Den 1. april 2021

Interview: Leif Martinussen
Tekst og redigering: Nete Parkov

Go to English version

Jesper René, Koncertpianist

En af de musikere, der gør sig særligt bemærket på de danske koncertscener i disse år, er pianisten Jesper René. Med stor individualisme og initiativrigdom har han gennem adskillige år været i stand til at skabe en musikerkarriere, hvor koncertvirksomhed er det bærende element – et fænomen, der er ret usædvanligt indenfor et fag, der i stigende grad er under pres fra forskellige fronter. Selv her i corona-tiden, der for mange kan opleves som et midlertidigt totalstop, har han formået at holde gang i sit virke – ikke alene med alternativer som video-optræden og online-undervisning, men også med helt nye initiativer, der har PR-effekt, og som dermed holder karrieren på sporet. Denne vinter har et talstærkt publikum således gennem 10 uger kunnet begejstres af udsendelsesrækken ”Klaveret forklaret”, hvor Jesper René har haft vekslende samtalepartnere i studiet – hver gang med gæstens emne som den journalistiske vinkel og med klaveret som det kulturelle omdrejningspunkt.

Men længe før den nuværende situation havde komponist Leif Martinussen en dag besøg af pianisten Jesper René, og Leif benyttede denne lejlighed til at stille en række spørgsmål om Jespers liv og karriereforløb. Det var en frisk oktoberdag i 2017. Jesper havde ikke haft lyst til at vente på bussen, så han var gået hele vejen fra sin bolig ved Kongens Nytorv i Københavns City og ud til Leifs rækkehus i Tårnby. Mens frokosten blev klargjort nede i stueetagens køkken, sad de nu på Leifs kontor på første sal, og Leif stillede spørgsmålet:

• Hvor tidligt oplevede du din interesse for musik? Kom du fra et hjem med klaver?

“Dine to spørgsmål hænger naturligvis sammen”, svarede Jesper. “Min interesse for musik opstod tidligt, fordi jeg kommer fra et hjem med klaver, et klaver, som jeg selvfølgelig gik og trykkede på. Jeg ved ikke, hvor gammel jeg har været, nok ikke ret gammel. Og fordi man ikke er ret gammel, spiller man jo mange gange med tommelfingeren oppefra og ned, og sådan har jeg så først spillet på det klaver, der stod i mit barndomshjem. Men allerede før jeg begyndte at trykke på det, var jeg vant til at høre min far øve sig hver eneste formiddag. Så da jeg 20 år senere skulle til at finde øvelokaler på konservatoriet og gik forbi mange af de steder, hvor klarinetterne øvede sig, ja, så oplevede jeg, at jeg kunne en hel del af klarinet-litteraturen udenad. Det vil sige – kun solostemmerne, som min far øvede sig på. Klaver- eller orkesterstemmerne havde jeg aldrig hørt før. Men jo, jeg har fået det med lige fra barnsben.”

• Og da du nærmede dig skolealderen?

“Fordi min far er musiker, så begyndte jeg til klaver ligesom alle andre, da jeg var 9, og jeg havde lidt forskellige lærere til at begynde med – også vikarer, husker jeg. Det var ikke nogen åbenbaring for mig at gå til klaver, det var det ikke. Og det havde måske noget at gøre med, at lærerne var vikarer. Jeg kan godt huske, hvordan det var.”

• Kunne du på det tidspunkt vurdere, om læreren var dygtig?

“Næh, men det kan jeg se tilbage på nu – at det var de nok ikke. De var simpelthen ikke interesserede nok. Det ændrede sig, da jeg senere fik Eva Vestergaard.”

• Var der på det tidspunkt andre instrumenter i spil – klarinetten f.eks.?

“Nej, den begyndte jeg at spille senere, da jeg var 12. På klarinetten spillede jeg i min fars harmoniorkester sammen med både min mor og min bror. Men jeg blev mere og mere glad for at spille klaver. Så flyttede vi til den by, hvor min far underviste: Og der fik jeg Eva Vestergaard, en dygtig lærer, som jeg stadigvæk har kontakt med – senest i morges – og som jeg stadigvæk besøger, fordi hun nu bor i selvsamme by. Jeg spiller mine programmer igennem for hende, og det har jo noget at gøre med, at hun er interesseret i musik og at hun lærte mig at spille og førte mig op til, at jeg for første gang skulle spille offentligt.”

• Jeg har læst, at du som 14-årig debuterede med Haydn’s Klaverkoncert i D-dur sammen med Odense Symfoniorkester?

“Ja, det var Eva Vestergårds fortjeneste. Odense Symfoniorkester med Frans Rasmussen – for to fulde huse.”

• Var du nervøs i tiden op til?

“Jeg var ikke specielt nervøs, for det er man jo ikke som 14-årig. Det er noget, der kommer senere. Jeg kan huske, jeg var meget optaget af, hvad for noget tøj, jeg skulle have på. Jeg ville egentlig gerne have noget rigtigt koncerttøj på, men det mente min lærer ikke, at jeg skulle. Jeg skulle bare have en hvid skjorte på – og en sort sløjfe, sorte bukser og sorte sko. Men ikke blanke sko, det var mere sådan nogle drengesko. Regissøren, som tog sig meget godt af mig, havde stor erfaring med pianister. Så jeg spurgte ham, hvordan man skulle gå på scenen, for jeg tænkte, det måtte man også lære. Han sagde, jeg skulle gå helt normalt. Jeg kan stadigvæk huske de to koncerter: døren, der går op – der sidder 1200 mennesker derinde – man bliver mødt med bifald. Så går man frem, så bukker man, sætter sig til klaveret, og så skal man høre det lange orkesterforspil, inden …. Og så skal det være der – så sætter man i med hovedtemaet – og så er man i gang.”

• Mens du venter og hører indledningsmusikken, er det så sådan, at du går mere og mere ind i dig selv, abstraherer mere og mere fra ….?

“Altså, jeg tænkte, at jeg er jo egentlig i gang med at spille nu, selvom det er orkestret, der spiller. Nu, når du nævner det, kan jeg da godt sidde og blive helt nervøs ved tanken, fordi jeg med undtagelse af en enkelt gang ikke har spillet med orkester siden. Selvfølgelig har jeg været nervøs dengang – men ikke sådan, som jeg er nervøs i dag. Det er på en helt anden måde. Nu er det længe siden, jeg har hørt den optagelse. Jeg tror faktisk, at den er blevet væk. Men jeg er ikke sikker på, jeg ville have kunnet spille bedre i dag. For det havde noget naturligt over sig, og det er jo mange gange det, der er problemet, når man bliver voksen – at få det naturlige frem. Jeg havde spillet klaverkoncerten med det lokale orkester i Århus et halvt års tid forinden og haft nogle klaverprøver inden – og også øvet forholdsvis meget. Så jeg havde lidt ondt i min venstre hånd, tror jeg nok. Men jeg tænkte bare: Det er en del af det at være professionel, for det var helt klart det, jeg følte mig som der. Og jeg spillede også professionelt. Jeg har hørt optagelsen, der var ikke noget at komme efter. Jeg husker den første koncert, hvor Frans Rasmussen ikke rigtigt overholdt den aftale, vi havde haft om tempoet, og satte i et lidt for langsomt tempo til den første sats. På optagelsen kan jeg høre, at det er jeg fuldstændig ligeglad med. Jeg sætter ind i mit helt eget tempo. Jeg følte, at det var forkert, og det var også forkert. Så det var jo bare at lave om på det. Den der selvrådende tilgang til musik, jeg altid har haft, den begyndte altså der – den begyndte lige præcis der, hvor det var nødvendigt at gøre noget ved det.”

• Det er tidligt at få den meget stærke erkendelse af, hvornår tingene er rigtige?

“Ja, det ved jeg ikke. Jeg kunne bare lige med det samme høre, at det var et forkert tempo. Og så tænkte jeg: Det er der ingen grund til at fortsætte med. Det er mig, der har ansvaret, i det mindste for mit eget spil, og det der orkester, ok, det er ikke noget problem, de kan da sagtens følge med. Når man så hører optagelsen – ikke fordi jeg kan lide at høre mig selv, for det gør jeg ellers aldrig – men så var det egentlig et meget kærkomment frisk pust til den koncert. Jeg var jo ikke pianist dengang, men alligevel satte jeg bare mit eget tempo. Det havde jeg slet ingen kvababbelse over, fordi når musikken spiller, så kan det godt være, at den ene har mere ret end den anden, men det er jo den, der tager teten, der har den. Og det gør jo ikke noget, at tingene ikke altid passer sammen. Det kan nogle gange være meget godt, hvis man tænker på, hvad koncert egentlig betyder, det der med at det er to parter, der strides – er det ikke det, man siger? Nu var det i hvert fald bare sådan, det blev. Og sådan vil det også være i dag. Så det er ikke ændret – bortset fra, at jeg er ikke sikker på, jeg ville kunne spille den lige så godt i dag, fordi man jo er meget mere frygtsom nu, her snart 30 år senere.”

• Der skete også noget 5 år senere, på kunstmuseet Louisiana?

“Ja, nu er det næsten sådan en slags uddybelse af det, som musikforeninger og koncertarrangører ønsker at have på bagsiden af programmet – altså CV’et. Jeg spillede til en konkurrence for børn og unge på Louisiana (Steinway Musik Festival red.). Det er der sådan set ikke noget særligt i. Mange har jo vundet den konkurrence, og det gjorde jeg så også – oveni købet med en lille tale vedhæftet. Fordi faktisk det samme gentog sig, som da jeg var lille og skulle spille med symfoniorkestret. Fordi jeg også tænkte ”Det er nu, du har chancen”.”

“Dengang var situationen sådan, at Louisiana havde et gammelt flygel, som de så senere fik renoveret, så det blev et helt andet instrument. Men på det tidspunkt var det tilnærmelsesvist udrangeret og utroligt charmerende – det havde en fuldstændig, ja, nærmest ustyrlighed. Jeg kan huske, at jeg skulle spille den første Mefisto-vals af Liszt, og jeg kan huske, at jeg bankede lige ud af det klaver, fuldstændigt. Jeg gik helt ud over alle grænser, fordi sådan mente jeg på det tidspunkt, man skulle spille klaver, i hvert fald, når det gjaldt sådan noget musik. Det lød helt mærkværdigt, kan jeg huske. Men flyglet var virkelig med mig, og jeg spillede så den der djævlevals. I forhold til, hvad der ellers blev spillet, lød det helt anderledes. Så jeg tænkte – for jeg spillede i meget længere tid, end jeg havde fået lov til – at de afbryder mig bare, hvis de synes, det er for meget. Det var en tillempet version, jeg spillede, inspireret af Horowitz, der også havde tillempet den til et måske mere moderne flygel. Jeg var ikke sikker på, de ville bryde sig om den måde at spille klaver på. For det var ud over alle grænser for almindeligt elevspil.”

• Du lukkede i den grad op for temperamentet?

“Ja, det var lidt upassende. Det var jo en børne-konkurrence, selvom jeg lå i den allersidste kategori. Og så vandt jeg konkurrencen med udmærkelse. Men inden jeg fik det at vide tænkte jeg, at det er ikke sikkert, at de kan acceptere dette her. Og så kan jeg huske, at da man fik det at vide, skulle man stå dernede – sådan lidt mærkværdigt, ligesom til en svømme-konkurrence – og så skulle man træde frem, hvis man havde gjort sig bemærket. Jeg havde ikke været nervøs forinden – men dér blev jeg meget nervøs på en ubehagelig måde. Jeg havde ikke været nervøs, da jeg skulle spille, men da jeg så fik at vide, at de havde valgt mig, blev jeg utroligt nervøs.”

• Nervøsitet kan jo være en følgesvend, man ikke bare kan slippe for. Og det gælder jo igennem hele ens liv som musiker, mere eller mindre.

“Ja, man er jo altid nervøs, det er man. Men man er vel kun nervøs, fordi man har øvet sig så meget, og det er jo forudsætningen for at kunne spille godt. Når man har øvet sig meget, bliver man meget nervøs for ikke at kunne leve op til det man har forberedt. Jo, jeg er altid meget nervøs.”

I denne lille video kan man i en kort form høre den voksne Jesper René præsentere sig selv og fortælle om klaverspillet, med særligt fokus på komponisten Chopin. Han fortæller desuden om sin fægtemester-uddannelse, som han bestod i Zagreb. Og endelig fortæller han om det enorme forventningspres, man som professionel musiker og koncertgiver underkaster sig selv, og som er den egentlige årsag til den nervøsitet, der som oftest er en nådesløs følgesvend til den virtuose solist.

• I dag lægger du jo armkræfter med de store kendte komponister, og der er jo nogle, der rager op som fyrtårne over andre. Er der nogle, der i særlig grad har været til inspiration for dig at spille?

“Jeg har spillet al den bedste musik, kan man nok sige. Og man kan jo især ikke komme udenom Bach, det er der jo ingen, der kan. Der er ganske vist ikke mange, der spiller Bach, og det forstår man godt. Det er meget svær musik – både at øve på men også at realisere. Og jeg har aldrig nogensinde troet, at det skulle blive min lod, for jeg har altid ment, at jeg havde utroligt dårlige forudsætninger for lige præcis den musik. Men mange gange er det jo sådan, at det er det, man har svært ved, man finder mest interessant. Det er det, der er det allermest uopnåelige, som man ikke kan lade være. Fordi det er så svært både at forstå og realisere. Og de fleste viger jo udenom den musik. Så det eneste gode ved at beskæftige sig med de store Bach-værker, det er, at man har dem for sig selv. For det har godt nok været meget, meget svært at skulle leve med den musik på scenen. Men det er i nogen grad lykkedes at gøre det til noget dagligdags, fordi jeg har opført den op til 50 gange om året – og det er det, der skal til. Så simpelt er det.”

• Men man skal også igennem mange lag for at forstå musikken. Man skal ind og forstå konstruktionen – og så er der hele det usynlige tal-symbolske, der også kan ligge i det. Når man kommer ind i det univers, er det så med til at give en anden form for præsentation af musikken?

“Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg er selv relativt sent begyndt at interessere mig for de dybereliggende lag i Bachs musik. Først glædede jeg mig bare over, hvor god den var at øve på – sidenhen hvor god den var at spille – og så også hvor gavnlig den var at have med i sit repertoire. Sidenhen har jeg forsøgt at grave lidt dybere, og så har der åbenbaret sig nogle lag, der ikke umiddelbart er hørbare, men som kræver, at man studerer musikken. Og det har jeg så i nogen grad tilstræbt.”

• Nogle har sammenlignet Bachs musik med en farvesøjle – nogle farver står meget stærkt, mens andre er svagere – nogle tænker i parametre, der ligger i hele universet. Hvad tænker du om det?

“I forbindelse med at skulle spille de store værker, har jeg også nogle gange holdt et oplæg, nogle gange ligefrem et seminar eller foredrag om det, og det har tiltrukket en utrolig masse mærkelige mennesker, som har haft hver deres bud. En af de sidste gange, jeg skulle tale om det, var der en som bagefter spurgte mig om, hvor mange noder, der var i det, jeg havde spillet. Det var jeg ikke sådan helt klar over. Der var måske 20.000, sagde jeg. Det var han godt tilfreds med. Men hvis man så kogte det hele ned til sådan en slags ur-suppe, ville han vide, hvad så resultatet ville blive – om det ville blive flora eller fauna. Det vidste jeg jo ikke, hvad jeg skulle sige til. Der er mange tilgange til at forstå Bachs musik, men jeg mener den eneste rigtige er at spille den. Det er først der, man mærker den. Man behøver ikke engang at have lyd på – man skal bare spille den. Det skal ind gennem kroppen. Først da mærker man musikken, så hvad skal man sige, hvad skal al Bachs musik dog så bruges til. Enhver kan jo have sin tilgang til den, og det har enhver jo også. Men det er noget, man ikke sådan lige bliver færdig med. Den er måske skrevet til den, der spiller den.”

• Hvis man nu spiller et kendt stykke, og man måske i sit tornyster har et billede af, hvordan store navne har spillet det, så kræver det vel mod at komme med sit eget personlige bud i den fortolkning, man selv vil have frem?

“Nej, det synes jeg ikke – jeg har det næsten omvendt. Man kan jo kun spille det på den måde, som man nu hører det. Andres fortolkninger har ikke den store betydning for mig. Det var noget andet, da jeg var jeg var yngre, fordi jeg også har en baggrund som jazzpianist, og dér er det jo helt almindeligt. Så da jeg skiftede fra at spille jazz til at øve mig noget mere på klassisk musik, var der nogle indspilninger, som jeg syntes var utroligt gode – og så fandt jeg nogle instrumenter, der lød ligesom dem på indspilningen, og så blev jeg bare ved, indtil jeg syntes, det lød ens. Jeg kopierede bare, fuldkommen, så godt som jeg kunne. Et fuldstændigt plagiat. Og det havde jeg utrolig stor gavn af. Så blev det ganske vist noget andet til koncerten, selvom der var noget tilbage af det, vil jeg sige – der var noget af det, som jeg gerne ville tilstræbe. Det er jo selvfølgelig ikke en god ide at plagiere andre og så slå det op i sit eget navn. Men ligesom man studerer mange komponister, eller ligesom en kunstmaler tager ved lære ved at male en masse kopier, kan man lære ved at kopiere en spillemåde. Jeg har ikke fået sådan rigtig formel ugentlig undervisning siden gymnasietiden, tror jeg. Det blev sådan noget løst noget.”

• Vil det sige, at din officielle uddannelse er lidt anderledes end så mange andres?

“Ja, jeg har ikke fulgt noget program, kan man sige. Og jeg har nok mest været inspireret af musikere, som jeg ikke har kendt. Men først og fremmest har jeg været inspireret af de komponister, jeg har spillet. De har været min egentlige inspiration. Der kigger man jo direkte ind i manuskriptet. Man kigger ind i det samme, som alle andre har kigget ind i, og det nodebillede har været utroligt inspirerende. Det begyndte med, at jeg spillede Chopins værk. Jeg brugte lang tid på det, og det har givet sådan en eller anden ide om, hvordan han har spillet. Med de største komponister sidder man ofte tilbage med en fornemmelse af, at dem, der spiller dem, ikke rammer det helt rigtigt. Og den fornemmelse har jeg altid haft med Chopins musik – sådan set også med Debussys musik.”

• De store komponister har jo hver deres aura, og de har hver deres univers. Hos Chopin er det vel det lette, elegante og det slørede, der gør det?

“Det er klart, at Chopins musik har noget indadvendt og noget tilbageholdt over sig. Og det kan man da godt mene, måske, er sløret. Den er jo ikke så umiddelbar, Chopins musik, den er virkelig meget tilbageholdt. Man kan godt tænke på det som sådan et romantisk billede, men samtidig er det jo også utrolig strengt bygget op, det er utrolig klassisk musik. Med Bachs musik er det jo anderledes, for den er så universel, at det næsten er ligegyldigt, hvordan man spiller den. Det har kun ringe indflydelse på musikkens kvalitet.”

• Ja, grundformen er jo meget klar.

“Hvis jeg har søgt inspiration hos andre, så har jeg gjort det rigtigt, for fra Chopin er der jo tråde tilbage til mange generationer før ham. Man behøver ikke vide, hvad han har studeret, for det kan man se og høre, når man kigger i noderne. Så kan man virkelig se, hvilket stort repertoire, han trækker på. Bach og Mozart kan man jo sagtens høre, når man kigger i Chopins nodebillede, for det var de komponister med den bedste smag. Der er utrolig høj kvalitet i Chopins musik. Det er det, der har lært mig min måde at spille klaver på.”

• Chopin har især skrevet for klaver, men han har jo også skrevet 2 klaverkoncerter. Har de ikke været lidt oversete? Jeg kan huske, min lærer sagde, at det måske ikke var det mest interessante, Chopin havde skrevet.

“Det kan jeg slet ikke forstå, at du siger. For mig står de som nogle af de fineste klaverkoncerter, og jeg troede, det var noget af det mest spillede og kendte. Det kan da godt være, de har haft en helt anden placering. Altså, Mozarts sonater var jo overhovedet ikke i brug indtil 1920, og Schuberts sonater blev ikke regnet for noget. Chopins musik og Liszts musik var upassende, og Rachmaninovs musik var useriøs. Man har haft mange forskellige meninger. Men når man lytter til Chopins klaverkoncert i e-mol, så kan man da høre, at det er den allerbedste musik, han har gemt til den koncert. Så har man måske haft en lærer, der har sagt, at den er dårligt orkestreret. Men der skal man forestille sig, at Chopin jo er rundet af den endnu feudale tid. Det var jo formodentlig revolutionen, der slog ham ihjel. Han frygtede om nogen, at den dårlige smag ville blive fremherskende, og det blev den. Den koncert er netop orkestreret sådan, at solisten kan være solist. Jeg synes, det er en fremragende orkestrering, der klinger smukt og passer fint til den klaverlyd, Chopin har kunnet spille med. Og sådan synes jeg også, man skal spille den i dag. Det bliver sjældent gjort. Det forfinede og tilbageholdne, det er måske et forkert ord at bruge her, men den der smagfulde måde at spille på, det er sådan, den musik lyder i mine ører. Og med den måde, Chopin har orkestreret det, klinger det helt formidabelt. Den er orkestreret, så man kan spille den med bare en lille besætning. Bare en håndfuld mennesker, det er sådan set nok. En elev spurgte engang Chopin, om han måtte give e-mol-koncerten til bedste i en privat sammenhæng. Det måtte eleven gerne, hvad der har overrasket mig lidt, og det var også helt fint kun at spille en af satserne – ja, bare uddrag af førstesatsen, lidt her og lidt der, det var ikke nødvendigt at have det i sammenhæng. Det er jo ligesom når man i bilen hører noget rigtig god musik, som man kender, så hører man kun lidt en gang imellem, men det er nok, for resten har man jo i hovedet. Og hvis du tager den der e-mol-koncert, så kan man da bare spille 8 takter hist og her. Det er jo nok til at kunne høre, hvor godt det er. Jeg synes, det er en fantastisk koncert.”

• Personligt har jeg altid været utrolig glad for Debussy. Stemning, vekslende klange, nye konstellationer – så er vi jo tæt på malerkunsten et eller andet sted også. Jeg tænker på Monet og – altså de der sanselige farver og udtryk.

“Jo, men man er da ikke længere fra barokkens malerkunst og Bachs musik og romantikernes med Chopins musik. Det er jo bare hver sin tid, synes jeg. I Debussys musik kan man jo simpelthen se, at det er en forlængelse af Chopins værk. Debussys musik, den starter præcis der, hvor Chopins musik stopper. Der er så godt nok et halvt århundrede imellem, men tråden bliver taget op. Debussy var jo meget optaget af, at han havde gået hos en spillelærer, der muligvis – ja, det mente man i hvert fald – var elev af Chopin. Ja, det kan man ikke regne med, for Chopin har jo fået et tårnhøjt beløb i timen for at undervise i klaver. Han har haft excessive tilbøjeligheder, og hvem har ikke været elev hos Chopin? Men det var Debussy i hvert fald meget, meget optaget af, og han var selv en utrolig god klaverspiller, ligesom Chopin har været uforlignelig. Ligesom Beethoven har været uforlignelig – det kan man simpelthen høre. Ligesom Bach har været uforlignelig. Men den der forbindelse mellem Debussys og Chopins musik, altså, det er jo sådan set lige meget, at Debussy havde en forestilling om, at hans klaverlærer var en elev af Chopin. Det er jo lige meget, om det går den direkte vej eller via noget andet. Det er jo lige meget, hvem der har gået hos hvem. Det har ingen betydning.”

• Mange musikstykker har en titel bagved hvilken, der gemmer sig en særlig historie, hændelse eller noget andet. Tænker du over det?

Ja, mest fordi jeg på et tidspunkt optrådte sammen med en digter – men faktisk også kun derfor. Nej, for mig har det jo været musikken alene – kun den. Nu hørte jeg ”Udstillingsbilleder” forleden, og jeg spillede Tjajkovskys ”Årstiderne” i dag, og jeg er i gang med de der Debussy-præludier, der alle har titler. Altså – man kan jo ikke sige sig fri for …. men samtidig har den drift ikke været dybere i mig, end at jeg ikke gider slå efter, hvad det nu betyder. For det står til sidst, og der kan det bare få lov til at blive stående. Næh, jeg synes, det er musikkens egen mekanik, så kan folk lægge i det hvad de vil. Det er først og fremmest musikken, der er det vigtige. Den skal ikke være kulisse for et eller andet. Og hvis der skulle ligge et digt til grund for musikken, så er der jo heller ikke to mennesker, der opfatter digtet ens. Det vil der heller ikke være med musikken. Nej, det er alene musikken, der er det vigtige for mig – hvordan den er, hvordan den er bygget op. For man kan jo lægge mange forskellige følelser ned i musik. Og det er jo godt – så kan den spilles på mange forskellige måder.”

Herunder kan man se et stærkt øjebliksbillede af solistens nåleøje: koncerten, hvor man præsenterer resultatet af en i princippet endeløs træning – det indstuderede program.

• Den klassiske musiks situation dags dato? Det er jo et ret elitært område – det er jo ikke den store bredde i den danske befolkning, der umiddelbart går hen og har det som en første prioritet. Og alligevel ligger den jo i baggrunden. Er det op ad bakke?

“Det har altid været sådan – med skiftende systemer, det har jeg ikke den store mening om. Det er op til folk selv, om de vil have med det at gøre. Det er folks eget ansvar – den enkeltes ansvar. Der er jo ikke lås på noget som helst i dag, der er ikke lås på biblioteker eller på internet, men klassisk musik er kun for de få – det kan man lige så godt indrømme. Det er der heller ingen grund til at lave om på, der er ingen grund til at gøre det anderledes. Man kommer bare med det, der er. Det har jeg aldrig nogensinde været bange for, aldrig. Jeg er heller ikke bange for at spille det under meget, meget forskellige omstændigheder. Det er slet ikke publikum, jeg spiller for – det er først og fremmest for min egen skyld. Og om det er den ene eller den anden slags publikum, om der er få eller mange, det er fuldstændig ligegyldigt. Det er slet ikke noget, jeg overvejer. Altså, situationen er jo ikke god, men det har den aldrig været.”

• Den har jo altid skullet kæmpe for sin berettigelse, og det har også været et spørgsmål, om den økonomisk kunne udvikle sig ….

“Den har aldrig været bæredygtig, det kan man sige sig selv. Der er alt for mange uddannede musikere – der er slet ikke behov for så mange.”

• Er der andet end musik, der interesserer dig? At spille skak – at drikke et godt glas vin – områder, du dyrker eller har glæde af?

“Ja, med mellemrum. Oftest i perioder. Fordi man er nødt til at dyrke det, hvis man skal flytte sig lidt. I dag kan jeg sige, at jeg har været temmelig meget igennem, men vin – det interesserer mig ikke. Skak interesserer mig kun som en adspredelse. Jeg er ikke optaget af selve spillet, for så ville jeg skulle bruge hele dagen på det. Jeg har også været optaget af fægtning, det har været mit arbejde, men det er jeg heller ikke optaget af længere. Jeg har været optaget af kunst og antikviteter – det er jeg heller ikke længere.”

• Er man nødt til at fravælge andre ting for at beholde sit niveau?

“Ja. Det er kun en god ting at få endnu en ny interesse på tapetet, men det tager lang tid. Der er forskellige mennesker, der har troet, at jeg var meget alsidig, og det har jeg aldrig kunnet forstå, fordi – jeg føler virkelig, at jeg har været så ensporet, i hvert fald ad gangen. Så kan man jo håbe på, at der er nogle af de ting, man har interesseret sig for, der ikke er helt glemt – at der alligevel er blevet noget tilbage, som man kan bruge i en anden sammenhæng.”

• Men selvom man er fokuseret på en ting, er der vel ting, der alligevel pejler sig ind udefra og efterlader en påvirkning, man umiddelbart kan tage med?

“Ja, det er rigtigt. Det håber jeg også, for musik er jo så meget andet end lige det rent mekaniske. Det er selvfølgelig forudsætningen, men det er da klart, at de ting, man kommer i berøring med ved at lave andet end at øve sig og få nye interesser – man kan jo håbe på, at det aflejrer sig til brug for det der stykke mekanik, der skal være til rådighed for overhovedet at kunne realisere musikken. Men problemet er, at man skal bruge så lang tid på det.”

• Man ved jo, at solistens træning er benhårdt arbejde – det er præcis at sidestille med en professionel idrætsudøver, daglige øvelser. Man skal hele tiden passe på sig selv, fysisk og psykisk.

“Ja, man skal jo sørge for at komme op om morgenen.”

• …og ikke fulde sig i utide.

“Nej, det kan ikke gå. Man er nødt til at holde fokus på det.”

• Du går lange ture, ved jeg. Går du og mediterer og får en masse frisk luft og ro i hovedet?

“Nej, jeg føler, jeg får ro i hovedet, når jeg arbejder med det, jeg laver. Jeg er gået herud til jer – det tog en time og tyve minutter, præcis. Og det er jo dejligt vejr, så det har været en god måde at komme herud på. Det har ikke taget ret meget længere tid end at stå og vente på de busser, som jeg ikke har undersøgt, hvornår ville gå. Og så har man jo fået den motion også. Fra mine mange år med min fægtning, kan jeg godt kan lide at være i rimelig form. Og på mange måder handler det om, hvis man skal nå meget, at man så også er meget praktisk anlagt.”

• Der er en lille historie, jeg kan huske, du har fortalt mig ved en anden lejlighed – at du rejste til Kroatien til et fægte-stævne?

“Det var sådan, at jeg blev udtaget af Dansk Fægteforbund – Europa havde fået 20 pladser, og Danmark havde fået 1 plads – og så fik vi alligevel 2, så jeg kunne komme derned med en kollega. Det var til Zagreb, at jeg fik den første fægtemester-eksamen, og det var utroligt dårligt timet. 10 år forinden havde jeg nemlig sat mig for, at den 22. februar 2010, en af Chopins officielle 200 års fødselsdage, kunne være en fin dato at pejle frem imod. Igennem årene havde jeg fået et temmelig stort antal stykker af Chopins værk i fingrene og havde brugt flere år på ikke bare at afsøge og undersøge Chopins værk men også på at spille så meget af det som overhovedet muligt. Men på selv samme dag viste det sig, at jeg fik mulighed for at få den der fægteuddannelse med afrejse den 22. februar. Så den dag blev der altså ikke noget Chopin, i hvert fald ikke i Danmark. Der rejste jeg til Zagreb og blev indlogeret på et rigtigt betonhotel, der lå i en kommunistisk satellitby lige udenfor Zagreb, hvor jeg så skulle være det næste stykke tid. Ambassadøren var så venlig at stille sit digitalklaver op på mit værelse, således at jeg undgik det trøstesløse kort- og drukspil sammen med fægtemester-kollegerne nede i stueetagen. Jeg sad så oppe og kunne øve mig hver eneste dag. Der var fægte-træning 6-8 timer om dagen, men så om aftenen kunne jeg sidde deroppe og hygge mig med klaveret.”

“Den 22. februar, da vi kom ned, tænkte jeg, at jeg måtte have træningsdragt på, og så løb jeg ind til den gamle bydel og fandt også konservatoriet – et forfaldent sted – og der listede jeg så op på en af de øverste etager, fandt et lokale og fik plads ved siden af der, hvor jeg kunne høre, at Pogorelich, af alle – hans bror, som også er en god pianist – sad og underviste. Så satte jeg mig ind der, så spillede jeg nogle Chopin-stykker, og så tænkte jeg: Det må være det! Og så løb jeg hjem igen til mit hotel.”

• Så du fik din markering?

“Jeg fik min markering.”

• Er der nogle ting, du gerne vil sige omkring dig og musikken?

“Så skal du spørge mig om et eller andet, Leif!”

• Vi har været meget rundt, og noget af det, jeg synes er så interessant ved dig, det er at du ikke har villet lade dig styre af andres løsninger på mange forskellige spørgsmål.

“Jeg har aldrig haft noget imod andres meninger. Jeg har altid syntes, de var meget værdifulde, hvis jeg syntes, jeg kunne bruge dem til noget. Mange gange har jeg da også gjort det, jeg fik besked på. Men når det så gjaldt, har jeg alligevel gjort det på min egen måde. Det har været en rød tråd i den måde, som jeg har uddannet mig på. For det vil jeg egentlig nok sige: Selvom jeg ikke har papir på noget som helst – jeg har kun fået papir på den der fægtemesteruddannelse – så vil jeg alligevel nok sige, at jeg har uddannet mig simpelthen ved at pløje mig igennem bunker af repertoirer.”

• Der skal være plads til, at man tør vove, hvad man selv føler man har bud på som den måde, man præsenterer et givent musikstykke på. Det er meget vigtigt.

“Det har jeg aldrig været bange for. Jeg har været bange for så meget andet, som vi har talt om, men ikke lige præcis det.”

• Det er en styrke, du har med ved siden af det, at man kan være nervøs, når man går ind og skal sætte sig på bænken. Tak for dine ord.

“Tak for dine.”

Marts 2021:
Siden Jespers besøg i Tårnby for 3½ år siden, er der løbet meget vand i både å og strand. Jespers til tider næsten flyvende koncert-virksomhed gennem de efterfølgende år blev brat sat på pause, da landet – og hele verden – oplevede corona-pandemiens debut. Som bekendt medførte den en sand domino-effekt af samfunds-nedlukninger, land efter land. Det betød ændrede leve- og arbejdsvilkår for alle, om de så blot blev stækkede, sat på pause eller for nogle simpelthen blev ikke-eksisterende. Den 19. marts 2020, 8 dage efter, at den danske regering havde annonceret nedlukningen, kunne man på Jesper René’s Facebook-profil læse følgende opdatering:

‘Tak er ikkuns et fattigt ord
I denne tid tror jeg at man skal se på regeringens tiltag som et varsel for fremtiden, altså den tid der kommer umiddelbart efter at denne krise er overstået. Mange kunstnere er utilfredse ved at blive overset til støtte i denne tid, hvor mange større grupper bliver sikret – og der tror jeg man må se den nuværende regering, der udviser udmærket mandskabsbehandling og overblik, i et større lys. Vi, der har valgt at være selvstændige, har valgt det, fordi vi vil og kan selv uden at forene os – og selvom det betyder et fuldstændigt ændret marked om et halvt eller helt år, er det netop enkeltmandspræstationerne, der har lettest ved at tilpasse sig og overleve. Dette er selvsagt ikke et udfald mod kunstnere, men alene et realistisk syn på en sag, jeg kender indefra – og derfor ikke bruger en nævneværdig energi på, fordi det fjerner fokus fra det, jeg skal konsolidere nu til brug for når tingene igen normaliseres. Kunstnere, der er vant til at blive nævnt i avisen og at folk rejser sig for en, hver gang man tager hænderne op af lommerne, men samtidig ikke må betale for når man ødelægger tingene, kan historisk set ikke forvente at folk skal have pengene op af deres – for det er naivt at tro, at man i en krisesituation vægter de ting, der lettest kan undværes, hvis kloden går i alarmberedskab. Jeg tænker altid på et billede, jeg tror det er i Thomas Manns Felix Krull, hvor onklen formaner sin unge nevø, efter at han har vist ham teatrets bagside med dets fugtskjoldede tapeter, anløbne masker og slidte trapper, at kunsten er en god stok at gå gennem livet med, men en dårlig krykke – altimedens han lærer ham at bestille CH. Margaux uden at gøre den mindste anmærkning over flaskens mægtige pris. Det er kontrasterne, vi går efter.’

• Nu her, 3½ år efter, hvordan ser du så på situationen  – ikke mindst efter at Corona har vendt op og ned på det hele?

“Jo, jeg må sige, at jeg ville have svaret anderledes ydmygt på mange af spørgsmålene, hvis jeg var blevet spurgt i dag – ikke mindst fordi jeg dengang red på en bølge af fremdrift og fremgang med henved 100 årlige koncerter. Alle har nu fået deres tilværelse forandret, mange har mistet deres arbejde og mening med dagligdagen. Jeg selv er nok ikke ramt så hårdt, fordi jeg altid har været vant til at tilbringe mange timer isoleret ved klaveret, og derfor ikke haft så svært ved omstillingen. Det er klart, at mit levebrød forsvandt med aflysningen af alle de koncerter. Men jeg har heldigvis kunnet omstille mig og var søgt som lærer også forinden, fordi jeg i årevis har haft fjernundervisning i Grønland – så jeg har kunnet klare den selv, sådan som jeg vil.”

• Har det haft nogen indflydelse på dit klaverspil?

“Udsigtsløsheden, som efterhånden har indfundet sig, har ikke gjort noget godt for mit klaverspil. Mens landet blev lukket ned, strandede jeg hos mine forældre på Fyn – og blev der i mange måneder. Det gav god tid til at få genopdaget barndommens land, så jeg cyklede Midtfyn tyndt og ryddede også en smule op i grøfter, mens jeg fik slappet af sammen med mine forældre oven på nogle år med stort pres. Jeg har kunnet holde mig nogenlunde spillende – især her i de sidste måneder, hvor Yamaha har tilbudt mig rollen som ambassadør for deres mærke og har stillet et nyt flygel op her hos mig ved Kongens Nytorv. Så jeg har fået indstuderet nogle nye programmer og konsolideret nogle gamle, så jeg er klar til når koncertvirksomheden kan genoptages.”

• Der er blevet tid til eftertanke?

“Det er klart, at det seneste års tid har klarlagt nogle ting, som jeg – fordi jeg er vokset op med musikere – ganske vist altid har vidst, men som i en krisetid bliver tydelige for enhver. Det gælder dels den manglende interesse og påskønnelse af musikverdenen – og dels den manglende opbakning fra politisk hold, hvor man nok må være ærlig og sige, at kun et fåtal er fortrolige med klassisk kultur. Jeg tror, at vi ser hvilken manglende plads kultur har fået i vor bevidsthed – eller måske altid har haft – og det viser sig så i vort samfund, når det hele skal revurderes og ikke kører på automatisk tildeling af midler. Mange politikere er ikke vokset op med kultur, og kender derfor ikke betydningen af den på egen krop. Jeg er ikke overrasket, og i stedet for at tage til genmæle, finder jeg min egen vej gennem moradset. Men manglende opbakning gælder også i egne rækker hvor fastansatte, der i forvejen ikke er de mest risikovillige, ikke har udvist den store solidaritet med solister under deres hjemsendelse. Mange solister har f.eks. oplevet, at fastansatte ikke udviser forståelse overfor kontrakter, aftaler etc. og derfor ikke har kunnet få deres tilgodehavende. Jeg har selv gjort mine krav gældende og ikke haft problemer med at håndhæve aftaleloven. Men populær er jeg ikke blevet, og jeg er ligefrem blevet skriftligt advaret mod at gøre mine krav gældende, fordi statsinstitutionen ikke var skyld i aflysningen.  Så jeg tror, at vi i fremtiden vil se en kulturpolitik, der ligner efterkrigstidens – for kassen må være tom efterhånden. Mange vil få det meget, meget vanskeligt i fremtiden, hvor jeg tror vi vil se en enorm forandring i samfundet – politisk, sekulært og økonomisk. Vi har haft den bedste tid, tror jeg. Heldigt at jeg spiller klaver og udelukkende kendte standardværker. Ja, jeg spiller det nok mest populære instrument med de mest elskede værker på mine programmer. Den musik vil der altid være efterspørgsel efter uanset hvilken social eller politisk situation, vi befinder os i.”

Se Facebook-siden
Jesper René – Pianist