med et kirkeorgel – det kunne jeg godt tænke mig. Orglet har jo denne mulighed med at registrere om – at skabe ændrede klange – andre vibrationer – og det skal jeg så også gøre på min saxofon. Den fleksibilitet kan jeg rigtig godt lide. Hvis vi har rejst kommer vi som regel 1-2 dage før vi skal spille koncerten, ikke for at øve vores program så meget, men for at lære instrumentet at kende, så vi kan komme med et ordentligt bud – at indstille os på rummet, akustikken – jeg vil gerne med min saxofon kunne smelte sammen med det andet instrument. At have lov at bruge tid på det, er et privilegium, synes jeg.”

• Jeg kan høre, du er meget levende og optaget af at være observant. Du arbejder jo også ude på et fængsel, ved jeg?

”Jeg haft den glæde at få lov at komme ude i anstalten ved Herstedvester, hvor min kollega Jeppe Rønnow er organist. Her har jeg været med til at synge og spille med et kirkekor af indsatte, der godt kan lide at synge. De kommer 2 gange om ugen, øver til gudstjenesten og synger så for de andre indsatte. Det forløb, man er med i med dem, det varierer meget alt efter hvordan dagsformen er hos én selv, men også hos de indsatte. Men jeg kan mærke, at de elsker at synge. Det gør noget for dem, som det gør for os alle sammen. Der kan være noget energi, der skal ud af kroppen. Der kan være et behov for at komme ud med noget konstruktivt, som de får dækket, ligesom man selv gør. Og hvis det bare en lille smule kan være med til at gøre de menneskers fremtidige livsforløb bare lidt nemmere, sådan at de får bedre betingelser for at komme videre, så vil jeg være rigtig glad. De får jo en masse skoling og behandling og alt muligt andet, men jeg tror på, at musikken kan være med til at hjælpe dem også. Ind imellem kan man være heldig at falde over sådanne udfordringer, hvor man kan se, at der kan være en mening med. Og så har jeg også oplevet ud over det rent praktiske, at vi spiller, at der er mange mennesker i samfundet, der har spørgsmål til, hvordan man fungerer i et fængsel, hvorfor er de der, hvordan har de det, hvad har de behov for? Hvad får de af samfundet? Og der synes jeg, at det er godt at mærke, at man faktisk kan bidrage med en lille smule information om det, for det er der behov for.

Jeg synes ikke, det er nok som musiker bare at stille sig op og sige: Nu spiller jeg en rigtig pæn sang, og så har jeg gjort noget, fordi de, som lytter, forhåbentlig bliver glade. Det synes jeg ikke er nok. Man kan ikke sige, hvad der er rigtigt for andre, men for mig er det rigtigt at engagere mig i noget socialt bevidst, noget, der også har noget samfundsgavnligt i sig. Og jeg kan ikke gøre noget, der skaffer store penge til samfundet eller ændrer noget politisk. Men en lille flig kan jeg dog være med til at røre ved, og hvis der er noget, der fænger, og som kan bære noget videre, så vil jeg gerne være med til at gøre det. Når man har været så heldig at få nogle privilegier hjemmefra – et overskud, noget, man kan bruge til noget fornuftigt, så synes jeg man har en pligt til at give det videre så godt man kan og som man har overskud til på de interessefelter, man nu har.”

---

Ophavsret: Editshop.dk