Susanne Elmark, Koloratursopran

Tekst og interview: Leif Martinussen
Redigering og engelsk oversættelse: Nete Parkov

”I de sidste 25 år har jeg haft en karriere på operascener, teaterscener og i de største koncerthuse verden over. Det havde jeg aldrig troet, da jeg begyndte at synge som barn, eller da jeg i marts 1992 havde min professionelle debut på Østre Gasværk Teater hos teaterchef Morten Grunwald.”

Citatet er fra Susanne Elmarks højaktuelle selvbiografi  Det var med vilje – Et liv på scenen og i en kuffert. Bogen udkom i november 2016, og jeg har læst den med stor interesse henover jul og nytår – ligesom jeg med stor nydelse har lyttet til hendes nye CD, der indeholder 12 highlights af de allermest kendte operakomponister, og som er en demonstration af sanglig teknik på højeste plan kombineret med indfølt formsans og musikalsk overbevisende fortolkning.

I marts i år kan hun fejre sit 25 års scenejubilæum, og jeg bladrer i mine gamle koncertprogrammer fra min tid som organist i Allehelgens Kirke. Jeg husker nemlig tydeligt, at hun optrådte flere gange i min kirke, både som solist og som medlem af vokalkvartetten SAFIRE – mon ikke det var engang først i 90’erne?

Nu falder jeg over et program fra en koncert, der fandt sted søndag den 15. marts 1992 kl. 16 i Allehelgens Kirkes krypt. Her optrådte netop den omtalte vokalkvartet, bestående af 2 sopraner og to alter. Ved koncerten uropførtes én af de 3 sange, som jeg på kvartettens opfordring havde skrevet til dem året før. Koncerten blev en dundrende succes, eftersom den charmerende kvartet kunne levere underholdning på et fornemt musikalsk niveau og desuden var en fryd for øjet for det veloplagte publikum.

En af vokalkvartettens medlemmer var Susanne Elmark, der sang 1. sopran. Og det er med noget, der nærmer sig ærefrygt, at det går op for mig, at det skete i hendes debut-måned marts 1992, og at hun altså ved denne koncert befandt sig ved indgangen til sit endnu ukendte karriereforløb som operasanger – det forløb som hun til marts i år kan fejre med et 25 års scenejubilæum på højden af sin karriere som en nu internationalt kendt og fejret koloratursopran.

Da hun denne kolde dag i januar træder ind ad min entredør, er Susanne Elmark blevet en meget smuk kvinde på 48 år. Der er ikke det mindste primadonna over hende, da hun med sit lange løsthængende hår og afslappet påklædning med army-look sætter sig ved vores dækkede frokostbord og på det nærmeste genoptager vores hyggesnak fra årtier tilbage. Ganske vist har jeg læst sangerindens nyudgivne bog, men jeg er nysgerrig efter selv at stille hende nogle spørgsmål om det imponerende karriereforløb siden vores samarbejde dengang i 90’erne. Og som om jeg vil kunne finde endnu en ny forklaring på det naturens under, det er, hver gang en blomst sætter knop og springer ud, stiller jeg det spørgsmål, som hun allerede har givet svar på i sin bog:

• Hvordan begyndte det hele?

Og svaret er ligeså logisk og enkelt, som hvis jeg havde spurgt en nattergal, hvornår den begyndte at slå sine triller:

“Det hele begyndte med, at jeg altid har sunget”, svarer Susanne.

“Mine forældre siger, at jeg sang, før jeg talte. Jeg sang en masse tyske og danske børnesange – min mor er tysker – uden ord, for jeg kunne jo ikke tale. Så jeg har altid sunget og altid brugt min stemme. Min far var domorganist i den katolske domkirke, og da det i forbindelse med det andet vatikanerkoncil blev besluttet, at højmesserne skulle foregå på lokalt sprog, og altså på dansk herhjemme, så manglede man musik med dansk tekst. Min far begyndte så at komponere musik til den katolske kirke, og det er hans messer, der bliver brugt i den katolske kirke i dag. Han komponerede også en børnemesse for 2 stemmer, som jeg indsang sammen med min bror, der er 1½ år ældre end jeg. Jeg har været 6-7 år, tror jeg, da vi sang den ind på bånd, så man kunne lære den på klostre og skoler.”

“Da jeg var 9 år, så vi Radioens Pigekors 40 års jubilæumskoncert i fjernsynet, og min far sagde: Det er lige noget for dig, det dér, det skal du da prøve! Det syntes jeg ikke, men det syntes min far. Han var gymnasielærer på Christianshavns Gymnasium og havde som elever haft mange piger, der havde gået i pigekoret og havde været glade for det. Så han vidste, at det var noget, der kom til at blive en stor del af éns identitet. Desuden boede vi tæt ved radiohuset. Jeg havde egentlig ikke været specielt vild med det her med at synge offentligt – heller ikke i forbindelse med børnemessen. Jeg elskede at synge, men jeg syntes ikke selv, at jeg sang specielt godt. Jeg blev nervøs, så jeg var virkelig panikslagen ved tanken om at skulle til den optagelsesprøve. Men jeg kom ind, og jeg blev også hurtigt en af hovedsolisterne derinde. Meget af min sanglige identitet blev skabt dér – også lysten til at optræde og finde den tilfredsstillelse, det giver, når det går godt, og når man så efterhånden får troen på sig selv.”

“Og så fandt jeg ud af, hvilken disciplin, det også krævede, og hvor hårdt det kunne være. Feks. at rasle afsted i bus og ankomme til et hotel, når det var noget, der krævede overnatning. Tit så raslede vi jo også bare hjem igen med bussen samme aften. Nogle hårde vilkår, elendige garderober, for kort forprøve, en eller anden form for uro – og så skal man alligevel ind og toppræstere. Det lærte jeg dér – at det er et særligt gen, man skal have for at synes, at det er sjovt, at man ikke stresser over det eller kører sig selv ned på det, eller at man ud fra de vilkår ikke kan toppræstere. Det er jo dér, man skiller nogle får fra nogle bukke. Og hen ad vejen kom jo så indsigten i, hvor meget det kræver af fysikken og af psyken at kunne holde til det, både mentalt og stemmemæssigt.”

“Da jeg var blevet 15 år, blev jeg trukket til side af korets dirigent Tage Mortensen, der opfordrede mig til at forsøge at gå sangervejen. Han mente, at jeg kunne drive det til noget og spurgte, om jeg kunne have lyst til at tage sangundervisning. Jeg kan huske, hvor målløs jeg var. Det var ikke en tanke, der havde slået mig, så på mange måder var det ham, der satte det i gang. Jeg begyndte at tage privatundervisning. Og da jeg så kom på konservatoriet, gik det ligesom slag i slag. Men inden jeg kom på konservatoriet, startede jeg også i kammerkoret Hymnia. En sanger, som allerede sang i Hymnia og som jeg sang i kirke med, spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at blive medlem af Hymnia. Det havde jeg egentlig ikke lyst til, for jeg var lige stoppet i pigekoret og var træt af at synge i kor. Men så gik jeg alligevel til optagelsesprøven, og det viste sig, at Hymnia skulle blive min identitet og min venneskare i rigtig mange år fremover. Og det blandede kor, som jeg her for første gang blev en del af, gav lidt mere bund og en mere kropslig sangoplevelse end at synge i pigekoret.”

• Det at synge i blandet kor giver også i forhold til ligestemmigt kor en anden dimension for det produkt, man er i gang med?

“Fuldstændig. Det var på et andet niveau. Og så det sociale fællesskab, man får gennem en fælles interesse og passion, sang og musik, det at optræde, de mange sjove rejser. Det var nogle meget spændende år – jeg fik smag for at optræde, og mange af de venner, jeg fik i den periode, er stadig mine venner i dag .”

Den sceniske musik og optræden, som Susanne Elmark er en del af, fascinerer mig. Jeg har som kirkeorganist og komponist lavet musik til masser af tekster – og tekster har jeg gået meget højt op i. Jeg kan godt lide etymologien – at gå ned i materien og dechifrere ords oprindelse. Et eller andet sted er det godt at have det som et lager om, hvad der skal give den rigtige klangdragt mellem tekst og musik. Det fortæller jeg, og Susanne Elmark ser tankefuld ud:

“Det er en meget interessant betragtning og meget sjovt, for jeg har lige lavet Flagermusen koncertant – ja, faktisk semiscenisk – som nytårskoncerter med Århus Symfoniorkester.”

“Den sidste dag mødte jeg ved morgenmaden Michala Petri, der skulle spille til åbningen af Århus som kulturby. Hun havde læst min bog og roste den til skyerne, hvad jeg selvfølgelig blev meget glad for. Hun syntes, den var både rørende og informativ, og hun roste forskellige ting, f.eks. at den var mundret skrevet og som hun sagde ”musikalsk i sin opbygning”. Det er jo ikke noget, jeg har tænkt på, men det havde hun hæftet sig ved, og det syntes jeg var meget interessant. Hun kunne tydeligt mærke, at den var skrevet af en musiker, og hun syntes, at den positive vinkel, jeg havde valgt, var man også som musiker nødt til at have. Man var nødt til at gå på scenen og gå med det projekt, man er en del af – gå med den musik, man skal opføre. Man kan ikke tænke ”Sikke noget møg, dette her, det gider jeg egentlig ikke!” Det duer ikke. Man er nødt til at gå med, hvilket jeg jo også gør meget ud af i min bog. Michala Petri syntes, min bog gav et meget fint billede af, hvad det kræver at være musiker, hvad de fleste mennesker jo ikke kan have noget begreb om. Og det går meget fint i spænd med, at du siger, at en musiker også vil have en interesse i sprogets og ords opbygning.”

• Tekst og musik skal jo være som hånd i handske. Det er med til at sikre dig, at den, der lytter på det, bliver berørt. Hvis en node blot ligger i en skuffe, er den jo ikke meget værd.

“Den er jo som Pinocchio, en trædukke, der kan forvandle sig til en rigtig dreng. Det går jo ud på at fortolke – man skal komme med et bud på det, og kun, når man gør det, føler publikum sig tiltalt. Ellers kunne man blot sætte en metronom til en computer. Det er jo i det øjeblik, at det bliver menneskeliggjort, omsat til kød og blod, at det for musikeren og sangeren er den store udfordring og det, der gør det vidunderligt at udføre og at lytte til.”

• Det er næsten blevet et begreb at spørge: Kan du tage det høje C? Men i Nattens Dronnings arie er vi endnu højere oppe. Og der er jo forskel på at klatre op ad bjerget og at springe derop. Hvordan kommer man ind i en meget høj koloraturpassage?

“Det er jo noget fra naturens side, om man er en lyrisk sopran, eller om man er en ultrahøj sopran. Og det høje C – ja, det er rigtigt, at det findes som et begreb, som noget nær toppen af Kilimanjaro – og så er Nattens Dronning jo altså det høje F, kvarten over!

“Men det er vigtigt at pointere, at det sådan set ikke er spørgsmålet, om man er ekstra dygtig, hvis man kan tage høje toner. Det er et spørgmål, om man fra naturens hånd er givet med nogle stemmebånd, der er smidige og, som er lidt mere til det vertikale, som er den måde koloraturmusikken er skrevet på – som noget, der ligesom cykler op og ned – i modsætning til den horisontale lyriske sopran, som har nogle lange, bårne fraser, der ikke flytter sig så meget, men som til gengæld kræver et langt penselstrøg. Jeg ville kvæles ved at synge Pamina men har alle årene haft nemt ved at synge Nattens Dronning. Og omvendt ved jeg, at der er andre, der synes, at Pamina er et nemt parti at synge. Det er et spørgsmål om, hvad éns stemme er egnet til. Og så kan man sige, at mens der er mange gode Pamina’er, så er der ikke ret mange Nattens Dronninger. Det har været mit held, det vil jeg sige, og det har været med det, at jeg kom ud og blev sanger i verden. Det var ved at være i denne her niche.”

• Hvornår startede din udlands-karriere?

“I 1995. Jeg reagerede på et opslag fra Kammeroper Schloss Rheinsberg, der havde et opslag om, at de søgte sangere. Jeg meldte mig til audition med henblik på det særdeles krævende koloratursopranparti som Zerbinatta i Richard Strauss’ opera Ariadne på Naxos – og fik det.  Det blev starten på min udlands-karriere, da jeg kom derned i sommeren ’95 til et storstilet projekt med Christian Thielemann som dirigent, sommeren inden han skulle starte på Deutsche Oper, Berlin, og så var det en gammel garvet instruktør fra Deutsche Oper, Eduard Fischer – så det var et fantastisk hold at få lov at arbejde med som ung sanger.”

“Og til sommer – her 22 år senere – skal jeg derned igen og holde en uges masterclass – det er en ring, der bliver sluttet. Og når man når derop i karrieren, så er det vidunderligt at give igen af det, man kan.”

• Kan man blive frygtsom overfor, om man kan leve op til de store partier, der ligger og venter?

“Den frygtsomhed kæmper jeg med hver evig eneste dag – mere imponeret af mig selv er jeg ikke. Jeg ved også, at Yehudi Menuhin var frygteligt bange for at blive afsløret for, at han jo i virkeligheden slet ikke kunne noget. Den ydmyghed tror jeg de allerfleste har, hvis de er hudløst ærlige.”

“Efter den flyvende start på min karriere fik jeg også på et tidspunkt et knæk – en krise – hvor jeg oplevede, at jeg ikke kunne præstere på samme måde. Jeg mistede sådan lidt ”uskylden” ved at gå fra at være lidt uimponeret ”Nå, men det kan jeg da sikkert godt, dette her!” – og så til at betvivle, at jeg kunne. Jeg blev pludselig klar over, hvilke høje luftlag, jeg befandt mig i, og nu var jeg ikke rigtig i stand til at animere varen. Det var nogle hårde men også spændende år, for det er jo der, man virkelig lærer, snarere end når man bare rider på en succes-bølge. Derfor er jeg efterfølgende også blevet ved med at arbejde med min stemme og min teknik. Og så er der jo endelig også det, at stemmen er organisk materiale, som jo forandrer sig. Man er næsten nødt til at tage dagstemperaturer på, hvordan stemmen nu har det i dag, og så forholde sig til det.”

“Men jeg har på mange måder aldrig sunget bedre, end jeg gør nu. Så jeg står på toppen af min karriere lige nu og her med mange, mange spændende ting i kalenderen. Jeg skal debutere på Staatsoper Berlin i 2019. Og i 2018 skal jeg til operaen i Madrid, hvor jeg har sunget før, og synge i ”Die Soldaten”. Jeg skal desuden lave en helt ny produktion med Peter Konwitschny , som jo er en stor instruktør. Så der er mange, mange spændende ting, der venter.”

Die Soldaten, skrevet i årene 1958-64 af den tyske komponist Bernd Alois Zimmermann (1918-1970), er ifølge Gyldendals Store Danske en såkaldt totalteateropera, der er karakteristisk for Zimmermann’s pluralistiske collagestil, hvori citater fra musikhistorien indgår i en farverig, atonal struktur.

Om det at synge denne type musik fortæller Susanne:

“Når man laver meget, meget vanskelig musik, altså nykomponerede og atonale ting, har jeg mange gange tænkt: Jeg kan ikke lære dette her, det er simpelthen for vanskeligt. Og så lige pludselig knækker man alligevel koden, pludselig er der en frase, der sætter sig fast i hovedet, og man tager sig selv i at gå og nynne den. For hvis det er atonalt, altså uden tonalitet, kan man jo som sanger ikke tage en tone ud af det blå, medmindre man da har absolut gehør. Det er ikke som at gå hen til klaveret og trykke tonen A ned, og så kommer tonen A. Eller en fløjte, der sætter første finger på dér, og så kommer den tone. Vi skal have tonen et eller andet sted fra – og det omkringliggende – hvis man ikke har absolut gehør. Jeg har dog et tilnærmelsesvist absolut gehør, som snarere er en muskulær erindring. Og det betyder, at jeg ikke kan stå med en node og synge den transponeret. Hvis den er trykt i én toneart, og jeg skal synge i en anden – det forvirrer mig.”

• Kan du ikke sige til dig selv, at det står stadig i den samme toneart?

“Nej, det kan jeg ikke. Så kan min muskulatur ikke finde ud af det. Jeg kan også huske fra min tid som korsanger – hvis tonelejet faldt under satserne – hvis der var ting, der skulle synges a cappella, og så faldt man – så kunne jeg også blive forvirret. Jeg kunne slet ikke finde ud af at kigge på nodebilledet, og så var det i virkeligheden en halv tone lavere. Jeg har sådan en relativ fornemmelse. Så det er en kæmpe udfordring som sanger at synge atonal musik, netop fordi vi ikke er tasteinstrumenter, der kan få tonen et sted fra. Vi skal forholde os til, at – ok, den tone kommer måske 3 takter inden min indsats f.eks. fra et horn, eller måske skal jeg tænke en kvart op fra den tone, hornet spiller – og så må man bare håbe på, at hornet spiller rigtigt – det kræver fuld koncentration.”

• Gennemgår du partiturerne med henblik på at se, hvor du kan fange tonerne?

“Absolut, alt sådan noget noterer man sig ind. Og det er jo også det, der gør det svært ved uropførelser, hvis man får udleveret et klaverpartitur men ikke rigtig ved, hvad der sker i orkestret – så er der ingen indspilninger at lytte til, man ved ikke, hvordan det lyder. Så der er meget at forberede som sanger.”

Susanne Elmark har netop fået P2 prisen for Årets Koncertøjeblik, fordi hun som det hedder i begrundelsen “har spillet en central rolle i, at Bernd Alois Zimmermanns opera ’Die Soldaten’ har vakt international opmærksomhed de seneste år. Hun har sunget partiet for Marie på en række internationale scener i Berlin, Zürich og Buenos Aires.” Jeg ønsker hende tillykke med prisen.

“Tak skal du have”, svarer hun. “Ja, og dér har de jo bøjet den titel lidt, for jeg får prisen for min rolle i ”Die Soldaten”. Det var jo ikke en koncert, men en opera. Og jeg har ikke lavet den her, jeg har i år lavet den i Buenos Aires på Teatro Colon, der rangerer som verdens tredje bedste operahus. Og så har jeg tidligere sunget den i Zürich og Berlin, og jeg skal synge den i Madrid, Nürnberg og flere andre steder i den kommende tid. Så prisen fik jeg for det arbejde, som indstuderingsmæssigt var et kæmpe arbejde. Det tog mig det meste af et år at lære det parti, og jeg er meget beæret over, at jeg er blevet valgt til at modtage den pris, og at der dermed sættes fokus og opmærksomhed på, at jeg har opført rollen ude i verden.”

• Et spørgsmål, som du sikkert ofte får: Hvordan tackler man en nervøsitet inden en meget, meget krævende forestilling?

“Ja, det er jo individuelt fra musiker til musiker. Nogle bliver ramt af voldsom nervøsitet i det øjeblik, de går på scenen, andre kan kæmpe med den inden, men er iskolde, når de går på – og der er jeg nok mest det sidste. Det er også lidt et spørgsmål om, hvad der er på spil. Man er mere nervøs, når man har en fornemmelse af, at der er noget, der kan gå galt – at der er et eller andet, man kan blive dumpet på. Men hvis man er velforberedt, har det godt med stemmen og sig selv, føler sig tryg – er glad for dem, man optræder med – så er det jo en fest at gå på, så er det jo et kæmpe kick, en kæmpestor tilfredsstillelse at gå på scenen og det, der gør, at man har lyst til at være i denne her branche.”

“Jeg skriver en del om det i min bog. Og som jeg nævnte, så var jeg som barn meget nervøs, når jeg skulle optræde. Så det kommer hen ad vejen med, at man ved, at der er grænser for, hvor galt det kan gå. Så man ligesom får løftet sin bundmargin af … altså, hvor meget var det kun et spørgsmål om, at jeg selv syntes det ikke var godt nok, eller hvor meget er det noget, som alle opdager. Eller er det i virkeligheden bedre, end jeg selv tror. Min datter, som er violinist, har haft den særlige evne, at hun i de fleste tilfælde kan levere 120%, når hun er på – at hun fuldstændig kan komprimere udtryk og musikalitet og indlevelse og tilstedeværelse og fortolkning – altså, at alt bare går op i en højere enhed. Det er jo sådan, det helst skal være. Men selvfølgelig sker det på kanten af en nervøsitet, der, når den ikke slår dig ud tværtimod bringer dig videre. Som jeg også skriver i min bog – det er jo ikke for ingenting, at verdensrekorder bliver slået til de store stævner. I det hele taget sammenligner jeg meget vores verden med sportens verden, for der er mange paralleller til, hvordan man optræner sin udholdenhed – hvordan man fra naturens side skal have en vis form for muskulær begavelse.”

• Og kodeordet er disciplin?

“Disciplin, arbejdsmoral og opbyggelse af stabilitet – om det så er fysisk/psykisk – men dette her adrenalin-kick i kroppen, som nogle gange kan få én til at være bedre end man næsten er, det er lidt det samme som i sportens verden. Så nervøsitet er ikke nødvendigvis noget dårligt, det er også dér, hvor tingene bliver højkomprimerede.”

• Har du ritualer, du foretager dig?

“Ikke så meget – og alligevel. Nu lavede jeg lige koncert i søndags med min gode gamle ven, Leif Greibe, som er pianist. Vi har været studiekammerater på musikkonservatoriet – og vi har et ritual med, at vi helst lige skal have trykket tommelfingrene mod hinanden, inden vi går på. Det er dog kun ham og mig, der gør det – jeg gør det ikke med nogen andre – men her er altså lige et lille ritual. Ellers består det mere i, at det er min generelle livsstil og min generelle passen-på-mig-selv, som er mit ritual. Jeg lever glutenfrit, jeg lever mælkefrit – jeg har de sidste 7-8 år fundet ud af, at det bekommer mig bedre. Mit immunsystem er stærkere, jeg slimer ikke så meget til i halsen og min mave har det bedre. Det holder mig mere stabil. Man skal have sin søvn, man skal helst være psykisk velafbalanceret og opmærksom på, der ikke er træk og røg. Og så er jeg allergisk overfor hunde og katte. Så jeg spørger altid: Er der hund her? Jeg er nødt til at passe på mig selv, for hvis jeg får en allergisk reaktion, så kan jeg ikke synge i 3 uger.”

“Men jeg vil dog også sige: Jeg er ikke hysterisk – jeg har valgt ikke at være hysterisk med det. Jeg har 3 børn – og jeg har aldrig nogensinde undladt at tage mit syge barn i favnen. Jeg har kolleger, der rejser på hotel, når de har syge børn, i angst for at blive smittet. Det har jeg aldrig gjort – så det er også et valg. Og når bogen hedder ”Det var med vilje”, så er det, fordi der er rigtig meget, der har været med min egen dels frie vilje men også med viljens kraft. Man træffer nogle beslutninger og kæmper for dem. Og jeg ville have børn og – ja, jeg vil ikke sige, at jeg ville have en verdenskarriere, for det havde jeg ikke nogen drøm om – men jeg ville i hvert fald lykkes med den store udfordring, det var at synge. For det har jeg altid syntes, at det var.”

• Når du forlader dit øvelokale efter en lang indstudering og så pludselig skal levere det samme i det store rum, hvordan oplever du det akustikskift?

“Heldigvis er det jo sådan i de allerfleste tilfælde, at det er nemmere i den store akustik end i den lille. Så det er faktisk nemmere at komme ud i den virkelige verden end at stå og kæmpe med et eller andet i øverummet. Heldigvis er det den vej rundt.”

• Man taler også om, at tempoet kan skifte?

“Det kan fuldstændigt skifte i det øjeblik, der kommer et orkester på – f.eks. også når man sætter en opera-produktion op, så øver man jo i de første mange, mange uger med klaver. Og i det øjeblik, orkestret kommer på, ja, så kan tempoet jo simpelthen blive nødt til at blive en lille smule langsommere, som regel, fordi det simpelthen er lidt tungere at have med at gøre. Men som du nævner med akustikken, man skal også altid justere efter det rum, man er i.”

“Jeg hæfter mig ikke ved metronomangivelser, så jeg har ikke noget bestemt tempo, der nødvendigvis lige er rigtigt for en eller anden arie eller et eller andet værk. I dag blev det lige sådan her – i dag lavede vi lige et større ritardando der – dér holdt vi lige den her høje tone lidt længere, for sådan skulle det lige være. Rummet, inspirationen, dagsformen, hvad som helst kan spille ind. Men det er jo også det, der forhåbentlig gør det mere interessant at høre noget live fremfor bare at sætte en CD på.”

• Det er jo det fantastiske ved selve nuet – det er nu, det sker – det er nu, formidlingen foregår. Og der står et menneske deroppe, der er meget sårbart – alle ser og hører på én. Måske er der et bestemt sted alle venter at høre på – dér, hvor hun rammer det høje F.

“Hvis det er Tryllefløjten og Nattens Dronning, ja, så venter alle på hendes høje F’er. Både det – og så er det jo det allermest kendte. Hvis man ser Hamlet, venter man jo også på monologen med ”To be or not to be” – så der er flere aspekter i det. Men det er selvfølgelig dér, hvor alle er klar over, at nu er det den allerhøjeste trapez. Det er dér, hvor lyset går ned, trommehvirvlerne lyder og sikkerhedsnettet fjernes – for nu at blive i cirkussprog.”

• Du rejser meget rundt i verden, så din kuffert er ikke gemt væk – den er hele tiden i funktion. Og du har også 3 børn derhjemme, du skal tænke på, at nu går der igen noget tid, inden du ser dem igen. Den kontaktmangel, man kan komme ud for, fordi man hele tiden er i pres med prøvetid, opførelsestid osv. – det private, der møder det professionelle – hvordan oplever du det?

“Det er jo så også bare blevet et aspekt i mit liv, som jeg har vænnet mig til, og som mine børn selvfølgelig også har vænnet sig til. De kender det ikke anderledes. Og de kan heldigvis primært se fordelene ved det, for jeg har dem rigtig meget med, de kommer med på alle mulige sjove og spændende rejser. Jeg har introduceret dem til min verden også, de spiller alle sammen instrumenter. Det har jeg altid insisteret på – at de skulle vide, hvad det var for et miljø og hvad det var for en rig verden. Man kan sige, så har jeg selvfølgelig perioder, hvor jeg har mere travlt end mange andre. Men når jeg så er hjemme, så har jeg måske mere frihed end mange andre, der går helt fast på arbejde. Det falder i blokke, og mine børn har det godt,  De er velafbalancerede, glade, sjove og dejlige børn, som også lader til at gå musikervejen. Så det har i hvert fald ikke afskrækket dem mere. Min datter på 24 er professionel violinist allerede. Min søn på 17 har også for et år siden besluttet, at han vil forsøge at gå vejen med konservatoriet og violinen. Og min yngste søn på 10 er meget begavet både på violin og klaver – og fodbold. Han har mange interesser – også himmelrummet, og jeg ved ikke hvad. Men jeg kunne forestille mig, at det blev klaveret, han mere skulle forfølge.”

“Jeg oplever dem alle tre som velafbalancerede, og de må jo skrive deres egne bøger engang om mange, mange år og sige, hvis det forholder sig meget anderledes.”

• Genren opera, der for nogle kan opfattes meget elitær, som en kunstart for de få – hvis du nu skal tage dagens puls, hvordan ser det så ud for dens fremtid?

“Jeg tror ikke, man behøver være bange for, at det er noget, der uddør, for det er også noget, man måske kan få interessen for og kan se kvaliteterne i lidt senere i livet. Opera som genre er også blevet mere fordøjelig, fordi det efterhånden bliver sat op i mere og mere spændende produktioner. Der kommer flere instruktører, som kommer fra skuespil. Det stiller større krav til sangerne – det bliver ikke bare noget med at stille dem op i blokke, og så står de og synger, men at der virkelig også skal iscenesættelse og skuespil til. Også kostumer og lys og alt muligt er måske mere underholdende, end man nogle gange tidligere så det.”

• Og så er det også en genre, der udvikler sig, kan man sige – fordi der bliver skrevet nyere ting, ikke?

“Ja, og også i takt med, at instruktørerne kom fra skuespil, blev det også mere og mere sådan, at de ikke ville gå på kompromis med, hvordan man også så ud. Så det er tyndet ud i de kropsligt meget omfangsrige operasangere, fordi der er flere og flere, der siger, at man skal også se ud, så det er troværdigt. Det nytter ikke noget, at det skal være en smuk prinsesse, og så står der en alt for stor person på altanen.”

“Men opera vil nok altid være en niche, fordi det er et kompliceret sprog, som ikke siger alle folk noget. For nogle vil det være som at høre en tale på et sprog, man ikke forstår. Dér står vi jo alle sammen af.”

“Det er et spørgsmål om kultur, og ordet kultur handler jo om noget, der er kultiveret – noget, der er opdyrket – i modsætning til natur. Opera er jo ikke noget naturligt – ligesom den klassiske ballet ikke er det. Der er jo ingen, der vågner op en morgen og kan synge opera eller danse tåspidsdans. Det er noget, man opdyrker. Det skal opdyrkes for at kunne udføres, men det skal til en vis grad også opdyrkes for at kunne lytte til det.”

“Når det er sagt, så har jeg dog mange, mange positive oplevelser med at være ude og synge for folk, som aldrig har hørt en live operasanger før, og hvor de altid bliver bjergtaget af det – bliver fascinerede af nærmest at kunne mærke vibrationerne, energiomsætningen. Jeg har også været ude for at skulle ud og synge til selskaber og, hvor der bliver sagt: Der er ingen, der kan lide opera, så du skal helst bare synge musical eller sådan et eller andet. Og hvis jeg så bare har puttet en enkelt eller 2 operaarier ind alligevel, så har det været det, de har været mest fascinerede af, for det har været der, de ligesom kunne høre ekvilibrismen – det var der, de kunne høre, at det var noget ud over det sædvanlige. Her modsiger jeg jo så mig selv i forhold til at sige, at man skal have været opdyrket til det. Men hvis man sidder i et selskab, og pludselig kommer der én ind og underholder, så er man måske i hvert fald åben overfor det. Og det er nok det allervigtigste – at være åben overfor det. For hvis man så går ind og lytter på det med åbne ører og positivt sind og ser et eller andet også, som taler til én, så kan man pludselig godt drages af det alligevel. Det er så mange gange, det er sket – også på de her nytårskoncerter, jeg har haft de sidste par uger – at folk kommer bagefter og siger: Nejj – nu får jeg lyst til at gå ind og høre en rigtig opera – jeg har aldrig oplevet sådan noget før – denne fornemmelse af nærmest at blive ramt af en energibølge.”

• Så du er på alle måder en fantastisk ambassadør for det, du bevæger dig i, må man sige, når du kan være med til at formidle en større lyst og glæde til, at genren består.

“Det er jo det dejlige – også med den alder, jeg har nået nu, og med den erfaring jeg har – at kunne give det videre i masterclasses. Om et par uger kommer der en ung sanger fra Buenos Aires, der hørte mig dér, og som simpelthen bare gerne vil have sangundervisning af mig. Det er jo også en måde at være ambassadør på – at hun simpelthen krydser Atlanten og kommer hertil, fordi hun bare tænker: Sådan dér vil jeg også synge!”

• Et sidste spørgsmål: har du tid til interesser udenfor dit erhverv?

“Jeg har ikke tid til store ting udover, hvad min tilværelse byder på af mit erhverv og de store, store forberedelsesarbejder, der også ligger i erhvervet. Det er noget af det, jeg også i min bog kalder et isbjerg – at folk ser den tiendedel, der er over vandet, men ikke de ni tiendedele, der er nedenunder. Så det fylder rigtig, rigtig meget. Om ikke andet så bare den der memoreringsdel oppe i hovedet med det, der hele tiden kører – det, man er i gang med at lære. Og mine 3 børn og alt det, det indebærer med at hente, bringe, øve, instrumenter, værne om, læse godnathistorier og alt det der. Og så selvfølgelig også privatliv, fordi jeg jo danner par med Anders Samuelsen og forsøger at tage lidt del i hans liv også.”

“En decideret hobby, der er noget helt andet, det kan jeg ikke sige, at der er tid til. Men jeg forsøger at løbetræne så meget, jeg kan, og det ser jeg lidt som en form for afkobling. At det så samtidig er min måde at holde min krop og min psyke stabil på, så er det selvfølgelig ikke helt bare en hobby. Men det hele er nok et stort kredsløb af forsøget på at blive et lykkeligt menneske.”

Copyright: Editshop.dk