Siobhan Lamb, Komponist

Den gamle komponist interviewer sin yngre kvindelige kollega
Interview: Leif Martinussen
Redigering: Nete Parkov

Den irsk-engelske komponist Siobhan Lamb og hendes familie gik i 2009 og overvejede, om de skulle forlade London. De havde lyst til at flytte til et andet sted og opleve det at leve i et andet land. I et stykke tid tænkte de, at Berlin kunne være det sted, de ville vælge at flytte til.

Siobhan havde aldrig været i København eller Danmark. Men i 2009 blev hendes mand, der er en kendt engelsk jazz trompetist, inviteret til København i en uge i forbindelse med åbningen af den nye DR-bygning. Siobhan tog med ham, og lige med det samme blev hun forelsket i byen. Hun indså, at det var i København, hun rigtig gerne ville bo.

En måned senere kom de igen til København, denne gang med deres børn. Og børnene kunne lide, at de fik lov til selv at gå rundt i København og føle sig trygge – og at de selv kunne tage hen for at løbe på skøjter. Siobhan Lamb og hendes ægtemand, Gerard Presencer, flyttede til Danmark med deres familie i sommeren 2009, og efter 6 år er de her stadig. Gerard fik et job i det danske Radio Big Band, og Siobhan gik med stor entusiasme og energi i gang med en hel perlerække af projekter for at opbygge platforme til sine musikalske værker.

Jeg mødte ægteparret ved en sommerfest afholdt af den danske komponistforening, og jeg fik straks indtrykket af en markant personlighed. Venlig, blid og stærk på samme tid. Nogle dage senere inviterede hun mig til en koncert i det historiske hofteater på Christiansborg, hvor jeg hørte hendes fantastiske og smukke værk ”Through the mirror, tales from childhood” (Gennem spejlet, fortællinger fra barndommen).

En stormfuld dag i januar 2016 besøgte hun Nete og mig til en kop kaffe, og nu kunne jeg stille hende alle mine spørgsmål fra den ene komponist til den anden. Så jeg spurgte hende:

• Hvad er din rolle som komponist?  

“Min rolle som komponist er den, at jeg forsøger at være handelsgadens komponist, om du vil. Ligesom – vi går efter brød – vi går efter kød – vi går efter ny musik. Jeg forsøger at fremme ideen om, at musik er godt for os alle. Vi kender alle de undersøgelser, der fortæller om det gavnlige ved musik, og hvis det ikke er det budskab, vi får ud, gør vi noget fundamentalt forkert. Jeg prøver at finde forskellige måder at sende det signal.

Jeg har startet Copenhagen International Children’s Choir, og jeg leder Suoni Ensemblet. Jeg har fire fremragende operasangere, som jeg arbejder sammen med. Jeg har også startet et amatørkor for voksne. Udøvelsen af amatørmusik har været særdeles spændende, faktisk, fordi både børnene og de voksne er meget entusiastiske omkring musikken. Den begejstring vil jeg gerne trække på og få den til at udvikle sig yderligere. Jeg har haft to opførelser, hvor de fik koncertopgaver sammen med mit ensemble. Det håber vi, at vi kan gøre til en tradition ved at holde en koncert den første lørdag i Juni og den første lørdag i December. Vi lavede en julekoncert i December, og vi havde en fuld kirke. Jeg fik ingen tilskud, og vi havde da heller ikke overskud, men heldigvis blev vore omkostninger dækket, fordi deltagerne spredte nyheden, og der kom publikum nok. Det, at skabe den slags projekter og se, hvordan de udvikler sig, interesserer mig virkelig meget.

Og så elsker jeg det at få musikfolk fra toppen af professionen til at lave opførelser sammen med folk, der ikke engang er begyndt endnu, som er i den spæde start af at kunne danne deres første musikalske toner. At sætte de to grupper sammen – det finder jeg utroligt spændende. Og så viser det sig, at man får en opbakning og støtte fra sådanne konstellationer, der er langt større, end man kunne forestille sig.

• Jeg forstår, du tænker lidt ligesom komponisten Wagner?

Ja – eller måske nærmere lidt som Benjamin Britten. Han lavede jo ting som ”Let’s make an opera”, hvor han involverede hele samfundet. At have det mål, at man laver projekter, der involverer hele samfundet uden at man går på kompromis med musikken. Man benytter stadig de bedste musikere, man kan få. Det handler om at nå ud til nye målgrupper ved at vise dem, at liveoptrædender – livemusik – kan være spændende og en naturlig del af deres hverdagsliv.

Hvad er du i gang med lige for tiden?

Musikalsk set har jeg nogle virkeligt gode projekter i gang.

Ikke desto mindre må jeg bruge megen energi på at skabe nye målgrupper og muligheder, så det fortsat vil være muligt for mig at komponere. Nogle gange bruger jeg mere tid i andre miljøer end netop komponistverdenen, fordi jeg netværker med mange mennesker i håb om at finde nye målgrupper.

Som komponist skriver jeg en masse musik. I øjeblikket arbejder jeg på et fantastisk bestillingsprojekt for Danmarks Radio. ”De røde sko” efter H.C. Andersen’s historie. I første omgang laver vi børnekoncerter sammen med musikere af meget høj karat. Jeg har Marilyn Mazur på percussion og en fremragende stepdanser, Sindre Postholm, som var stjernen i Top Hat ved Malmø Operaen, en helt fantastisk danser. Jeg glæder mig virkelig meget til at se, hvad vi kan opnå.

• Har du en baggrund som udøvende musiker?

Ja. Jeg var professional fløjtenist I 10 år, og faktisk skal jeg spille fløjte i vores projekt. Hver måned rejser jeg til London for at have regelmæssige fløjtelektioner med den inspirerende Philippa Davies.

• Har du andre musikalske kontakter til England?

Ja. Jeg venter netop på at høre nyt om finansiering fra England, et andet projekt i UK, som er – jeg ved ikke, om I kalder det ”særlige undervisningsbehov” – kalder I det også sådan? Specialskoler for børn med vanskelighed. I Lincolnshire gør man en stor indsats for børn med særlige undervisningsbehov.

• Ja, sådan kalder vi det også. Børn med autisme, f.eks.?

Alle slags vanskeligheder. De vil gerne have mig til at komme over og komponere en opera til dem. Så – hvis det fungerer, så er planen, at jeg skal tage over med nogle fra ensemblet i omkring 5 uger for at lave research, for at se, hvordan børnene er – hvordan de bedste af dem reagerer – og også for at danne et kor af deres forældre. Så vil jeg have 2 måneder midt i processen til at skrive operaen. Derefter vil jeg tage tilbage og øve med dem. Vi vil have en uges koncentreret indstudering med hele ensemblet. Og endelig vil det til sidst blive sat op i Lincolnshire Cathedral.

Planen er, at vi skal lave ”Knud den Store” med Simon Duus i hovedrollen. Han er en meget travlt optaget operasanger i Danmark. Og også Stina Schmidt, som havde hovedrollen I “Andre bygninger”, den danske opera, der fik Reumert prisen. Og Sofie Elkjær Jensen, den kendte sopran. Det er de tre sangere, jeg arbejder mest sammen med, og det er helt vidunderligt. Jeg var til en frokost sammen med dem og nogle andre mennesker, og jeg nævnte mit projekt for dem. Simon spurgte: Har du fundet en historie? Jeg svarede, at jeg gik og tænkte over, hvilken historie, der kunne passe. Så satte han sig og tænkte sig om i ca. 10 minutter, hvorefter …..: ”Knud den Store! Jeg vil virkelig gerne være Knud den Store!”

Så alle disse projekter kræver meget tid. Så snart jeg har chancen for bare at sætte mig ned og komponere, åh – det er ligesom frisk luft! Selvom de forskellige aspekter af mit arbejde alle sammen er kreative.

• Dit navn lyder irsk. Er du fra Irland?

Min familie er! Og der er helt sikkert også en meget keltisk sound i det, jeg skriver, hvilket er pudsigt, for jeg voksede op i London og har altid boet i London. Men den keltiske tone falder mig naturlig. Også min holdning overfor musik – ideen om, at den er en ting for hele samfundet, den er en fest, den er en fejring, den er noget, man deler – det er meget irsk. Irske kvaliteter . Jeg sammenligner musik med mad. Jeg ønsker, at folk skal have behov for den, ligesom behovet for et godt måltid. Jeg tror, alle disse ting er ret irske.

• Så du vil gerne have, man indtager din musik? Absorberer den?

Ja! Jeg ønsker at servere, at bringe føde. Det er svært. For nogen vil måske sige: Åh, du vil bare behage? Men man skal ikke gå for langt – man ønsker jo ikke at kompromittere sig selv for at behage – man er stadig nødt til at være tro mod sin egen stemme. På den anden side – hvis man havde gennemgået en masse besvær for at kreere et måltid – og ingen gad spise det – ville man nok tænke: OK, jeg er ikke sikker på, at jeg vil lave den ret igen. Nogle ville måske insistere på at lave den igen og igen, men jeg tror ikke, jeg ville. Måske når jeg bli’r ældre, vil jeg måske blive mere selvsikker og sige: Jeg laver det måltid, om du så spiser det eller ej, fordi jeg har lyst! (Hun ler) Men dér er jeg ikke helt endnu. Jeg vil gerne føle mig nyttig på en eller anden måde. Og det er måske fordi jeg er kvinde og mor.

Der er ikke mange rollemodeller for kvindelige komponister, men jeg tror jeg har behov for at føle, at min musik tjener en slags formål. At den bringer folk nærmere hinanden, fordi de oplever noget glædeligt og smukt, forhåbentlig. Jeg har behov for at føle, at det på en eller anden måde er nærende. Hvad synes du om det?

• Faktisk interesserer jeg mig meget for kvindelige komponister. Det er en spændende verden at opleve. Der kommer jo flere og flere – og samtidig står det også mere og mere klart, at der faktisk var en hel del før, men folk lyttede ikke så meget til dem, som man gjorde til deres mandlige modparter.

Og det er det, man kalder usynligheds-kappen. Folk er ikke bevidst uhøflige, men sommetider er det, som om man ikke har udrettet noget som helst, som om du og dit arbejde overhovedet ikke eksisterer.

Dette bør udfordres, men forsigtigt. Indledende med at stille spørgsmålene: Hvor mange kvinder har du/I ansat til at skrive i det foregående år? Hvor mange mænd?

For nylig var der to big band musikere, der rent faktisk sagde til mig, at big bands mest bestod af mænd, fordi mænd var bedre musikere. Og de lo. Men de mente det! Det var endda danske fyre, og de var søde og rare. Men hvad de dog sagde!

De sammenligner kvindelige musikere med de bedste, der nogensinde har været. En ny mandlig musiker kan accepteres, så længe han ikke er helt I bund. Så det skal der ændres ved – men jeg tror, det skal gøres forsigtigt og gradvist.

• Der er ingen forskel. For mig er det ligegyldigt, om man er kvinde eller mand, og jeg kan ikke lide, at det overhovedet bliver sat i tale, om man er det ene eller det andet indenfor musik. Det er kun et spørgsmål om talent.

Jeg ved godt, at det er, hvad du mener! Jeg tror enkeltpersoner ofte vil sige, at det ikke betyder noget. Men indenfor nogle institutioner – og heldigvis ikke alle – bliver kvindelige komponister og arrangører totalt forbigået. Det kan ikke være en tilfældighed, at bestemte institutioner kun har ansat mænd til at arrangere og komponere. Hvis man siger, at det kun er et spørgsmål om talent, så indebærer det jo, at når der ikke er flere kvinder ansat, er det fordi de ikke har talent – og jeg tror ikke på, at det virkelig er tilfældet. Imidlertid undgår jeg dette problem, ligesom mange andre kvinder indenfor musik, ved at skabe mine egne muligheder.

Og det vil jeg faktisk sige til alle komponister: Skab dine egne muligheder! Jeg tror, det er den bedste måde i det lange løb at overbevise alle om værdien af musik i livet.

Vis andre, hvor vigtig din musik, er ved at skabe et tilhørsforhold til dem. Lad være med at regne med, at andre vil skabe det forhold på dine vegne.

• Måske er mange mænd utilbøjelige til at opgive deres dominans på nogle områder, og mange kvinder bliver måske forsinket på grund af barnefødsler, så det bliver en hårdere kamp?

Jeg synes ikke, det er specielt hårdt. Så længe du husker ikke at bede om tilladelse. Det vil være hårdt, hvis du beder om tilladelse, for så vil du sandsynligvis ikke få den.

• Du må selv tage den?

Ja. Hver gang jeg har fået en mulighed – når muligheden er blevet givet mig – så har jeg taget den, som du siger. Og jeg har forsøgt at skabe noget smukt ud af den, forhåbentlig – jeg har forvandlet muligheden til noget. Før i tiden, når jeg ventede på en mulighed for at skabe noget, fordi ingen andre gjorde det, så gjorde jeg det selv. Og folk syntes, det var smukt, hvad der kom ud af det.

Som skabende kunstner er det éns opgave at skabe. Man kan ikke vente på tilladelse.

• Hvad med finansiering?

Jeg kan heller ikke vente på finansiering, for måske får jeg den ikke, og jeg kan ikke tillade en finansieringsorganisation at afgøre, om jeg er komponist eller ej. For det er jeg jo! Men selvfølgelig modtager jeg gerne støttebeløb.

• Hvem skriver dine tekster?

En fremragende librettist – en poet, hans navn er Gregory Warren Wilson. Han er utroligt talentfuld, han arbejder med ballet, spiller violin – begge dele på et højt niveau. Han har også lavet en minimalist film – han er en multi-kunstner, meget fin i de små detaljer, altid i gang med fantastiske, inspirerende projekter – vi arbejder meget forskelligt og alligevel meget fint sammen.

• Og du bruger altid det engelske sprog?

Ja. Det er et problem, og jeg er netop begyndt at tackle det. Vi er ved at danne et meget lille operakompagni med mig og de omtalte tre sangere. Vores første projekt hedder“A correspondence course in Singing”, baseret på relationen mellem den syngende lærer og eleven. Og eftersom jeg er fløjtenist ved jeg, hvad det vil sige at have en fløjtetime, så jeg tænker på at bruge ting, som man gør i en fløjtelektion med Sofie syngende ovenover. Vi vil reservere en uge i det lille teater Krudttønden, så snart vi kan blive enige om en dato.

Som del af dette meget lille operakompagni kunne Simon Duus godt tænke sig at bestille en hel komposition med en dansk libretto. Så jeg er virkelig nødt til at lære dansk. Jeg starter hos en dansk pædagog, fordi jeg ønsker at lære dansk på samme måde, som et barn ville lære det. Jeg har tænkt over det et stykke tid, og jeg har netop mødt en pædagog, som vil starte med at komme i mit kor.

• Så du har ingen ønsker om at vende tilbage til London?

Nej, jeg vil ikke tilbage. Jeg elsker at bo i Danmark. Jeg kan lide atmosfæren, venligheden og de musikalske traditioner. Jeg håber virkelig, at intet af det vil ændre sig.

   

Siobhan har udgivet 3 CD’er på Naxos Label

---

Ophavsret: Editshop.dk